Om Villy Søvndals seneste udtalelser i integrationsdebatten kunne man sige:

Det nye, han siger, er ikke godt. Og det gode, han siger, er ikke nyt. Det nye, han siger, som ikke er godt, er især to ting. For det første et udtryk som at Hizb-ut-Tahrir kan »skride ad helvede til«. Ikke at jeg er selvsagt er uenig i, at de holdninger, Hizb-ut-Tahrir står for, skal bekæmpes. Men med udtrykket ’helvede’ lægger Villy sig selv op ad Hizb-Ut-Tahrirs egen retorik, og han benytter et religiøst begreb (helvede), netop hvor han ønsker at tage afstand fra religionens betydning i debatten. Faktisk lægger han sig hermed meget tæt op ad sædvanlig arabisk fundamentalistisk retorik, hvor man bruger tilsvarende meget kraftige udtryk i dagligdagen (»jeg dræber dig«, »din satan« osv.), netop ordvalg, som vi i det daglige arbejder på at bekæmpe, at unge indvandrere benytter i debatten og dagligdagen. Hertil svarer Villy så måske, at det jo bare er ’tonen’, og at det er fair nok at være uenig i dén. (Det kunne jo også muslimer sige: Jamen, det er bare ’tonen’ i arabisk retorik). Men det er netop ’tonen’, der er indholdet, hele signalet og det nye her, for selve den kraftige afstandtagen fra Hizb-ut-Tahrir har jo både Holger og Villy og andre på venstrefløjen givet klart udtryk for mange gange tidligere. Det er netop ’tonen’ og signalpolitikken, der er udgrænsende og ekskluderende i forhold f.eks. de unge, der for et par uger siden brændte containere, skoler og andet af. Således som også Fædregruppen på Nørrebros talsmand, Khalid al-Hubeihi er inde på. Jeg tror da, at Villy selvfølgelig er enig i, at vi skal undgå ’franske tilstande’, men hans skingre toneleje og det kraftige udtryk betyder en eskalation opad på konflikttrappen. Hvis almindelige unge med anden etnisk baggrund føler, at der ikke længere er nogen i debatten, der forsøger at bevare et køligt overblik og en forståelse (ikke accept), så kan det gå galt. Lige nu er der næsten kun Enhedslisten og Margrethe Vestager, hvor sidstnævnte rager milevidt op i debatten, som bevarer hovedet koldt og agerer som en ordentlig politiker, der taler op til folk og ikke til deres smålighed. For øvrigt ligesom den anden Margrethe, nemlig dronningen, der i sin nytårstale var inde på, at dette rige samfund var ved at blive småligt og fattigt i ånden. Hvis vi i 70’erne havde haft en sådan unison kompakt majoritet imod os på venstrefløjen og i studenterbevægelsen, og hvis der ikke havde været et SF og VS, som kunne tale imod den herskende borgerlige retorik, ja kunne vi have endt i en meget mere desperat situation a la Vesttyskland dengang. Hvis der i dag ikke var nogen, der talte Ungdomshusets sag (bl.a. SF), så ville de unge danskere her også kunne udvikle sig endnu mere desperadoagtigt. Det er jo utroligt, at man efterhånden, ud over Margrethe Vestager og Enhedslisten, skal læne os op ad besindige politifolk (Per Hansen, der drikker te med fornuftige indvandrerfædre m.fl.), fornuftige SSP-folk og fremsynede indvandrerforældre i debatten samt kommunerne. Retorikken i sig selv er altså ikke ligegyldig, og dialogen må søges nu mere end nogensinde. I øvrigt har Hizb-ut-Tahrir vel også ytringsfrihed, som Villy nu springer op igen og forsvarer blindt. Jeg er i øvrigt enig i dette forsvar, og selv om Mohammedtegningerne ikke er groet i min baghave, så må og skal vi forsvare dem og Kurt Westergaard især nu, da det er sket, og en person trues på livet. Her dumpede imidlertid statsministeren og Villy sidste gang, da det for alvor gik løs, og eksporten blev truet, hvor man rykkede ud med halve undskyldninger m.v. Men netop fordi ytringsfriheden er så vigtig, er det afgørende, at Hizb-ut-Tahrirs og f.eks. nazisters ytringsfrihed også respekteres, når de altså ikke fører til kriminelle handlinger. Vi er naturligvis uenige i deres ytringer og vil bekæmpe indholdet af disse ytringer, men vil forsvare deres ret til at fremkomme med dem, som Voltaire skulle have sagt. Men lige netop her synes Villy trods nylig omvendelse at være en knap så stålsat forsvarer af ytringsfriheden – der hvor det bliver rigtig svært og afgørende, netop for at vi bevarer demokratiet for såvel Loke som for Thor. Det andet nye i Villys udtalelser er, at det ikke kun er samfundets skyld, men også kulturen hos de etniske minoriteter. Intet kunne være mere forkert! For det første er kultur jo et meget vidt og flygtigt begreb. Og kulturer udvikler sig hele tiden, også afhængigt af det omkringgivende majoritetssamfunds reaktioner. Men det afgørende er, at dér, hvor der ganske rigtigt er problemer med unge af anden etnisk herkomst, dér er det ikke kulturen, der er problemet. Det er nemlig tværtimod smadret og ødelagt kultur eller slet og ret mangel på kultur, der er problemet. Der er intet i f.eks. den originale, genuine arabiske kultur, der tilsiger, at man skal vise disrespekt over for andre, at man udøve vold, endsige at man ikke skal følge loven, eller at kvinder er undermennesker. Tværtimod er den ikke-ødelagte arabiske kultur meget gæstfri og respektfuld. Vi ser jo også, at det ikke specielt er første generations-indvandrere, der giver problemer i større omfang, for de har jo stadig deres oprindelige kultur med i