Traditionelle vestlige værdier vedrørende retsstat og retssikkerhed er under pres i disse år.

Det sker i et forsøg på at styrke terrorbekæmpelsen. I mange lande ændres lovgivningen på en sådan måde, at myndighedernes magt øges, og borgernes grundlæggende rettigheder svækkes. Borgerne i de vestlige demokratier har ellers siden oplysningstiden kæmpet hårdt for de rettigheder, der indtil for få år siden blev opfattet som selvfølgelige og helt grundlæggende for statsdannelsen. F.eks. skal myndigheder naturligvis træffe afgørelser på et sagligt og velbelyst grundlag, og deres afgørelser skal begrundes. Borgerne skal via lovgivningen kunne gennemskue deres retsstilling, og de skal have mulighed for at få indgreb prøvet ved en uafhængig domstol. For bare 200 år siden var sådanne rettigheder ingen selvfølgelighed i Europa, snarere tværtimod. De er vokset frem som reaktion på magthavernes massive undertrykkelse og overgreb. Siden oplysningstiden har der – med enkelte undtagelser – i de vestlige lande været en grundlæggende opfattelse af, at et samfund uden sådanne retsprincipper er et uudholdeligt samfund. Efter Anden Verdenskrig har menneskerettighederne fået kraftig vind i sejlene, godt hjulpet på vej af internationale organisationer som f.eks. FN. Men nu synes pendulet at svinge den modsatte vej. En række politikere i den vestlige verden anser terror for at være en så alvorlig trussel mod de vestlige demokratier, at alle midler må tages i brug for at bekæmpe den. De er parat til at suspendere borgernes grundlæggende rettigheder for at kunne bekæmpe terrorismen. USA’s behandling af fangerne på Guantánamobasen er et godt eksempel. Grundlæggende rettigheder, som f.eks. retten til at få prøvet sin sag ved en uafhængig domstol, er tilsyneladende suspenderet. Der er mange andre lande, som suspenderer grundlæggende rettigheder og retsprincipper i disse år. Selv internationale organisationer som f.eks. FN og EU, der i årevis har arbejdet for at styrke borgernes rettigheder, bryder med grundlæggende retsstatslige principper i terrorbekæmpelsens navn. Et for tiden ganske godt eksempel er de såkaldte terrorlister. FN og EU fører lister over personer og organisationer, som er under mistanke for at være terrorister eller for at have forbindelse med terrorister. Det drejer sig om organisationer som Taleban og al-Qaeda og deres medlemmer. De pågældende personer udsættes typisk for rejserestriktioner, og deres finansielle midler indefryses uden varsel. Samtidig forbydes andre mennesker at tilføre de sortlistede nye midler. Til at begynde med var indefrysningen af finansielle midler absolut, men efterhånden har FN indset, at visse midler af humanitære årsager bør kunne tilflyde de sortlistede. Det drejer sig bl.a. om penge til betaling for mad, husleje og medicinudgifter. Sanktionerne er dog alligevel ganske lammende og indgribende. Er man f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, risikerer man let at miste sin forretning. Erfaringerne viser, at det er svært at komme af listerne, når man én gang er opført. Tre svenske statsborgere med somalisk baggrund vågnede i november 2002 op til indefrosne bankbøger. Det var USA, der havde foreslået dem sortlistet efter en vurdering af det amerikansk baserede Office of Foreign Control. De tre henvendte sig til de svenske myndigheder, til EU og til FN, men først efter ni lange måneder lykkedes det med ihærdig indsats fra de svenske myndigheder at få to af de tre fjernet fra listen igen. Den slags lister er vokset frem i FN-systemet i løbet af de sidste 10-15 år. Det fremgår af FN-pagten, at det er Sikkerhedsrådets opgave at bidrage til fred og sikkerhed i verden. Sikkerhedsrådet anvender til det formål sanktioner over for lande, der truer freden eller sikkerheden. Igennem mange år har der været anvendt generelle handelsboykotter