Det er vanskeligt at etablere en demokratisk stat, medmindre der allerede eksisterer en stat: »En organisation med monopol på den legitime anvendelse af magt inden for et givet territorium«.

En sådan stat eksisterede ikke i Irak efter invasionen for fem år siden. Det altoverskyggende store problem for genopbygningen var manglen på sikkerhed. Både for irakerne og for os, der skulle fungere som rådgivere. Der var afsat for få soldater til at sikre ro og orden efter Saddams fald og opløsningen af irakiske hær- og sikkerhedsstyrker. Under Saddam Hussein havde det irakiske folk levet i frygt for vold og angiveri. Efter regimets fald levede irakerne kort tid i optimisme. Så genskabte kriminelle og terrorister frygten. I magttomrummet efter Saddam Hussein faldt de irakiske institutioner sammen, civilisationens tynde fernis blev skrællet af det irakiske samfund og dets infrastruktur plyndret. Kaos og uorden bredte sig. Det er kun staten, der må besidde og kontrollere bevæbnede styrker, der udøver magt. I en europæisk sammenhæng har staten gennem en lang udvikling monopoliseret anvendelsen af vold. Ofte gennem borgerkrige og i konflikt med andre stater. Først herefter er staten blevet demokratisk gennem vedtagelse af demokratiske forfatninger, afholdelse af valg og opbygning af demokratiske institutioner. I USA var det forfatningen, der var udgangspunktet for det amerikanske demokrati. Den er grundkriteriet, som sætter værdier og styring på alt andet. Først med den amerikanske borgerkrig blev ideen om en offentlig administration skabt i USA. Hidtil havde en amerikansk administration næsten ikke eksisteret. Det var borgerkrigen og opgaven med at begrave dens mange døde, der fødte den amerikanske administration. Planlægningen og indsatsen i forhold til en genopbygning af Irak var mangelfuld. Genopbygningen var en gigantisk udfordring. Vi var entusiastiske og arbejdede med livet som indsats. Men vi var for få, for optimistiske, for uerfarne og havde ikke tilstrækkelig viden eller de nødvendige midler. Men irakerne kan ikke forvente, at udlændinge klarer ethvert problem skabt af Saddam Husseins regime, af irakerne selv eller af koalitionens invasion. Medmindre det er irakerne, der genopbygger Irak, vil de ikke påtage sig et ansvar for udviklingen. I stedet vil de ende som selvforstaklende ofre, der vil lade andre om at ordne ethvert problem. Fattige shiamuslimer i det sydlige Irak beklagede sig blandt andet over, at de danske styrker ikke gjorde de gader rent, som irakerne i årevis havde fyldt med affald. Det er varmt om sommeren i Irak. Det har altid været varmt om sommeren i Irak, men der har ikke altid været aircondition eller et fungerende ledningsnet for vand, elektricitet eller telefoner. Snarere end at forsyne irakerne med disse goder, må det være deres indstilling, der skal ændres. Snarere end rengøring i gaderne er det en mental oprydning, der skal til. Der kommer ingen positiv udvikling i Irak, medmindre irakerne selv ønsker den og deltager i den. De irakere, der arbejder for en positiv udvikling og tager et ansvar, fortjener den største respekt. De øvrige når ingen resultater, så længe de ser sig selv – og bliver bekræftet i – at de er uforskyldte ofre for alverdens problemer. Som rådgiver i Irak var det bedste, man kunne gøre, til tider slet ikke at gøre noget. Først derefter tog irakerne initiativet. Denne tilgang harmonerer dårligt med amerikanske ønsker om hurtige resultater. I Irak er amerikanerne ikke alene op imod de afstande, der er mellem Iraks grupperinger. De er op imod den måske vigtigste forskel på amerikanere og irakere: Amerikanere opererer med tidsfrister, for irakerne er det vigtigere at give sig tid. Lang tid. Meget lang tid. Selv når irakerne dør i gaderne, tager deres ledere sig tid. Lang tid. Meget lang tid. Travlhed er et onde og et svaghedstegn. Det er vigtigt at etablere den personlige tillid. Bliver