Som mangeårig lærer i den danske folkeskole var det en stor fornøjelse at læse den Kronik, som eleven Sigurd Morsby Larsen skrev i Politiken under rubrikken ’Så kom dog ind i kampen!’ Problemerne er velkendte og letgenkendelige, og løsningen, som Sigurd Morsby Larsen foreslår, ser også ud til at ligge lige for. Forældrene skal tage sig sammen og stille relevante krav til deres børn. Desværre er det nok ikke så enkelt. Det er nemlig ikke ét problem, men en række af kulturelle, institutionelle, holdningsmæssige og økonomiske faktorer, der over en årrække har ændret de forudsætninger, som skolen i dag drives under. Jeg har undervist i folkeskolen, siden jeg startede som vikar på Dragør skole efter endt studentereksamen i 1970, så jeg har fulgt denne udvikling over mange år. Grundlæggende kan jeg se fire forskellige problemkomplekser, der har indflydelse på de ændringer, der er sket. Det første problemkompleks er medieudbuddet. Vi er på godt og ondt blevet en del af en international og i høj grad amerikaniseret medievirkelighed, der sætter sit præg på vores dagligdag i langt højere grad, end vi normalt tænker over. Et par eksempler: Jeg arbejder i Køge Kommune. Da der skulle bygges en ny skole, og eleverne blev spurgt om, hvad de kunne tænke sig at have med, var svaret lockers, dvs. de skabe, som kendere af den uendelige historie om Beverly Hills og andre high school-serier har set som det sted, hvor eleverne opbevarer deres ejendele, og hvor det sociale liv foregår. At de ingen funktion har i en dansk skole, hvor eleverne og ikke lærerne har hjemklasser, og hvor eleverne ikke skal gå fra lokale til lokale for at modtage undervisning, spillede ikke den store rolle for dem. En del elever har en adfærd, et sprog og en påklædning, der signalerer, at de er en undertrykt minoritet i en ghetto i en amerikansk storby og ikke, at de er ganske almindelige børn i en mindre provinsby i et lille fredeligt land. Hvis det ikke var, fordi det kan være en belastning en gang imellem, ville det være direkte komisk. Jeg kunne komme med en lang række andre eksempler, men disse to belyser, hvad jeg mener. Det andet er informationsmængden. Den mængde af impulser, skoleelever bliver udsat for i dag i forhold til bare for 20 år siden, er enorm og overvældende. Dette udbud er enormt, alle går efter de samme kunder, og konkurrencen om opmærksomhed er knivskarp. Det betyder, at tempoet og mængden af spektakulære stunts bliver skruet voldsomt i vejret. For at se, hvad jeg mener, så prøv at gense en 20 år gammel TV-avis eller en 20 år gammel revy. Selv vi voksne vil kede os gudsjammerligt og undre os over, hvordan vi kunne holde ud, at det gik så langsomt. Og de unge mennesker, som aldrig har oplevet andet end nutidens tempo, vil falde fra efter 20 sekunder, med mindre de bliver tvunget til at se på. Samtidig er udvalget enormt, og det betyder, at hvis du ’keder’ dig, dvs. hvis det, du iagttager, stiller krav til hjerneaktivitet og opmærksomhed, så zapper du bare væk. Det har to følger. Den første er, at der er en voldsom ubalance mellem oplevelser og indtryk, hvilket har til følge, at virkelighedsopfattelsen bliver usikker, og du får svært ved at skelne mellem fakta og fiktion. Den anden er, at kedsomhed bliver den ultimative dødssynd. Det betyder, at dét at kalde en undervisningsopgave eller et stykke arbejde for »kedeligt« svarer til at finde en orm i sit æble; det er gyldig grund til ikke at beskæftige sig med det og kassere det. Det er selvfølgelig totalt uholdbart. Det har også den meget uheldige følgevirkning, at eleverne får trænet alt for lidt i funktioner, der bør være automatiserede. Det drejer sig både om at læse og at huske det, man har læst, grammatik og tegnsætning mv. og det drejer sig om træning i færdigheder inden for naturfagene. Vi oplever i øjeblikket en bekymrende tendens; nemlig at eleverne klarer problemregning bedre end færdighedsregning. Det er ikke, fordi de klarer problemregningen særligt godt, men mange mangler rutinetræning i forbindelse med færdighedsregning, for »det er så kedeligt, og vi har jo en lommeregner«. Det holder ikke en meter i virkelighedens verden, og der er det vigtigt, at vi som lærere sikrer os, at der er tilstrækkeligt med træningsopgaver til at få