af sådanne lande. Det er imidlertid ofte forbundet med lidelser for hele befolkningen i det pågældende land, selv om det som regel kun har været meningen at ramme bestemte personer, typisk magthaverne. FN er derfor i stigende grad begyndt at målrette sanktionerne mod netop de personer, som anses for at være problemet (såkaldte ’targeted sanctions’). Det er mere effektivt og har ikke så store bivirkninger for de øvrige borgere i et land. Allerede FØR 11. september 2001 – med resolution nr. 1267 fra 1999 – oprettede FN en liste med navne på personer og organisationer, som var mistænkt for terrorisme, og som derfor blev underkastet sanktionerne. Det drejede sig om medlemmer af Taleban. Siden er al-Qaeda-medlemmer også kommet på listen. I dag er knap 500 personer og organisationer på listen. På navnlig fire afgørende punkter bryder sortlistesystemet med helt grundlæggende retsprincipper. For det første er det uklart, hvem der risikerer at komme på listen. Det hedder nemlig i FN-retsakterne, at ikke bare Taleban- og al-Qaeda-medlemmer skal sortlistes, men også personer, som er ’associeret’ med disse. Sikkerhedsrådet har forsøgt at råde bod på problemet ved at præcisere begrebet ’associeret’, men det er fortsat uklart og åbent for fortolkning. For det andet træffes afgørelse om optagelse på listen ofte på et ufuldstændigt grundlag. FN har oprettet en sanktionskomite, som afgør spørgsmålet. Komiteen er sat sammen af repræsentanter for de 15 lande, som til enhver tid er medlemmer af Sikkerhedsrådet. Det kræver enighed i komiteen at sortliste en person. Alle FN-landene kan komme med forslag til navne på listen, men kan samtidig af hensyn til deres nationale efterretningstjenester hemmeligholde oplysninger om, hvorfor personen bør optages. Ikke alle lande har efterretningstjenester med lige stor kapacitet til at efterforske i denne type sager, og det vil typisk være nogle bestemte, store lande, som efterretningerne kommer fra. De øvrige lande i sanktionskomiteen har herefter en meget begrænset tid (og måske begrænsede ressourcer) til at efterprøve rimeligheden af sortlistningen. Det er i flere tilfælde sket, at navne er blevet optaget, uden at sanktionskomiteen har haft præcise oplysninger om baggrunden. Også dette har Sikkerhedsrådet forsøgt at råde bod på ved at kræve flest mulig oplysninger afgivet til sanktionskomiteen. Det er også blevet muligt at afgive oplysninger til komiteen med den klausul, at de skal holdes hemmelige. Også dette styrker beslutningsgrundlaget i sanktionskomiteen. Men det er naturligvis urimeligt og utilfredsstillende for den, som sortlistes uden at kende den præcise baggrund. Faktisk har Danmark – der var medlem af Sikkerhedsrådet i 2005/2006 – været frontløber i kampen for bedre retssikkerhed for de sortlistede personer. Og visse resultater er opnået, som det fremgår. Der kan næppe siges at være tale om store fremskridt, men forbedringerne skal ses i lyset af, hvor vanskeligt det er at reformere et sådant system i løbet af de to år, et medlemskab varer. Efter forbedringerne er det imidlertid fortsat muligt i et vist omfang at hemmeligholde oplysninger, så de sortlistede kan ikke altid få en udtømmende begrundelse for, at de er sortlistet. Ud over at det må være stærkt frustrerende ikke at kunne få indgående kendskab til, hvorfor man er sortlistet, vanskeliggør det også de sortlistedes mulighed for at argumentere imod sortlistningen. For det tredje er det svært at komme af listerne igen, når man først er optaget. Sortlistningen er ikke tidsbegrænset, og der er ikke klare kriterier for, hvornår man ikke længere skal betragtes som terrorist eller som ’associeret’ med en terrororganisation. Hvis en organisation først er stemplet som terrororganisation, skal der formentlig meget og lang tid til at ændre på den opfattelse. Og er en