I løbet af de sidste efterhånden mange år har islam og arabisk kultur udviklet sig til at været centrale omdrejningspunkter for samfundsdebatten.

Emnerne er blevet katalyseret frem af den hjemlige indvandrerdebat, den internationale terrorisme og de evigt præsente storpolitiske stridigheder, der forekommer at være uløseligt forbundet med Mellemøsten. Selv om spørgsmålene omkring islam og arabisk kultur deler vandene, er der øjensynlig en bred enighed om, at vores forhold til den yngste verdensreligion og dens udøvere er af afgørende betydning. Jyllands-Postens tolv famøse tegninger og de to Muhammedkriser har i forhold til interessen for islam derfor alene fungeret som yderligere tændvæske på et allerede brændende bål. Med en vis retfærdighed kan man fremføre, at islam og arabisk kultur er blevet moderne: Det er stort set ikke længere muligt at åbne en avis uden at støde på artikler, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med islamrelaterede emner. Derfor forekommer det højst besynderligt, at den arabisksprogede litteratur herhjemme henslæber en tilværelse i glemslens skygge. Der er mere end almindeligt langt mellem oversættelserne, og selv de største og mest feterede arabiske forfattere er stort set ukendte blandt danske læsere. Hvis vi ønsker at nå frem til en mere nuanceret forståelse af den arabiske kulturkreds og den mellemøstlige syge, desillusionen, er det derfor oplagt at vende blikket mod den arabisksprogede litteratur, som netop skildrer og blotlægger de problemer, der knytter sig til den arabiske verden. Situationens alvor fik sit måske mest autoritative udtryk, da en række arabiske forskere fra FN’s afdeling for udviklingsarbejde i 2002 udgav The Arab Human Development Rapport. Her kan man bl.a. læse om en katastrofal mangel på fremtidsudsigter, uddannelsesmuligheder og tilstedeværelsen af en massiv arbejdsløshed, der fik 51 procent af de 15-25-årige i den arabiske verden til at erklære, at de ønskede at forlade Orienten til fordel for Occidenten. En af de arabisksprogede forfattere, der fortjener vores opmærksomhed er Yusuf Idris (1927-91), der sammen med den nobelprisvindende Naguib Mahfouz (1911-2006) vel nok er de væsentligste stemmer i moderne egyptisk litteratur. Yusuf Idris’ forfatterskab er et skatkammer, der ikke alene af æstetiske årsager er et nærmere bekendtskab værd; forfatterskabet er nemlig et sandt reservoir af indsigt i forhold til den desillusion, der er allestedsnærværende i Mellemøsten. Historien om Yusuf Idris er endvidere også historien om det moderne Egyptens fødsel. Så selv om Yusuf Idris døde for mere end 15 år siden, fremstår hans forfatterskab som mere relevant end nogensinde. Den unge Idris, der i 1945 blev optaget på medicinstudiet i Kairo, var politisk set først og fremmest nationalist. Egypten havde frem til 1922 været et britisk protektorat og siden et monarki i den britiske indflydelsessfære. Stormagternes interesse for Egypten var snævert forbundet med den vigtige Suezkanal, der blev kontrolleret af England og Frankrig. I årene efter krigen voksede modstanden mod dels monarkiet og dels den britiske indflydelse. I studieårene blev Idris involveret i de revolutionære aktiviteter, der udgik fra universitetet, og i de tidlige 1950’ere kom han i kontakt med forskellige kommunistiske grupperinger, der søgte at omstyrte monarkiet og stække den britiske indflydelse. Idris skrev desuden en lang række indlæg i den venstreorienterede presse. Det revolutionære pres førte i 1953 til en afskaffelse af monarkiet, hvorefter Egypten blev omdannet til en republik, og året efter blev manden, der for mange arabere kom til at legemliggøre både forhåbningen om en bedre fremtid og genrejsning af den arabiske kulturkreds, Gamal Abdel Nasser, indsat som præsident. Idris var som Nasser ikke eksponent for nogen gængs socialisme: Politisk er Idris blevet karakteriseret som følelsespræget og naiv frem for realpolitisk. Han længtes efter et harmonisk samfund, hvor kollektivets interesse stemte overens med individets. Klassekampen spiller således paradoksalt nok ingen rolle i denne egyptiske socialisme. For Idris var det kun en forenet nation, der ville være i stand til at løse de sociale og økonomiske problemer og sikre landets uafhængighed. Han afviste derfor – som hovedparten af tidens egyptiske intellektuelle – enhver idé om et pluralistisk system, da det blev set som en trussel mod den nationale enhed. Den nationale konsensus forblev den vigtigste målsætning, hvilket fik Idris til at acceptere tanken om et etpartisystem, hvor partiet dog til gengæld skulle have rod i alle samfundsklasser. Idris’ naive socialisme blev endvidere sammenkædet med en skæbnesvanger forestilling om nødvendigheden af en stærk førerskikkelse. Derfor formåede Idris – som mange af sine samtidige – aldrig for alvor at distancere sig fra Nasserregimet. Begejstringen og optimismen kulminerede, da