automatiseret en række funktioner, og at vi som forældre sikrer os, at eleverne udfører disse opgaver (der er meget egnet til hjemmearbejde, fordi det er stof, eleverne kan, men bare skal trænes i). Det tredje problemkompleks er infantiliseringen. Før i tiden var der et stadie i menneskers liv, hvor de var voksne; det er på vej til at blive afskaffet. Nu er man barn, til man er ti, så er man ung, til man er 60, og så er man senior eller ældre, til man dør. Det er selvfølgelig noget karikeret, men tendensen er klar, når man ser på udbuddet af og indholdet i reklamer, livsstilsblade og andet i den boldgade. Med voksenstadiet fulgte ansvarligheden i forhold til at forme den opvoksende generation og til at fungere som pejlemærker i moralske, etiske og adfærdsmæssige forhold. En af de diskussioner, jeg har med mine elever, er, hvorvidt vi er ligestillet. Mit svar til dem er, at som mennesker er vi selvfølgelig ligeværdige, men at man ikke kan se bort fra, at i undervisningsmæssig sammenhæng er jeg arbejdslederen, hvis opgave det ikke alene er at lede og fordele arbejdet, men også at sikre, at alle får mulighed for at få et fornuftigt og relevant udbytte af deres arbejde, og at min opgave også er at sætte grænser for, hvilken adfærd der er acceptabel i undervisningen og i det øvrige samvær på skolen. I Basserne – en tegneserie, jeg altid godt har kunnet lide – er der en stribe, hvor løjtnant Flap siger til generalen, at de skal have en samtale mand til mand. Svaret fra generalen er o.k., så længe løjtnanten husker, at han er løjtnantmand og generalen er generalmand. Det rammer ret præcist ned i dilemmaet. Der er grænser for, i hvor høj grad man skal være sine børns eller elevers ’venner’ og ’fortrolige’, hvis man samtidig skal kunne fungere som autoritet. En af de ting, specielt teenagebørn afskyr, er følelsesmæssig og fysisk omklamring. Det er vigtigt at bevare distancen og ikke komme tættere på, end barnet kan acceptere. Teenagebørn lyver indimellem, ikke for at snyde deres forældre, men fordi de føler, at forældrene går for tæt på deres private følelser og problemer. Man må som voksen i samværet med børn respektere deres grænser. Selvfølgelig skal man sætte grænser for deres adfærd, og det accepterer de fleste børn også forbløffende let, men ingen, hverken børn, forældre eller lærere har ret til at udøve følelsesmæssig afpresning. Det er vigtigt, at man fremtræder som den voksne – den der har styr på tingene og har overblikket og ikke, at man i misforstået venlighed overlader valg til børn, som de ikke er i stand til at administrere. Børnene opfatter det ikke som tillid og frihed, men som ligegyldighed og ansvarsfraskrivelse. For børn og unge er det et stort problem, når de voksne begynder at opføre sig som teenagere. Så spiller vi som voksne på den bane, hvor de unge er suveræne og fraskriver dermed os selv den nødvendige autoritet; for de unge er langt bedre til at være unge end os andre. Unge har langt mere tillid til og respekt for »en sur gammel mand«, som jeg indimellem beskriver mig selv over for dem, end en, der prøver at være ’freeeesch’ og ’ung med de unge’. Så vær voksne – det kan børnene og de unge bedst leve med. Konflikter er uundgåelige, og jo før vi accepterer det, jo lettere er det at tage dem uden at blive uvenner. Det fjerde problemkompleks er af mere fysisk art, nemlig ernæring. Vi har en del elever, der er dopede, og det stof, de er dopet med, er sukker. Et typisk spisemønster for en del elever i overbygningen er som følger: Ingen morgenmad. Så skal man op mere end 20 minutter, før man skal møde, og det er jo uholdbart. De første to timer sidder de med rumlende maver og er trætte, og kan derfor ikke rigtigt koncentrere sig. I ti-frikvarteret kan de måske nasse nogle kiks eller småkager, så de lige kan holde den gående til spisepausen. Så er det hen til centret efter cola, basser eller anden underlødig næring. I femte lektion er de sukkerdopede og overgearede. De støjer og er ukoncentrerede, forstyrrer undervisningen og får ikke meget ud af den. I sjette lektion, når insulinen har fået blodsukkeret ned, falder de sammen som en overbagt soufflé og ligger hen over bordet og sover. Nu forstyrrer de ikke mere, men deres udbytte af undervisningen er stadig