tingene hastet igennem under pres, føler irakere sig ikke forpligtet. Ingen aftale er mere bindende, end at den kan brydes øjeblikkeligt, hvis et bedre resultat kan opnås. I Irak blev der efter invasionen på amerikansk initiativ udarbejdet en demokratisk forfatning, der blev afholdt valg og forsøgt opbygget demokratiske institutioner. Det skete, endnu inden den irakiske stat havde fået monopoliseret anvendelsen af vold. Opbygningen af en stat med monopol på anvendelsen af vold kræver anvendelse af særdeles håndfaste metoder. Når jeg spurgte irakere om, hvad Irak har brug for, var svaret ofte: en ny Saddam Hussein. En stærk mand, der kan genoprette ro og orden. Koalitionen og dens irakiske samarbejdspartnere kunne måske på kort sigt have opnået ro og orden ved at benytte de samme skrækindjagende metoder som Saddam. Men det havde været moralsk angribeligt, og uroen havde bredt sig, så snart man løsnede grebet. Koalitionen ville være faldet fra hinanden. I stedet forsøger man sig med valg, langtrukne forhandlinger og forsøg på at få alle Iraks etniske og religiøse grupperinger involveret. De, der ikke vil deltage i den proces, får de irakiske og de multinationale styrkers militære magt at føle. Omkostningerne ved at holde sig uden for processen vil blive større og større. Det har flere irakiske grupperinger indset. Flere vil følge. Men det vil tage tid. Lang tid. Problemet er stadig, at selv de bedste intentioner og de bedste planer fejler, hvis der er ikke redskaber til at gennemføre dem. Irak mangler simpelthen stærke institutioner, der kan bane vejen for en hurtigere udvikling mod sikkerhed og demokrati. Det kræver først og fremmest en stærk hær og et effektivt politikorps. Man overvurderede efter invasionen den irakiske evne til at overtage varetagelsen af sikkerheden, ligesom indsatsen på området var mangelfuld. Besættelsesmyndighedens leder Paul Bremer udstedte allerede i august 2003 et dekret om oprettelsen af en irakisk hær. Det var blot tre måneder efter, at han havde beordret den gamle hær opløst. Rekrutteringen begyndte ikke før januar 2004. Det var hensigten at uddanne 40.000 soldater inden udgangen af juni 2004, hvor suveræniteten blev overdraget til irakerne. Blandt andet på grund af angrebene på rekrutteringscentrene lykkedes det kun at rekruttere og træne 8.000. Mange forlod bagefter hæren, og tog de udleverede våben med sig. Overgrebene i Abu Ghraib-fængslet var forfærdelige. Både isoleret set, men også i forhold til besættelsesadministrationens legitimitet. Som besættelsesmagt må man tage ansvaret for de fejl, man begår. Men påtager vi os med den fejlslagne genopbygning ansvaret for alt, efterlader vi irakerne uden forståelse af, at også deres gerninger har betydning. En europæisk rådgiverkollega fortalte, at unge rekrutter i den nye irakiske hær måtte adskilles fra ældre soldater, der havde meldt sig under fanerne igen. Årsagen var, at de ældre soldater voldtog de unge. Man kan næppe beskylde besættelsesmyndighederne for at være ansvarlig for dette udslag af irakisk opførsel. Det gik en smule bedre med træningen af politistyrker. På trods af gentagne angreb lykkedes det at rekruttere og uddanne 30.000 politimænd inden udgangen af juni 2004. Problemet var bare, at denne styrke skulle varetage sikkerheden for hele landet. Tidligere havde Bagdad alene haft samme antal betjente på gaden. De nye politistyrker manglede også det nødvendige udstyr som våben, skudsikre veste, kommunikationsudstyr og køretøjer. Endelig var politiet blevet infiltreret af oprørere og terrorister. Politi og militær gør det ikke alene. En levedygtig stat kræver også alle de andre institutioner, der udgør en administration. Bremers dekret nummer 1 var beregnet på at ’af-baathificere’ det irakiske samfund. Dekretet skulle kun ramme omkring én procent af det hidtil regerende Baathpartis medlemmer, men ramte enhver embedsmand, der havde nået de