Kære Fathi el-Abed,

jeg kan godt forstå, at mange palæstinensere har solidariseret sig med Saddam Hussein, eftersom han støttede PLO gennem mange år og viste sin sympati for palæstinenserne ved at affyre missiler mod Israel et par gange. Men virkeligheden er anderledes. Saddam Hussein misbrugte i virkeligheden den palæstinensiske sag til at udgive sig for at være en stor arabisk helt og til at fremme sin egen sag. Han skabte også en nationalistisk følelse hos mange arabere ud over palæstinenserne. Men, kære Fathi el-Abed, jeg kan ikke huske en eneste dag i mit 27 år lange liv i Irak, hvor jeg ikke så kvinder og også mænd, der var klædt i sort, sorgens symbol, på grund af de utallige ofre for Saddam Husseins regime. Jeg kan ikke huske en eneste gang i mit 27 år lange liv i Irak, hvor vi købte petroleum, gas og æg uden at stå i en forfærdelig lang kø, der varede i mange timer – ofte en hel dag. Der er ikke nogen mennesker, der siger, at det ser godt ud i Irak nu, men det gjorde det heller ikke under Saddam. Jeg undrer mig lidt over, at du, som udgiver dig for at være demokrat, skriver, at der socialt set kun er ros at sige om tiden under Saddams styre. Hertil må jeg spørge: Glemmer du, Fathi el-Abed, et helt folks undertrykkelse? Faktum var jo, at hverdagen under Saddam var præget af frygt og ingen frihed. Saddam skabte angst blandt sin befolkning gennem anvendelsen af en af de værste metoder, et diktatur kan benytte sig af: en paranoid og magtfuld efterretningstjeneste. Den havde til formål at disciplinere og kontrollere folket og det enkelte menneskes tanker og i særlig grad at undertrykke de synspunkter, der måtte være anderledes end Saddams egne. Denne form for undertrykkelse kender vi fra andre diktaturer i verden, f.eks. Stasi i det tidligere DDR. Efterretningstjenesten virkede ned i mindste detalje – i mange familier blev det sådan, at medlemmer udspionerede hinanden og holdt øje med, om de øvrige medlemmer af familien ’opførte sig korrekt’ og i overensstemmelse med Saddams og Baathpartiets synspunkter. Du skriver, at »I Saddam Husseins Irak blev analfabetismen nedbragt, kvinder fik de frieste forhold i hele Mellemøsten, antallet af højtuddannede eksploderede, og tusinder blev sendt til de vestlige universiteter for at stræbe efter viden«. Det er korrekt, at Saddam sagde, at han havde en vision om, at alle skulle uddannes og analfabetismen skulle nedbringes. Men hvad var virkeligheden? Analfabetismen steg, efter at Saddam kom til magten, fordi folk begyndte at sende deres børn på arbejde i stedet for at lade dem gå i skole og blive uddannet. Dette gjorde mange familier på grund af fattigdom. Det skete særligt i de områder af landet, der var shiitisk og kurdisk. Saddam iværksatte uddannelse med det formål at indoktrinere sin befolkning og opdrage den i overensstemmelse med Baathpartiets ideologier. Mennesker kunne ikke tage en uddannelse, medmindre de var medlem af Baathpartiet. Når man så var i gang med en uddannelse, fik man ikke fred til at studere, men skulle bruge sine sommerferier på militærtjeneste og træning, fordi der var krig mod Iran. Saddam havde brug for flere soldater, og derfor var det et krav, at alle studerende skulle udøve militær tjeneste – de skulle gøres til de »folkelige militser«. I 1980’erne stoppede Saddam uddannelsesstøtten, som i forvejen var ringe, og han ændrede ydermere adgangskriteriet til videregående uddannelser og til universitetet, hvilket betød, at uddannelsessystemet nu kun skulle være for eliten. Nu blev kravet til karaktergennemsnittet meget højt, for at man overhovedet kunne blive optaget (minimumsgennemsnittet skulle være 70, hvilket svarer til et 9-tal efter dansk karakterskala). Resultatet blev, at mange tusinde unge mennesker blev ekskluderet fra overhovedet at få en uddannelse. Formålet hermed (som aldrig blev sagt højt) var at øge antallet af soldater i militæret. Alle de, der ikke havde høje nok karakterer til at få en uddannelse, blev tvunget til militærtjeneste. I 1984 blev 100.000 med studentereksamen tvunget til tjeneste i militæret, fordi de ikke havde et højt nok karaktergennemsnit til at blive optaget på selv den letteste 2-årige uddannelse i Irak. Det skal