bagagen. Nej, det er ’vores egne hjemmefødninge’, der er opvokset her, som ikke længere har nogen kultur og identitet at holde sig til, hverken deres forældres oprindelige eller den danske, der er problemet. Det er et problem, der er opstået her i landet, og som vi også har en del af ansvaret for. Villy synes i øvrigt næsten helt at glemme, at der faktisk også er forskelsbehandling og diskrimination i Danmark mht. job og diskoteker m.v.. Ligesom han underbetoner, at det er de sociale forhold og ikke specielt kulturelle eller religiøse, der er afgørende, f.eks. i de såkaldte ghettoområder. Hvis man skal vove at tale meget generaliserende om de forskellige ’kulturer’ og nationaliteter med fare for, at alle forskelle og nuancer går tabt, så er der stort set ingen problemer med personer fra Østen, fra Vietnam, Kina, Sri Lanka, Pakistan osv. Der er heller ikke problemer omkring personer og muslimer fra det tidligere Jugoslavien, Bosnien, Kosova m.v. Ligesom der heller ikke er problemer omkring personer fra Iran, dem fra Afghanistan, tyrkerne, kurderne og langt størstedelen af irakerne. Der er endelig heller ikke problemer omkring personer fra Afrika og Latinamerika. Dér, hvor der opstår problemer, er især blandt unge, opvokset her som børn af forældre, der er stærkt påvirket af krig i deres hjemområde, som er smadret. Det drejer sig især om palæstinensere, der ikke har noget land, og som allerede var flygtninge i Libanon og påvirket af borgerkrigen der, inden de kom hertil. Og det er personer fra Somalia, hvor samfundet har været præget af krig og totalt kaos i mere end 20 år (intet fungerende uddannelsessystem, f.eks.). Det er langtfra alle fra disse samfund, som giver problemer, for de skal ikke skæres over en kam, men det gælder for nogle. Det er unge, der oftest er børn af traumatiserede, syge eller rodløse forældre, der allerede havde problemer, da de kom hertil. Problemet her er netop en smadret eller ødelagt kultur eller slet og ret ingen kultur. Total rodløshed mellem to kulturer, deres forældres og den danske. Og filmen knækker for disse unge, fordi forskellen er stor, og fordi deres far eller forældre har svært ved at manifestere sig, have kontakt med og vejlede deres børn i et samfund, de ikke kender, og hvori de ikke selv kan fungere på grund af traumer, sygdom, udgrænsning og arbejdsløshed. Det er kulturens sammenbrud uden at der er sat noget i stedet, der er problemet. Det er her, der bør sættes ind. Og gudskelov at vi i dette land har kommunerne og politiet og SSP-medarbejdere, som ikke hopper med på diverse selvsving og kastevinde på Christiansborg og i medierne. Der er ikke brug for armlænker, yderligere sanktioner over for børn og forældre eller tvangsfjernelser i stor stil, som SF også synes på vej til at skrige op om i koret sammen med alle de andre partier, minus Radikale og Enhedslisten. Det er, ligesom om man nu i lighed med præsident Bush tror, at man kan indføre demokratisk kultur med tvang og tæske det ind i folk. Det er jo en modsigelse i sig selv. Nej, der skal derimod sættes ind med dialog og arbejdes målrettet med boligsocialt arbejde, kvartersløft, med uddannelse, med forældresamtaler, støtte til familier, mentorer, med fritidsaktiviteter og en lang række andre sociale inkluderende tiltag. Hvis man skulle foreslå to ting, der virkelig ville rykke, så var det 12 års undervisningspligt (som både Socialdemokratiet og ny Alliance går ind for i øvrigt) og genindførelse af bydelsråd i København og de nye større kommuner. Dengang bydelsrådet fungerede på Nørrebro, gik det fremad med integrationen. Nu er vi sat tilbage til 1997 her. Der er også brug for mere nærpoliti og forstærket SSP-arbejde, gadeplansarbejdere, fædregrupper og misbrugsindsats i de nye politikredse. Der er behov for praktikpladser, uddannelse og job til de unge. Endelig skulle man sikre en ordentlig traumebehandling på sygehusene samt en forstærket social indsats over for forældrene i det smadrede fåtal af muslimske familier, som ikke fungerer i dag. Sådan en målrettet indsats ville give store resultater, da det er her, problemerne ligger. Det er nemlig en ret lille, men meget problemskabende og ressourcekrævende gruppe, der er tale om. Måske 50 i en gennemsnitlig kommune i Danmark. Kan man gøre noget for dem, så ville det betyde en verden til forskel for dem og os. Danmark er i dag et utroligt rigt samfund, men vi synes aldrig at have været mere fattige og smålige og fornærede i ånden end nu, som dronningen var inde på i nytårstalen. Men vi er da vel ikke blevet så ringe, at vi ikke kan klare at integrere en 6-7 procent med anden etnisk herkomst. Det danske samfund har dog løftet større opgaver gennem de sidste 150 år: landarbejderne ind på fabrikkerne, vandring fra landet til byerne, kvinderne ind på arbejdsmarkedet. Vi lavede højskoler, uddannelser, oplysning. Kan en lille gruppe på 6-7 procent virkelig ryste os i vort rige samfund i dag. Hvor svært kan det være? Endelig et konkret forslag: Giv dog de unge af anden etnisk herkomst et ungdomshus med aktiviteter i – ligesom de unge danskere. Det ville dog være en håndsrækning. Som det hed i Flemming-bøgerne fra min og Villys barndom: »Prøv med kærlighedens stærke arm!«