person først stemplet som terrorist eller ’associeret’ med en terrororganisation, skal der formentlig ligeledes meget til, før synet på personen ændrer sig. Desuden er det svært at komme af listen igen, fordi der skal være enighed blandt sanktionskomiteens 15 medlemmer, før en person kan aflistes. Hvis der ikke er enighed, overgives sagen til Sikkerhedsrådet, der træffer afgørelse efter de normale procedurer for beslutningstagning i Sikkerhedsrådet. Det betyder, at hvis blot ét af de fem faste medlemmer er imod, så kan landet blokere for aflistningen. Der kræves ingen dokumenteret begrundelse, og politiske hensyn kan indgå i denne afvejning. De sortlistede kan ikke kræve at få foretræde for sanktionskomiteen eller på anden måde få lov til at forelægge deres sag. De har som udgangspunkt heller ingen til at repræsentere sig eller forsvare sig i sanktionskomiteen. Den sortlistedes eneste mulighed er at få et af de repræsenterede lande i komiteen til at tale sin sag. Også på dette punkt har Danmark arbejdet målrettet for at forbedre de sortlistedes rettigheder. Der er nu skabt en særlig procedure i FN, som skal gøre det lettere for sortlistede at få prøvet deres sag. De sortlistede kan henvende sig til et organ under Sikkerhedsrådets sekretariat, som hjælper dem med at se på sagen og kontakte relevante myndigheder. Men kriterierne for aflistning er fortsat uklare, sortlistningen er fortsat tidsubegrænset, og der kan fortsat tages politiske hensyn ved beslutning om sortlistning. Det svækker den sortlistedes retsstilling. Hertil kommer, at proceduren for aflistning involverer det land, hvor den pågældende person er bosat. Det kan i en række tilfælde volde problemer, f.eks. hvis den pågældende holder til i Tjetjenien eller Palæstina! Det kan i øvrigt nævnes, at der siden oprettelsen af FN-listen i 1999 er aflistet ni personer og elleve organisationer. Den fjerde og ganske alvorlige indvending set med retsstatslige briller er, at der ikke findes nogen egentlig mulighed for at få prøvet sin sag ved en domstol. Sanktionskomiteen består som nævnt af repræsentanter for de lande, der er medlem af Sikkerhedsrådet. Der er altså tale om et politisk organ, der kan tage politiske hensyn. En uvildig, juridisk vurdering af beviserne og materialet, der ligger til grund for sortlistningen, er ikke mulig. Hvis sanktionskomiteen afviser at tage sagen op til overvejelse, er der ingen klagemulighed. For det femte er der ingen garanti for kompensation for den, som er blevet uretmæssigt sortlistet. Man kan altså risikere – ved en urigtig sortlistning – at miste sin hele forretning eller sit arbejde (fordi arbejdsgiveren ikke vil have en ansat med tilknytning til terror) uden at få kompensation. Når man TÆNKER på, hvordan borgerne i de vestlige lande har kæmpet de sidste 200-300 år for at opnå de omtalte grundlæggende rettigheder, hvordan rettighederne har indgået som spydspids i de vestlige landes ideologiske kamp mod totalitære samfund verden over, og hvordan de har været og stadig er en vigtig del af statsdannelsen og forfatningerne i de vestlige lande, så kan det undre, at rettighederne på denne måde tilsidesættes uden store sværdslag, uden voldsom debat eller betænkelighed. Det skyldes efter alt at dømme især terrorfrygten. Der er erklæret ’krig mod terror’, og i krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb. Mange vil sikkert mene, at listerne og sanktionerne er ganske rimelige set i lyset af terrortruslen, og at der ikke kan anlægges traditionelle menneskeretlige og retsstatslige betragtninger i en situation, hvor der er krig. Det forekommer derfor nærliggende at tage alle nødvendige midler i brug for at forsvare de vestlige demokratier og værdier. Jeg kan godt se vigtigheden af at bekæmpe terrorisme og behovet for at effektivisere bekæmpelsen. Jeg vil dog alligevel