nævnes her, at der var undtagelser, hvis man nu kom fra de områder, hvorfra han fik støtte. Jeg blev derfor vidne til, at mange af mine venner ikke kunne få en uddannelse, men blev tvunget ind i militæret. Den eneste grund til, at jeg selv undgik denne skæbne, var, at jeg blev optaget på kunstakademiet og blev billedkunster. Hvis man havde et særligt talent inden for den kreative verden, kunne man undgå militærtjeneste. Problemet, da jeg blev optaget, var, at der var mange som var kommet ind på akademiet uden at kunne male eller tegne. Akademiet manglede kvalificerede folk, og jeg blev en af de heldige, fordi jeg havde beskæftiget mig med billedkunst, siden jeg var lille. De, der ikke kunne male, var kommet ind, fordi deres karaktergennemsnit var meget højt, de havde aldrig ønsket at komme ind – det var udelukkende ministeriet, der besluttede, hvem der kunne læse hvilke fag – den enkeltes ønsker betød intet i den sammenhæng, folk blev fordelt tilfældigt. Alle mine venner, som dengang blev sendt i militærtjeneste, har først efter Saddams fald fået mulighed for at tage en uddannelse. Problemet er så nu, at terroristerne er en ny trussel, som forhindrer dem i at studere. Langt de fleste, der blev sendt til Vesten for at studere, blev sendt med det formål at være agenter, der skulle formidle viden om de irakere, der boede i eksil, og som var flygtet fra Saddams regime og dermed var i opposition til hans ideer. Han sendte mest folk til de i dag tidligere kommunistiske lande, fordi han i disse lande havde en vis indflydelse på grund af de mange penge, han brugte hos dem på våben til at opbygge sit ufattelige militære imperium. Man måtte ikke læse de bøger, man ville. De skulle godkendes af regimet og dets censorer. Vi havde en joke på irakisk: om det så er vores afføring, så stikker Makhabarat (efterretningstjenesten) sin næse i den for at undersøge, om den indeholder anti-Baath materiale! Kvinder blev tvunget til at føde flere børn under krigen mod Iran. Så havde Saddam altid mere brændstof til fremtiden – ligesom Ceausescu i Rumænien. Mange kvinder var nødt til at blive hjemme, fordi de skulle passe børnene, mens mændene gik til krigen. I Bagdad var der i alt cirka otte børnehaver, som var private, dvs. at mulighederne for at få sine børn passet uden for hjemmet var meget små. Derfor kunne mange kvinder ikke komme på arbejdsmarkedet eller tage en uddannelse. Fathi, du argumenterer for, at olie-indtægterne blev fordelt ligeligt, og indkomsterne blev brugt på irakerne. Her mener jeg, der er brug for nogle enkelte oplysninger om realiteterne: • Størstedelen af indtægterne fra olieindustrien blev brugt på militæroprustning og senere på at opbygge en våbenindustri. • Siden 1972, hvor Saddam nationaliserede den irakiske olieindustri og smed de udenlandske selskaber ud af landet, brugte han cirka 10 procent af olieindtægterne på sig selv. Det svarer til cirka to milliarder dollar om året. • Da Saddam begyndte at opbygge sit militære apparat, brugte han en stor del af olieindkomsterne på dette. • Saddam opbyggede op gennem 1970’erne og 1980’erne sin egen sikkerhedstjeneste, efterretningstjeneste og nationalgarde og mange andre grupper, der foretog sig forskellige opgaver internt i Irak. Alle sammen havde de ansvar for Saddams egen sikkerhed og for opretholdelse af diktaturet og hans tilhængeres sikkerhed. Denne hær udgjorde minimum 100.000 mænd. De var udstyret med den bedste og mest udviklede teknologi på det tidspunkt. Disse mænd har brugt en stor del af olieindtægterne i Irak. Endelig brugte han uanede økonomiske resurser på at opbygge et militær i landet, at lave våbenindustri og på våbenimport – særligt i 1980’erne, hvor Saddam indledte krigen mod Iran. • Det er korrekt, at Saddam i halvfjerdserne byggede veje og motorveje, nogle myndighedsbygninger og ministerier. Men formålet med dette byggeri var at sikre hans system ved at forbedre muligheden for kontrol. Der var tjekpoints på mange udveje til og fra byer, særlig Bagdad. • Saddam byggede mange, mange paladser op gennem hele sin regeringstid, udsmykket med meget værdifulde sager – til sig selv. Dette skete parallelt med, at irakerne smuglede bananer fra Kuwait ind til landet, da