øverste tre lag i den irakiske administration. Dekretet blev ydermere misbrugt af irakerne, så det ramte embedsmænd, der måske blot var i familie med et partimedlem eller havde illoyale underordnede. Under Saddams regime måtte enhver, der ønskede sig en karriere som embedsmand, melde sig ind i Baathpartiet. Nogle af de udstødte organiserede sig snart under deres tidligere ledere og angreb den udenlandske tilstedeværelse. Besættelsesmagten havde ikke de nødvendige oplysninger til, at alle afgørelser ville blive retfærdige, men var klar over og parat til at acceptere en forbigående effektivitetsnedgang ved at lade forandringens vinde blæse over Irak. Et opgør med Baathpartiet var nødvendigt og nød bred støtte blandt irakerne. Men det skete på det værst tænkelige tidspunkt, da de irakiske institutioner var tæt på at kollapse, og der var en desperat mangel på højtstående embedsmænds viden. De var rygraden i resterne af det irakiske bureaukrati, der var tilbage efter invasionen. Da Baath-folkene blev fyret, kollapsede endnu større dele af den irakiske administration. Irakerne selv har en stor del af ansvaret for den udvikling. Korruption, nepotisme og stammetraditioner gør, at irakiske ministre ansætter venner, familie og partimedlemmer i stedet for kompetente embedsmænd. Irakerne føler ofte en større loyalitet over for den gruppe, de er en del af, end over for den irakiske stat. Der findes dog også i Irak modige ledere og en lang tradition for samarbejde og forhandlinger. Men forhandlinger i Irak tager tid. Lang tid. Meget lang tid. Irak er ikke kun præget af uhellige alliancer og korruption. Der eksisterer en stor respekt mellem landets religiøse og etniske grupperinger. Både blandt de almindelige irakere, men især blandt deres ledere. Jeg har endnu ikke set nogen analyse af den irakiske virkelighed, der overbeviser mig om, at de arabiske, irakiske shiamuslimer vil have en uafhængig stat, domineret af persiske farsitalende mullaher fra Iran. Ingen magtfuld shiamuslimsk leder har krævet uafhængighed. Selvfølgelig ønsker shiamuslimerne at blive ledet af shiamuslimske ledere, men det kan ske inden for rammerne af en irakisk stat Ingen magtfuld kurdisk leder har heller krævet uafhængighed. Naturligvis ønsker kurderne muligheden for at tale eget sprog og være herrer over egen skæbne. De ønsker udstrakt grad af selvstyre. Også det kan ske inden for rammerne af en irakisk stat, hvor de samtidig er sikret mod indflydelse fra nabolandene, der ikke vil acceptere en kurdisk stat. Et stærkt Irak vil både være i stand til at hindre PKK i at operere fra det nordlige Irak og hævde landets suverænitet over for tyrkerne. Begge dele til glæde for de irakiske kurdere. En altomfattende borgerkrig forudsætter magtfulde ledere, der formulerer politiske mål om uafhængighed. Det er ikke tilfældet i Irak. Udenlandske terrorister forsøger at skabe kaos. Ekstremistiske sunni- og shiamuslimer kæmper indbyrdes og med hinanden. Ganske som kurderne gjorde det i begyndelsen af 1990’erne, da de under amerikansk beskyttelse opnåede uafhængighed af Saddam Hussein. Gangstere, smuglere og klaner kæmper indbyrdes og angriber irakiske og internationale styrker. Men ingen af disse grupper er stærke nok til at hævde suverænitet over et område i Irak. De kan sprede død og terror, men de kan ikke vinde en borgerkrig. De kan heller ikke afspore den skrøbelige demokratiske proces. Kun et mindretal blandt sunnimuslimerne ønsker en ny sunnimuslimsk diktator som Saddam Hussein. Flertallet af irakerne ønsker ikke en tilbagevenden til et sunnimuslimsk diktatur, et fundamentalistisk sunnimuslimsk kalifat eller en shiamuslimsk stat efter iransk forbillede. Irakerne ønsker først og fremmest fred og sikkerhed. Derefter måske demokrati. Den høje valgdeltagelse ved de hidtidige valg viser, at de stadig støtter op om demokratiet. På trods af fejl i genopbygningen og skuffede forventninger.