Præsidentvalget i Rusland 2. marts var omtrent en af de kedeligste begivenheder i Rusland længe.

Måske lige på nær præsidentvalget i 2004 eller sidste års valg til det russiske parlament, Dumaen. Der var ingen spænding omkring de to tidligere valg, og der var ingen spænding omkring det nyligt overståede præsidentvalg. Det eneste spændende bliver, hvor meget vi får Putin at se i kulissen i årene fremover. Han har sat sig godt tilrette på sin taburet i russisk toppolitik. Forfatningen krævede, at han gik af som præsident, fordi han allerede havde siddet to perioder. Men der er ikke meget tvivl om, at han også fremover vil spille en væsentlig rolle i toppen af russisk politik. Putin pegede i december 2007 på Dmitrij Medvedev som sin foretrukne afløser. Og der gik ikke mange timer, før Medvedev gik i medierne med budskabet om, at vælgerne kan regne med Putin som regeringsleder, hvis de blot førte Medvedev til tops som præsident. Og Medv edev fik knap 70 procent af stemmerne. Noget tyder altså på, at Putin ved valget gav tronen videre, men måske selv beholder sceptret. Og i en eller anden grad sin status som Ruslands nutidige tsar. Kritikere peger på, at Putin i Medvedev har fundet en relativt uerfaren, loyal efterfølger. Og spørgsmålene om magtforholdet mellem de to har været mange, siden konstellationen blev meldt ud i december sidste år. Medvedev bedyrer, at Rusland med ham kun får én præsident. Og Putin lover det samme. Det var stort set givet på forhånd, at Medvedev ville erobre præsidentposten. Det russiske politiske styre er blevet så stabilt, at det var komplet forudsigeligt, hvem der ville vinde valget. I demokratijargon er stabilitet et plusord. Især når vi taler demokratiudvikling i de tidligere østlande, har politisk stabilitet sammen med udviklingen af retssystemet og markedsøkonomi været en afgørende faktor for, at vi i de vestlige lande anerkender de nye styreformer som demokratiske. Men i Rusland er det politiske styre blevet en kende for stabilt. Og det er efterhånden svært ikke at drage enkelte paralleller tilbage til Sovjettiden – i dét, de russiske medier kækt kalder »operation afløsning«. Politisk stabilitet er ganske enkelt ikke nok. Et helt centralt aspekt ved demokrati er de frie valg, hvor flere partier på lige vilkår kæmper om magten. Og hvor vælgerne uafhængigt af ydre pres, manipulation eller andre repressalier sætter deres kryds ved den kandidat, som de mener bedst varetager deres interesser. Her ville Putin og hans stab ganske givet bryde ind, hvis de fik ordet. For i deres optik er valgene i Rusland ganske frie. Putins tilhængere peger igen og igen på, at russerne ønsker en stærk leder, økonomisk fremgang og bedre leveforhold. Derfor stemte de på Putin. Og derfor stemmer de i dag på Medvedev. Men oppositionens kandidater har i flere tilfælde kæmpet en hård kamp for overhovedet at få lov til at stille op til det nyligt overståede valg. Et af de mere grelle tilfælde er Mikhail Kasjanov. Han indsamlede de over to millioner underskrifter, som det krævede at opstille til præsidentvalget som uafhængig kandidat. Men en stor del af underskrifterne blev kendt ugyldige af valgkommissionen på grund af tekniske mangler, og han blev anklaget for falskneri. Resultatet var en oppositionskandidat mindre. Kasjanov fik ikke lov til at stille op. Oppositionen har også mærket myndighedernes brutalitet ved en række demonstrationer. Som udgangspunkt har oppositionen svært ved overhovedet at få tilladelse til at gennemføre deres demonstrationer. Og i de tilfælde, hvor de gennemfører dem alligevel, har politiet flere gange slået hårdt ned på demonstranterne. For eksempel har gentagne arrestationer af det russiske skakgeni Geri Kasparov i forbindelse med demonstrationer mod Putins styre givetvis medvirket til hans beslutning om at trække sig som præsidentkandidat. Kasparov har ellers i en årrække været en vigtig stemme i den russiske opposition. Og givet oppositionen lidt af den internationale bevågenhed, som den har hårdt brug for. Men også i dagene efter valget har politiet slået hårdt ned på demonstranter, der protesterede mod valgresultatet, og hvad de opfatter som et valg gennemført på unfair