man ikke havde set bananer, siden han kom til magten i Irak. Saddam betragtede bananer som en eksotisk frugt. Hans begrundelse for at stoppe importen af f.eks. bananer var, at han ønskede at spare. • Saddam brugte meget af økonomien til at forvandle den vestlige del af Irak fra sandørken til storbyer som f.eks. Tikrit, Ramadi, Habania, Bejay og Mosul m.fl., fordi folk, som boede der, var tilhængere af ham. Folket i disse ørkenområder fik den største del af kagen og blev derved hans mest trofaste tilhængere og støtter. Samtidig blev den sydlige del af landet totalt svigtet og havde derfor en dårlig infrastruktur, ringe uddannelsesfaciliteter, dårlige hospitaler og så videre. • Saddam favoriserede folk fra de øverste samfundsklasser. Disse fik meget af landets ressourcer og skulle intet yde herfor. De lavere klasser skulle betale meget og fik intet tilbage. På den måde påbegyndte han den splittelse af befolkningen, som vi fortsat ser i dag. • Saddam brugte utallige millioner dollar på alverdens projekter i den tredje verden med det formål at have allierede og støtter rundt omkring. Samtidig svigtede han store dele af sit eget folk. Det var helt almindeligt, at to brødre delte den samme skjorte – ren fattigdom. • Man kunne kun blive rig og leve godt i Irak, hvis man roste diktatoren. Fathi, du skriver også, at der var et godt sundhedssystem i Irak. Når du nu har hørt, at det irakiske sundhedssystem var godt, så har du vel også hørt den joke, som mange irakere sagde: »I Irak giver mavesår de samme symptomer som øjenbetændelse«. Jeg må igen spørge, om du har læst din lektie korrekt? I Irak var der cirka en læge per 3.000 indbyggere. Sundhedssystemet var i øvrigt ikke af samme standard overalt i landet. I de fattige kvarterer kunne man risikere at vente i venteværelset i skadestuen en hel nat, fordi der manglede personale, og uanset hvad du fejlede, om du havde influenza eller en meget alvorlig sygdom, risikerede du at få den samme medicin. Det blev værre i 1980’erne på grund af krigen mod Iran, for pludselig fik hospitalerne travlt med at behandle alle de mange tusinde sårede fra krigen. Kære Fathi el–Abed, hvis nu det skete, at dine oldebørn, der er født og opvokset i Danmark, pludselig blev udvist til Palæstina på grund af deres oprindelse, hvad ville du så sige? Noget tilsvarende gjorde Saddam Hussein mod sit eget folk i Irak ved at betragte de mennesker, der 150 år tidligere var indvandret fra Iran, som fremmede; som iranere. Og han sendte dem ud af landet. Disse mennesker havde gennem generationer boet i Irak, havde familie og arbejde. De oplevede sig selv som irakere, de var irakere. Saddam sendte disse mennesker ud af landet til et liv i ingenting, for de blev heller ikke accepteret i Iran, hvor de blev opfattet som irakere. Derfor blev de sendt til flygtningelejre i Iran. Nogle af disse udviste mennesker bor i Danmark i dag. Når de skal besøge deres hjemland, rejser de til Irak og ikke til Iran (efter Saddams fald selvfølgelig). Jeg føler mig stærkt forpligtet til at oplyse om disse fakta, således at den danske befolkning modtager korrekte oplysninger om tiden under Saddam Hussein. Det er korrekt, at situationen i Irak er frygtelig i dag – det ved alle. Jeg har selv familie i landet, for hvis liv jeg frygter hver dag. Det er desværre for det meste de selv samme grupper, som havde magten og pengene under Saddam Hussein, som i dag får lov til at fortsætte deres grove voldshandlinger mod uskyldige mennesker. Når dette er sagt, ændrer det ikke ved det faktum, at samfundet under Saddams ledelse var lige så slemt, bare på nogle andre punkter. Et samfund, der er bygget på frygt og paranoia, er ikke et sundt samfund. Hvis systemet havde været sundt under Saddam, hvorfor var der så så mange millioner, der flygtede? Problemet i Irak i dag er, at de folk, der blev valgt ved et demokratisk valg, ikke får lov til at etablere et demokratisk samfund i Irak. Dette skyldes de forskellige grupper, der slås mod hinanden for at opnå magten. Disse grupper tror ikke på demokrati, fordi de er opdraget til at få magt ved at bruge magt. Det var den lære, de modtog af hr. præsident Saddam Hussein – desværre. Løsningen: Vent på et mirakel.