0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Under Saddam Hussein bar vi altid sorg

Hvis systemet var sundt under Saddam Hussein, hvorfor valgte millioner af irakere så at flygte?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære Fathi el-Abed,

jeg kan godt forstå, at mange palæstinensere har solidariseret sig med Saddam Hussein, eftersom han støttede PLO gennem mange år og viste sin sympati for palæstinenserne ved at affyre missiler mod Israel et par gange. Men virkeligheden er anderledes. Saddam Hussein misbrugte i virkeligheden den palæstinensiske sag til at udgive sig for at være en stor arabisk helt og til at fremme sin egen sag. Han skabte også en nationalistisk følelse hos mange arabere ud over palæstinenserne.

Men, kære Fathi el-Abed, jeg kan ikke huske en eneste dag i mit 27 år lange liv i Irak, hvor jeg ikke så kvinder og også mænd, der var klædt i sort, sorgens symbol, på grund af de utallige ofre for Saddam Husseins regime.

Jeg kan ikke huske en eneste gang i mit 27 år lange liv i Irak, hvor vi købte petroleum, gas og æg uden at stå i en forfærdelig lang kø, der varede i mange timer – ofte en hel dag.

Der er ikke nogen mennesker, der siger, at det ser godt ud i Irak nu, men det gjorde det heller ikke under Saddam.

Jeg undrer mig lidt over, at du, som udgiver dig for at være demokrat, skriver, at der socialt set kun er ros at sige om tiden under Saddams styre. Hertil må jeg spørge: Glemmer du, Fathi el-Abed, et helt folks undertrykkelse? Faktum var jo, at hverdagen under Saddam var præget af frygt og ingen frihed. Saddam skabte angst blandt sin befolkning gennem anvendelsen af en af de værste metoder, et diktatur kan benytte sig af: en paranoid og magtfuld efterretningstjeneste.

Den havde til formål at disciplinere og kontrollere folket og det enkelte menneskes tanker og i særlig grad at undertrykke de synspunkter, der måtte være anderledes end Saddams egne. Denne form for undertrykkelse kender vi fra andre diktaturer i verden, f.eks. Stasi i det tidligere DDR. Efterretningstjenesten virkede ned i mindste detalje – i mange familier blev det sådan, at medlemmer udspionerede hinanden og holdt øje med, om de øvrige medlemmer af familien ’opførte sig korrekt’ og i overensstemmelse med Saddams og Baathpartiets synspunkter.

Du skriver, at »I Saddam Husseins Irak blev analfabetismen nedbragt, kvinder fik de frieste forhold i hele Mellemøsten, antallet af højtuddannede eksploderede, og tusinder blev sendt til de vestlige universiteter for at stræbe efter viden«.

Det er korrekt, at Saddam sagde, at han havde en vision om, at alle skulle uddannes og analfabetismen skulle nedbringes. Men hvad var virkeligheden? Analfabetismen steg, efter at Saddam kom til magten, fordi folk begyndte at sende deres børn på arbejde i stedet for at lade dem gå i skole og blive uddannet. Dette gjorde mange familier på grund af fattigdom. Det skete særligt i de områder af landet, der var shiitisk og kurdisk.

Saddam iværksatte uddannelse med det formål at indoktrinere sin befolkning og opdrage den i overensstemmelse med Baathpartiets ideologier. Mennesker kunne ikke tage en uddannelse, medmindre de var medlem af Baathpartiet. Når man så var i gang med en uddannelse, fik man ikke fred til at studere, men skulle bruge sine sommerferier på militærtjeneste og træning, fordi der var krig mod Iran. Saddam havde brug for flere soldater, og derfor var det et krav, at alle studerende skulle udøve militær tjeneste – de skulle gøres til de »folkelige militser«.

I 1980’erne stoppede Saddam uddannelsesstøtten, som i forvejen var ringe, og han ændrede ydermere adgangskriteriet til videregående uddannelser og til universitetet, hvilket betød, at uddannelsessystemet nu kun skulle være for eliten. Nu blev kravet til karaktergennemsnittet meget højt, for at man overhovedet kunne blive optaget (minimumsgennemsnittet skulle være 70, hvilket svarer til et 9-tal efter dansk karakterskala). Resultatet blev, at mange tusinde unge mennesker blev ekskluderet fra overhovedet at få en uddannelse.

Formålet hermed (som aldrig blev sagt højt) var at øge antallet af soldater i militæret. Alle de, der ikke havde høje nok karakterer til at få en uddannelse, blev tvunget til militærtjeneste. I 1984 blev 100.000 med studentereksamen tvunget til tjeneste i militæret, fordi de ikke havde et højt nok karaktergennemsnit til at blive optaget på selv den letteste 2-årige uddannelse i Irak. Det skal nævnes her, at der var undtagelser, hvis man nu kom fra de områder, hvorfra han fik støtte.

Jeg blev derfor vidne til, at mange af mine venner ikke kunne få en uddannelse, men blev tvunget ind i militæret. Den eneste grund til, at jeg selv undgik denne skæbne, var, at jeg blev optaget på kunstakademiet og blev billedkunster. Hvis man havde et særligt talent inden for den kreative verden, kunne man undgå militærtjeneste. Problemet, da jeg blev optaget, var, at der var mange som var kommet ind på akademiet uden at kunne male eller tegne. Akademiet manglede kvalificerede folk, og jeg blev en af de heldige, fordi jeg havde beskæftiget mig med billedkunst, siden jeg var lille.

De, der ikke kunne male, var kommet ind, fordi deres karaktergennemsnit var meget højt, de havde aldrig ønsket at komme ind – det var udelukkende ministeriet, der besluttede, hvem der kunne læse hvilke fag – den enkeltes ønsker betød intet i den sammenhæng, folk blev fordelt tilfældigt.

Alle mine venner, som dengang blev sendt i militærtjeneste, har først efter Saddams fald fået mulighed for at tage en uddannelse. Problemet er så nu, at terroristerne er en ny trussel, som forhindrer dem i at studere.

Langt de fleste, der blev sendt til Vesten for at studere, blev sendt med det formål at være agenter, der skulle formidle viden om de irakere, der boede i eksil, og som var flygtet fra Saddams regime og dermed var i opposition til hans ideer. Han sendte mest folk til de i dag tidligere kommunistiske lande, fordi han i disse lande havde en vis indflydelse på grund af de mange penge, han brugte hos dem på våben til at op