vilkår for oppositionens kandidater. Demonstranterne bakkes op af Europarådet. Det er også en vigtig kendsgerning, at oppositionen ikke har den nødvendige dækning i den russiske presse. Det er kun et fåtal af de russiske medier, der fungerer uafhængigt af statsmagten. Og de, der gør, lever et usikkert og ofte også farligt liv. Mordet på journalisten Anna Politkovskaya i oktober 2006 er det bedst kendte eksempel uden for Ruslands grænser. Politkovskaya arbejdede på den uafhængige avis Novaya Gazeta. Avisen er et af de efterhånden få russiske medier, der tilstræber en objektiv nyhedsdækning. Og som gerne graver ned i de historier, som de statskontrollerede medier lader ligge. Politkovskaya var en splint i Ruslands betændte finger. Og hun var skræmt. Flere gange var hun ved at trække sig som en af Ruslands fremmeste stemmer, når det gælder de russiske krænkelser af ytringsfriheden og andre menneskerettigheder. Men ikke desto mindre blev hun ved. På Novaya Gazetas sider råbte hun højt om skyggesiderne af det russiske system. Og i et samfund som det russiske får man lov til at betale dyrt for den slags. Det er Politkovskaya langt fra det eneste eksempel på. En række journalister, forkæmpere for menneskerettigheder og andre, der stikker næsen for langt frem, er blevet myrdet, siden Putin kom til magten. Og det til trods for, at Putin netop lovede at gøre op med mafiametoderne og lovløsheden i det russiske samfund. Efterforskningen af mordet på hende har været langsommelig, og i de vestlige mediers øjne utroværdig. I oktober sidste år – et år efter Polikovskayas død, meddelte russisk politi, at morderen nu var identificeret. Men at det stadig var uklart, hvem der havde bestilt mordet. Gisningerne var ellers mange om, at mordet var politisk motiveret. Her adskiller efterforskningen sig ikke fra flere andre efterforskninger i Rusland. Det er sjældent ret klart, hvad der foregår. Og troværdigheden omkring arbejdet er ofte ganske lav. Uanset, hvem der står bag mordet, er det et faktum, at ytringsfriheden lider i Rusland. For eksempel er Anna Politkovskayas bog ’Putins Rusland – Når magt korrumperer’ udgivet i flere europæiske lande, men ikke i Rusland. »Bogen er ikke udgivet på originalsproget og udkommer næppe i Rusland i den nuværende politiske situation«, som hun skrev i bogens omslag. En del af historierne har dog været bragt i forkortede udgaver i avisen Novaya Gazeta. Forhåbentlig vil Novaya Gazeta fortsat gøre en dyd ud af at bringe sine historier uanset de russiske magthaveres misbilligelse og chikaner. En anden, der stak næsen for langt frem, var oliemilliardæren Mikhail Khodorkovskij. Han blev arresteret i 2003, og i 2005 blev han idømt otte års fængsel, som han nu afsoner. Khodorkovskijs sag er en af de mest eksponerede sager i de internationale medier i de seneste år. De russiske myndigheder understregede, at arrestationen af Khodorkovskij udelukkende bundede i en række kriminelle forhold, som Khordokovskij angiveligt begik på sin vej mod Ruslands såvel som verdens økonomiske elite. Khodorkovskij tilbageviste anklagerne og beskyldte staten for politisk forfølgelse. En bred skare af politiske kommentatorer underbyggede Khodorkovskijs kritik. De mente, at fængslingen af Khodorkovskij kom som en reaktion på hans politiske engagement, hvor han støttede to oppositionspartier i forbindelse med det russiske parlamentsvalg i 2003. Samtidig ytrede Khodorkovskij ønske om at udfordre præsident Putin ved præsidentvalget i 2004. Khordorkovskij er givetvis ikke kommet helt ærligt til sine mange penge. Problemet er blot, at Khodorkovskijs vej til sin formue langt fra er enestående. Arrestationen af ham burde have ført til en klapjagt på en lang række af de rige, russiske forretningsmænd. Langt de fleste er kommet mere eller mindre uredeligt til deres enorme formuer i årene efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor der herskede en stemning som i Anders And bladenes Klondike. Khodorkovskijs sag blev gennemtæsket i alverdens medier og spørgsmålet, der stod tilbage, var, om Putin reelt havde skudt en klapjagt på russiske rigmænd i gang. Eller om han blot havde ryddet en politisk modstander af vejen, en