Nasser i 1956 – to år efter at han var blevet præsident – nationaliserede Suezkanalen. Den kontroversielle nationalisering resulterede i, at England, Frankrig og Israel invaderede Egypten, men efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN måtte de dog trække sig tilbage, og Nassers prestige i den arabiske verden nåede uanede højder. Denne naive socialisme kan på mange måder ses som en parallel til mellemkrigstidens politiske eksperimenter i Europa. Idris’ forfatterskab kan inddeles i to hovedfaser. En tidlig, der strækker sig fra debuten i første halvdel af 1950’erne og frem til midten af 1960’erne, hvor Idris i en klassisk realistisk form skildrer den egyptiske samtidshistorie og samtidig åbenbarer sin tro på en bedre fremtid. Denne del af forfatterskabet henter således sin næring fra dels en kraftig social indignation og dels en tilsyneladende ukuelig optimisme, der var knyttet til forestillingen om et frit og selvstændigt Egypten. Novellerne og kortprosaen, der var Idris’ foretrukne form, var i denne periode præget af et stort socialt engagement og en hyppig forekomst af projektionsfigurer, der i slet skjult form formidlede Idris’ egne politiske synspunkter. Det var ligeledes ofte den nære fortid – frihedskampen – der udgjorde udgangspunktet for den kreative udfoldelse. Tendensen kommer måske tydeligst til udtryk i romanen ’Qissat Hubb’ (’En kærlighedshistorie’), der er skrevet under Suezkrisen, da Nassers popularitet nåede sit højdepunkt. Den optimistiske roman fortæller historien om modstandsmanden Hamza, der indledningsvis alene drives af et inderligt had til briterne. Men i kraft af et kærlighedsforhold til kvinden Fawziya ændres Hamza gradvis. Kærligheden til kvinden forvandles til en kærlighed til folket og nationen. Det, han elsker ved hende, er således det egyptiske i hende. Det had, som i starten var Hamzas revolutionære drivkraft, afløses således gennem romanen af kærligheden til folket, hvorved den – retrospektivt set – håbløst naive fremtidsoptimisme gestaltes. Forfatterskabets anden fase, der går fra midten af 1960’erne og frem, er præget af en ny og mere modernistisk form, der leder tankerne hen på både den europæiske symbolisme og surrealisme. Det kunstneriske nybrud går hånd i hånd med en til stadighed mere omfattende desillusion og Endzeitstimmung. Den i de tidligere værker optimistiske og til tider humoristiske tone afløses af en pessimistisk grundstemning. Det afgørende vendepunkt, der fremprovokerede favntaget med den modernistiske form og den omsiggribende desillusion, var nederlaget til Israel i Seksdageskrigen i 1967. Illusionerne bristede med nederlaget, og det førte Idris i favnen på en alvorlig depression. Forfatterskabets anden del skal derfor heller ikke alene ses som en universel beretning om individet afmagt i den moderne verden. Idris forblev til det sidste en egyptisk stemme, der beskrev og italesatte den Zeitgeist, der knyttede sig til det moderne Egypten. Litteraturhistorisk er forfatterskabets udvikling bemærkelsesværdig, idet det i koncentreret form mimerer den europæiske litteraturs udvikling fra midten af 1800-tallet og frem til perioden efter Første Verdenskrig. Idris startede med at trække store veksler på det 19. århundredes europæiske realisme, men i løbet af få år blev symbolismen og surrealismen de afgørende inspirationskilder. Der er en vis indre logik i denne kunstneriske metamorfose, idet Idris efter Seksdageskrigen stod i en situation, der ikke var fuldstændig ulig den, der omsluttede de europæiske forfattere i tiden efter Første Verdenskrig. Den europæiske modernisme – med ekspressionismen og surrealismen som to af de dominerende retninger – blev født af krigserfaringerne, der netop stillede det uholdbare i de tidligere tænkemåder til skue. Selv om man således med en vis berettigelse kan se Idris og i bredere forstand dele af den moderne arabiske litteraturhistorie som en forsinket gentagelse af den europæiske litteraturhistorie, er der ikke tale om nogen bleg efterligning. Idris skrev sine værker i en anden tid og under indflydelse af et andet miljø, hvorfor Idris og den arabiske litteratur på trods af inspirationen fra Europa i sidste instans fandt et særegent udtryk. Idris kan således heller ikke slås i hartkorn med de europæiske surrealister. Hos Idris er der ingen freudiansk vitalitet eller optimistisk revolte mod fremmedgørelsen og afmagten, men derimod alene en erkendelse af en trøstesløs virkelighed. Den lille prosatekst ’Punktet’ (’An-Nuqta’) fra 1969 er typisk for forfatterskabets modernistiske fase. Teksten er på grænsen til det lyriske, og der er intet tilbage af den jordnære realisme, der tidligere var så karakteristisk for Idris. ’Punktet’, der er fortalt af en jegfortæller, skildrer en statisk scene: et åbent og steppeagtigt landskab med en jernbane og et enkelt træ. Fortælleren betragter dette ubevægelige