stå fast på, at systemet med terrorlister er urimeligt, som det er i dag. Og det paradoksale er, at hvis man anvender sådanne midler i kampen mod terror, så trues lige præcis de værdier og rettigheder, som man ønsker at beskytte, som er tilkæmpet igennem århundreder, og som de vestlige demokratier bygger på. Det, som terroristerne (i hvert fald visse terrorister) forsøger at ødelægge, risikerer landene selv at ødelægge, når de dispenserer fra helt grundlæggende rettigheder og retsprincipper. Er det en uløselig knude? Er de vestlige værdier om borgernes rettigheder og retsprincipperne dømt til undergang? Det tror jeg ikke. Det har altid været sådan, at der i visse situationer og under visse nærmere bestemte betingelserne kan dispenseres fra grundlæggende rettigheder og retsprincipper. Også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er et af de mest effektive midler til beskyttelse af borgernes rettigheder i Europa, er bygget sådan op, at der under visse betingelser kan dispenseres fra en grundlæggende rettighed. Ethvert demokrati må finde balancen mellem hensynet til borgernes retssikkerhed på den ene side og hensynet til borgernes sikkerhed på den anden. Selv EU, SOM står for gennemførelsen af sanktionerne mod de sortlistede i EU-landene, og som anser terrorlister for en nødvendighed, har sat spørgsmålstegn ved rimeligheden i en sådan svækkelse af borgernes retsstilling. EF-domstolen og Retten i Første Instans (herefter omtalt samlet som EF-domstolen) har ved flere lejligheder haft anledning til at vurdere terrorlisterne. EF-domstolen har afvist at vurdere, om der er sket en urimelig krænkelse af borgernes rettigheder i forbindelse med de FN-skabte terrorlister med Taleban og al-Qaeda. Til gengæld har EF-domstolen set nærmere på de terrorlister, som indeholder navne på andre terrorister. EU fører nemlig også et andet sæt lister med navne på personer og organisationer, som ikke har relation til Taleban eller al-Qaeda, men som også anses for terrororganisationer. Det drejer sig bl.a. om organisationer som al-Aqsa, Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) og Den Palæstinensiske Befrielsesfront. Om disse lister fastslår EFdomstolen, at balancen mellem myndighedernes foranstaltninger mod terror og borgernes retssikkerhed er tippet over. De sortlistede skal have en ordentlig begrundelse for sortlistningen, de skal mulighed for at blive hørt i løbet af processen, og de skal have mulighed for at få prøvet sagen ved en uafhængig domstol (EF-domstolen). Flere af disse grundlæggende rettigheder var ikke opfyldt i forbindelse med EU-terrorlisterne, og EU må derfor ændre systemet på en række punkter. Før man som tilhænger af de retsstatslige værdier og principper kan ånde lettet op, må man dog tage følgende i betragtning: Efter EF-domstolens mening må landene og EU’s organer overlades et vist skøn, hvad angår sortlistningen. Der kan med andre ord ikke foretages en tilbundsgående retlig vurdering af, om beviserne for sortlistningen er tilstrækkelige. Et andet problem er, at kriterierne for sortlistningen fortsat ikke er helt klare. Det svækker gennemskueligheden og forudsigeligheden for borgerne. Et tredje problem er, at der kan tages politiske hensyn ved sortlistningen, f.eks. ved afgørelsen af, om en person skal betragtes som terrorist eller frihedskæmper. Et sådant system giver grobund for vilkårlighed. Den ene stats terrorist kan, som bekendt, være den anden stats frihedskæmper. Også EU’s terrorlister lider således af en række mangler set med retsstatslige briller, og betragtet under ét – dvs. både FN’s og EU’s terrorlister – må man sige, at en række af de vestlige demokratiers grundlæggende værdier og principper er under pres. Det bør nøje overvejes og debatteres, om det er nødvendigt og acceptabelt. Ellers får terroristerne for let spil.