modstander, der blev lidt for påtrængende. Mange uden for Putins stab hældte til det sidste. Og vi har da heller ikke set seriøse forsøg på at retsforfølge de russiske rigmænd siden. Der er, som det fremgår, et massivt pres på både oppositionen og andre kræfter, der ikke taler magthaverne i Rusland efter munden. Og det kan undre, at russerne igen og igen bakker op om Putin. Men den lille mand på gaden ønsker i udpræget grad en stærk leder. Der er mange historiske og kulturelle grunde til, at dette ønske brænder så stærkt igennem i russernes valg. Man behøver dog kun kigge ti år tilbage for at få en fornemmelse af, hvorfor den stærke leder er så vigtig i den russiske bevidsthed. Vigtig nok til at give kald på nogle af de rettigheder, som vi opfatter som helt basale i et demokrati. Mens Boris Jeltsin tumlede rundt i 1990’erne til både morskab og forargelse for verdens tv-seere, var russerne grundigt trætte af det politiske, retslige og økonomiske kaos, som Rusland befandt sig i. Korruptionen blomstrede, kriminaliteten eksploderede, og økonomien hang i laser. Lønninger og pensioner blev ikke udbetalt til tiden, og imens skummede nogle få rigmænd fløden af de gennemgribende privatiseringer, som fulgte i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. Da Putin tronede frem og lovede at gøre op med korruptionen, retsløsheden og den skrantende økonomi, slog russerne til. De sagde ja tak til en stærk og ikke mindst ædru præsident. Og Putin nyder stadig stor opbakning i den russiske befolkning – så stor, at Putins mand Medvedev givetvis havde vundet valget stort selv uden at forhindre opposition i at opstille deres kandidater, uden at slå hårdt ned på oppositionens demonstrationer og uden at kontrollere medierne med hård hånd. Der er ingen tvivl om, at Putin har været den stærke leder, der langt hen ad vejen formåede at samle Rusland under sig. Og målet er i og for sig til gavn for både Rusland, russerne og alle os, der befinder os uden for Ruslands grænser. Et politisk stabilt Rusland med en sund økonomi, tilfredse borgere og en relativ grad af forudsigelighed er klart at foretrække frem for et ustabilt og utilregneligt Rusland. Men midlerne til at nå målet er som beskrevet ikke altid lige fine. Spørgsmålet er nu, om Putin kan slippe magten, eller om magten er steget ham til hovedet. Selv mener han nej. »De siger, at den værste afhængighed er magt. Den afhængighed har jeg aldrig følt«, har han udtalt under valgkampen. »Jeg er ikke afhængig af noget« sagde han. Det bliver så interessant at se, hvor afhængig Medvedev er af Putin. Det er ikke meget, vi så til Medvedev i den russiske valgkamp. Putin førte den mere eller mindre for ham. I de øjeblikke, hvor Medvedev har stukket hovedet frem, har han givet indtryk af en mere vestligt orienteret lederskikkelse end Putin. Hvilket man kun kan glæde sig over uden for Rusland. Men internt i landet har han mødt modstand på grund af sine vestligt orienterede holdninger. I valgkampens afsluttende fase valgte han så at flyve til Serbien, hvor han udtrykte sin støtte til serbernes fordømmelse af Kosovos løsrivelse. Stik modsat USA, Danmark og størstedelen af de øvrige EU-lande, der bakker op om Kosovos selvstændighed. Medvedev sender med andre ord blandede signaler, og tiden må vise, hvad vi kan forvente os af ham. Men lige netop tiden er måske vores største håb og bedste allierede i udviklingen af et mere demokratisk Rusland. For mens Putins styre på flere fronter har ført Rusland tilbage mod noget, der umiskendeligt minder om tilstandene i sovjettiden, så er der ét væsentligt område, hvor det er gået fremad i Rusland, siden Putin kom til. Det er økonomien. Og det går stadig fremad. Faktum er, at Rusland blandt andet takket være høje energipriser har oplevet en årlig vækst i økonomien på omkring seks - syv procent siden slutningen af 90’erne. Med den økonomiske vækst er fulgt en voksende russisk middelklasse, der forhåbentligt vil udgøre fundamentet for en vælgerskare, som i fremtiden vil stille større krav til deres levestandard og uddannelsesmuligheder. Og ikke mindst til deres rettigheder og politiske ledere, hvad enten de hedder Putin, Medvedev eller noget helt tredje.