landskab, og vi hører, at træet er halvdødt og i en kontinuerlig tilstand af efterår – det befinder sig så at sige i en permanent tilstand af hverken død eller liv: »Det har ingen frugt, ingen blomst og intet navn«. Atmosfæren er præget af en unaturlig grad af stilhed. En stilhed, der kun momentant afløses af vindens blæsen. Lyset har ligeledes en uvirkelig karakter; solen er forsvundet fra himlen, og der er kun et indirekte lys: »Et lys som det på en sammentrukket, støvet eftermiddag dagen efter genopstandelsen«. Fortælleren aftegner på denne måde et landskab, der i højere grad har karakter af at være et indre følelsesmæssigt landskab end et virkeligt. Det øde landskab er fortællerens indre tomhed. ’Punktet’ er dog ikke helt uden håb. Over for hele dette statiske og melankolske billede har vi jernbanen. Synet af jernbanen vækker en følelse af spænding og ophidselse i fortælleren og en forventning om, at hvor der er spor, må der også være et tog. Jernbanen kan ses som et symbol på livets gang: Mennesker står konstant af og på, de har ingen indflydelse på dets forløb, og ingen kender slutdestinationen. Jernbanen synes netop at være uendelig, idet den forsvinder ud i horisonten. Togets kommen bliver derfor til en eksistentiel begivenhed. Samtidig forbinder denne jernbane også hele menneskeheden, og fortælleren konstaterer da også i starten, at de buede jernbanespor indeholder hele menneskeheden. Alle mennesker har i sidste instans de samme grundvilkår, når vi taler om livets jernbane: Ingen bestemmer, hvor de står på eller af. Ventende på toget hører vi om fortællerens lyst til blot at se toget dukke frem. Den vitalitet og energi, toget medbringer, vil på en eller anden måde kunne sætte nyt liv i fortælleren. Punktet for togets fremkomst – der har lagt navn til teksten – markerer en form for enhed og en fusion af modsætninger. Punktet kan på en gang være begyndelse og slutning, hvorved det udtrykker en form for ligevægt, hvori alle modsætninger sammensmeltes og ophæves. Det er symbolsk bærer af fødsel såvel som død, tab såvel som håb, og punktet er dermed fyldt med potentiale. Teksten skal forstås i sammenhæng med forfatterens egen depression og Egyptens ’depression’. Idris og Egypten er som det døde landskab, og frelsen kan kun forestilles som en art mirakel fremstillet gennem et punkt, der dukker op i horisonten og bringer bevægelse i det døde landskab. I ’Punktet’ er der stadig en rest af håb, men året efter udgivelsen af tekstsamlingen ’Al-Naddaha’ (’Sirenen’), hvori ’Punktet’ indgik, døde Nasser, og håbet blev endegyldigt destrueret. Gamal Nasser legemliggjorde for Idris – også efter nederlaget – det eneste håb om en bedre fremtid, og med Nassers endeligt var desillusionen fuldkommen. Litteraten Gali Suki har fremført, at Nassers død markerede enden for en hel generation af forfattere. Selv om de havde kritiseret visse aspekter ved regimet, havde de grundlæggende ikke sat spørgsmålstegn ved det system, som de efter revolutionen i høj grad selv var blevet en del af. Nasser havde personificeret den naive nationale socialisme, og ideologiens legitimitet endte også med at følge Nasser i graven. Det nationalistiske regime fastholdt imidlertid magten i et jerngreb – først med Sadat i spidsen og siden med Mubarak. Det skulle siden hen vise sig at blive skæbnesvangert for sekularismen, idet den undertrykte islamistiske opposition fik patent på samfundskritikken. I Egypten havde Hassan al-Banna allerede i 1928 grundlagt Det Muslimske Broderskab, men op gennem 1970’erne blev broderskabet radikaliseret, og det fik samtidig stadig større folkelig opbakning. Der er næppe tvivl om, at radikaliseringen af islamismen skal ses i sammenhæng med den undertrykkelse, som islamisterne blev udsat for i Egypten og det meste af Mellemøsten. islamismens mulighed for at erobre terræn som oppositionskraft blev ligeledes styrket, idet de sekulære intellektuelle som f.eks. Yusuf Idris mistede fodfæstet på grund af deres forbindelse til det autoritære regime. Den sekularisme, som Idris repræsenterede, havde desuden ikke ført til andet end den omsiggribende desillusion. Idris’ sekularisme havde således ved indgangen til 1970’erne heller intet at tilbyde de egyptiske masser. Derfor er det måske ikke overraskende, at islamismen i 1970’erne bredte sig som en steppebrand på de mellemøstlige universiteter. Fortroppen for den islamistiske bølge var en blanding af idealistiske studerende og intellektuelle, der forstod at udnytte situationens muligheder. I starten af 1990’erne havde de udviklet et netværk af organisationer, der tilbød klassiske velfærdsgoder som uddannelse og sundhed til de fattige masser i Kairo og andre egyptiske storbyer. De islamistiske organisationer kom således til at udfylde nogle af de kernefunktioner, der i den vestlige verden varetages af statsapparatet, hvorved de har fået en stadig mere rodfæstet legitimitet.