mildt sagt tvivlsomt. Det er ikke, fordi nogle af dem ikke kan få madpakker med, men jeg kan godt forstå, hvis nogle forældre er trætte af at smøre madpakker til skraldespanden, og en del af eleverne må selv bestemme eller får penge med til ’mad’. Man kan ikke lære noget på sådan en ernæring; det er fysisk umuligt. Vi kan så godt begynde at skælde forældrene ud for ikke at give deres børn ordentlige spisevaner, men for det første er det en håbløs manøvre, og for det andet er det ikke rimeligt. Vi har valgt at skabe et samfund, hvor effektivitet og en stadig stigende materiel og immateriel produktion er et mål i sig selv, hvilket stiller stadigt stigende krav til den enkeltes indsats i arbejdsmæssig sammenhæng. Det har selvfølgelig nogle omkostninger, og en af dem er, at det kan være svært at ’kæle’ for maden som i ’de gode gamle dage’. Samtidig har unge mennesker en stor købekraft, og diverse firmaer, der producerer ernæringsmæssigt tvivlsomme varer som sukkervand med kemikalier, fedtkogte kartofler og diverse oversukrede, raffinerede brød- og kageprodukter gør deres bedste via reklamer for at få del i denne købekraft. Det er en ulige kamp for mange forældre, og da vi alle har en klar interesse i, at den opvoksende generation er bedst muligt rustet helbredsmæssigt og uddannelsesmæssigt til fremtidens udfordringer, har vi kun to muligheder; enten at begrænse fødevareindustriens muligheder for at anprise underlødige produkter eller at servere ordentlig og velsmagende mad i skolerne. Hvor tiltalende den første mulighed end kunne være, tror jeg ikke på den, så derfor er der ingen vej uden om den anden. God, velsmagende og ernæringsmæssig rigtig skolemad skal tilbydes gratis til alle elever. Omkostningerne ved ikke at gøre det vil på sigt blive langt større end omkostningerne ved at gøre det. En god sandwich af fuldkornsbrød og et glas mælk om morgenen og et mere solidt måltid midt på dagen. Derudover æbler og gulerødder ad libitum og adgang til koldt drikkevand. Jeg håber, at læseren har bemærket, at jeg ikke har taget de sædvanlige klagepunkter op med test, elevplaner, bureaukratisering og manglende muligheder for at tilrettelægge eget arbejde med; ikke fordi jeg ikke opfatter dem som problematiske, men det er der så mange andre, der beskæftiger sig med. Det er vigtigt, at vi erkender, at der ikke gives enkle løsninger på komplicerede problemer. Det ser vi hver dag i vores omgivelser, og det er også vigtigt, at vi ikke prøver at finde en syndebuk. Vi må erkende, at den verden, vi har været med til at skabe, stiller os over for at måtte finde en række nye svar på nye problemer. For det første skal vi måske gendefinere skolens opgave; ikke i forhold til love og bekendtgørelser, trinmål og andet, men i forhold til det liv, vi og vores børn lever. Før var skolen et sted, hvor der skulle gives informationer, der ellers var svære at skaffe. Men i dag er situationen omvendt, i dag skal skolen skabe rum til fordybelse, eftertanke og mulighed for at begrave sig i detaljen. Skolen skal være det sted, hvor vi bliver tvunget til at lytte til hinanden, til at forholde os til det, vi erfarer og indgå i en faglig dialog om det. Det kræver, at vi gentænker vores måde at organisere skolen på, så vi sikrer os, at også de elever, der kommer uden nævneværdige boglige forudsætninger, kan være med og få udbytte af undervisningen. Vi skal redefinere vores rummelighedsbegreb, så det fra at blive en kommunal sparefloskel bliver et tilbud om relevant undervisning og læring til alle. Vi må tage medansvar fra det offentliges side for at løse de problemer, vores måde at indrette vores liv på, medfører, f.eks. med hensyn til skolebespisning. Frem for alt må vi holde op med at give hinanden dårlig samvittighed og med at skælde hinanden ud. Alle forældre ønsker det bedst mulige for deres børn, og alle lærere ønsker at have så meget succes med deres arbejde som muligt. Vi har alle en fælles opgave i at sikre, at folkeskolen bliver det gode læringsrum for alle børn; der er ikke for meget sammenhængskraft i vores samfund i forvejen, så opgaven bliver at få folkeskolen gjort til det bedste tilbud for alle samfundets børn og unge, og det nytter ikke, at vi ser bagud, når vi skal løse fremtidens udfordringer.