Den finansielle krise står stadig i lys lue, og fortsat kortsigtet brandslukning er absolut nødvendig. Men hvordan skal myndighederne forholde sig til de nye, langsigtede indgreb? Svaret på det spørgsmål hænger i vid udstrækning sammen med en analyse af, hvad der sker i krisen og i det internationale finansielle system i det hele taget. Først og fremmest skal det understreges, at der ikke er tale om en ’global’ krise. Derimod er den næsten udelukkende begrænset til USA og enkelte lande i det nordvestlige Europa. I forbindelse med dette anderledes syn på krisen – at den ikke er global – dukker to andre pointer op. Den første vedrører reaktionernes ’geografi’ og den anden de reguleringsmekanismer, der måtte blive indført, alt efter den geografiske påvirkning. Her er mit argument, at der først og fremmest bør lægges vægt på overstatslige, regionale reaktioner, snarere end på globale, og dernæst, at hvis finansielle kriser grundlæggende er ’irrationelle’ – styret af det, Keynes kaldte ’animal spirits’, dvs. vores evne til at lukke øjnene for det, vi godt ved, at vi ikke ved, og som Alan Greenspan har omtalt som »overdreven optimisme« – så bør vi ruste os til den næste krise på en helt anden måde end hidtil. For der vil komme en ny krise. Naturligvis kan der opstå flere bankkrak, og krisen kan sprede sig fra Europa eller USA, men det vil formentlig være i begrænset omfang – som det har været det hidtil. Hvad er årsagen til den store fokus på Nordatlanten? Årsagen er, at hvad angår både finansielle strømme og finansielle aktiver i de enkelte lande er 70 procent tøjret til netop disse to regioner. Kapitalstrømme er stadig tungt koncentreret i Nordatlanten og store dele af Europa. Således er vi endnu ikke i nærheden af at have et egentligt internationalt finansielt system, og det er i den grad en umulig drøm. Hvis systemet virkelig var internationalt, så ville tab i den størrelsesorden, vi indtil videre har set, allerede have haft en ’globalt set’ katastrofal betydning for banker og sparekasser i mange andre lande, men det er ikke sket. Så længe der er forskellige valutaer bundet til forskellige finansielle systemer – dvs. ingen enkeltstående international møntfod, ingen egentlig international centralbank til at gribe ind og agere långiver for denne valuta i nødstilfælde og kun nogle få lande, der kan optage lån i deres egen valuta på det internationale marked for at finansiere deres økonomiske aktivitet, mens det store flertal af lande må optage lån i andre landes valuta – er der en nødvendig strukturel uoverensstemmelse mellem nationale og internationale finansielle systemer, som ikke kan forenes. Det er det strukturelle grundlag for alle de usikkerheder og risici i det internationale finansielle system, og de vilkår vil ikke ændre sig inden for en overskuelig fremtid. Disse strukturelle bånd spænder ben for dannelsen af et egentligt globalt finansielt system og efterlader et betydeligt mere differentieret system af nationale, internationale, transnationale og regionale finansielle forbindelser og interaktioner, der skal betragtes som særegne systemer, snarere end et enkelt ’system’. Den første konklusion, vi kan drage af denne analyse, er, at yderligere ’globale’ regler for at forsøge at tæmme det finansielle bæst sandsynligvis vil være forgæves. Dette er ikke et argument mod stramme reguleringsmekanismer, men kun mod, at disse altid bliver betragtet som nødvendigvis værende af globalt omfang, fordi det finansielle system opfattes som værende globalt. Og når det netop ikke er globalt, skal der noget helt andet til. Indgreb på transnationalt og regionalt plan ville være mere hensigtsmæssigt. Det ville betyde, at man kunne skræddersy løsningerne til de specifikke forhold, der kendetegner regionale eller nationale finansielle strukturer; de kunne gøre det lettere at nå til enighed om, hvad der skal gøres, fordi der er færre spillere involveret: og det ville skabe grobund for ’innovativ regulering’, fordi der ville opstå forskellige systemer. Men kunne dette gøre det lukrativt for snedige finansielle aktører at finde og udnytte eventuelle huller i systemet – hvilket netop har været problemet med tidligere reguleringssystemer? Det vil jeg se nærmere på i det følgende. Jeg deltog engang i en konference, hvor jeg spurgte et panel af tilsynsmyndigheder og centralbankdirektører, hvad der kunne gøres for at bryde den finansielle cyklus med boom og krak, og deres svar var tankevækkende. De sagde, at det var et ’eksistentielt spørgsmål’, og at sådanne eksistentielle spørgsmål ikke kunne besvares! Ved nærmere eftertanke tror jeg, at svaret bør tages alvorligt. Måske er bankdirektørers tankegang så fokuseret på traditionelle løsningsmodeller, at de ikke kan tænke ud af boksen og se, at systemet rent faktisk er ’eksistentielt’ i den forstand, at det er ’irrationelt’. Det er derfor ikke modtageligt over for systematiske og kalkulerede reaktioner, som når den Internationale Valutafond eller Bank of International Settlements ganske enkelt tager en ny forhandlingsrunde om et nyt, forståeligt og konsistent globalt reguleringssystem, som alle skal tilslutte sig. Hvad der skal til, er snarere en erkendelse af, at den finansielle usikkerhed er en del af livet; uløseligt forbundet, som den er til ’animal spirits’ og ’overdreven optimisme’. Hvad der er behov for, er derfor at udtænke et yderst fleksibelt reguleringssystem, der er gearet til at stå imod på mange punkter; et system, der ikke er baseret på én kerne, hvorfra der opstår et nyt, omfattende globalt reguleringssystem. Denne tilgang vil kræve, at der tages særligt hensyn til den nødvendige, fragmenterede struktur, der kendetegner finansiel regulering, når den forsøger at forhindre udnyttelse af eventuelle huller i systemet. Det vil også indebære, at der tages højde for en lang række mulige scenarier, og forsøg på at koordinere det spredte net af ’lokale’ (transnationale og regionale) organisatoriske initiativer, hvilket kræver anvendelse af improvisatoriske færdigheder og opfindsomhed. Opgaven vil være at kortlægge svaghederne og forbindelserne mellem dem – og denne tilsynsførende verden vil altid skulle forvente det uventede.