0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nybrud. Tyrkiet sætter militæret til debat

Officerer får uset kritik efter militær katastrofe i sidste uge. Men kritikerne er stadig ikke parat til et opgør med den militære indsats mod PKK.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den farverige transseksuelle sanger og diva Bülent Ersoy er kommet i gevaldige problemer efter en kontroversiel udtalelse om det tyrkiske militær i foråret.

Hun var dommer i et af tyrkisk tv’s utallige talent-programmer, og under en direkte udsendelse blev hun provokeret af en meddommer med udtalte militær-sympatier til at sige, at hun ikke ville bryde sig om sende sin søn – hvis hun havde haft en – af sted til en krig, der blev ført af generaler bag skriveborde.

Flere steder i Tyrkiet indløb der kort efter politianmeldelser mod divaen, fordi det blev opfattet, som om hun opfordrer unge mænd til at lade være med at aftjene deres værnepligt.

Den slags er ulovligt ifølge den tyrkiske straffelov, og en offentlig anklager i Istanbul har på baggrund af anmeldelserne rejst en straffesag, som Bülent Ersoy i øjeblikket forsvarer sig i.

Sjælden kritik af militæret
Hvis det går, som det plejer at gå i den slags højtprofilerede, men tyndt begrundede sager, bliver hun frikendt – eller også ender sagen med at falde. Selv om hun så næppe bliver endnu en martyr for ytringsfriheden i Tyrkiet, ser det ud til, at hun har prikket hul på en debat, der er ganske usædvanlig i et land, hvor man sjældent kritiserer militæret.

De væbnede styrker har en særstilling i samfundet, der gør dem nærmest immune over for kritik og diskussion i det hele taget.

Den tyrkiske regering har kun langsomt og under stort pres fra EU arbejdet for at presse militærets repræsentanter ud af centrale organer i det civile styre, og i parlamentet bruger medlemmerne ikke de værktøjer, lovgivningen giver dem for at overvåge militæret og dets budgetter.

Angreb på kontrolpost
I samfundet udenfor har man med mediernes hjælp fået den opfattelse, at sejr i kampen mod de kurdiske militante i PKK er afgørende for nationens overlevelse – og så længe den kamp står på, er der heller ikke meget kritik fra den kant. Ikke før nu i hvert fald.

Da omkring 350 medlemmer af PKK angreb en kontrolpost på den tyrkisk-irakiske grænse sidste fredag, kostede det 15 soldater livet og tilføjede dermed hæren et tab i en størrelsesorden, den slet ikke er vant til.

Ulykken blev kun større af, at angrebet er det femte mod den samme kontrolpost. Det seneste fandt sted 9. maj i år, og i alt er 44 soldater blevet dræbt på det sted siden 1992.

Livsfarligt arbejde
Posten blev i sin tid oprettet for at standse smuglere, og den ligger derfor i en dal, hvor den er svær at forsvare. Havde den ligget et par hundrede meter oppe ad bjerget, havde situationen været anderledes. Det har hærkommandoen indrømmet.

Men den har bare ikke gjort noget ved det endnu – angiveligt på grund af budgetproblemer. Fire andre kontrolposter er også notorisk livsfarlige for de soldater, der forsvarer dem, og det er planlagt, at de alle sammen skal flyttes, men først til næste år.

For både den kritiske og den mere medløbende del af tyrkisk presse er tragedien i løbet af den forløbne uge blevet anledning til at lancere en massiv kritik af skrivebordsgeneralerne.

De har ikke bare forsømt at sikre soldaterne, men også bildt journalister ind, at den teknologiske overvågning af grænseområdet er lige så minutiøs som den, deltagerne i den tyrkiske udgave af tv-programmet Big Brother udsættes for.

Krav om ansvarlighed
Når 350 PKK-folk kan komme helt tæt på en kontrolpost med raketter og granater, som tilfældet var, er det nu klart, at det ikke passer, og flere indflydelsesrige kommentatorer kræver derfor de ansvarlige officerer stillet til ansvar.

I andre lande er det ikke usædvanligt, at embedsmænd, der begår alvorlige fejl stilles til ansvar, men i Tyrkiet er det, og derfor er debatten en helt ny udvikling. Om det også er en positiv udvikling, er lidt for tidligt at sige. For selv om der nu er åbnet for debatten, kan den nemt fortsætte i en retning, der ikke er befordrende for Tyrkiets fortsatte demokratisering.

Det kritiske spørgsmål, der mangler i debatten, er nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er militæret, der skal løse Tyrkiets problemer med kurderne og PKK i særdeleshed.

Civile løsningsmuligheder diskuteres ikke
I det meste af kritikken ligger der en underforstået accept af, at der er brug for mere eller bedre og stærkere militær, og kun i ganske ringe grad bliver der talt om civile løsningsmuligheder.

Det er ellers ikke noget ukendt synspunkt i Tyrkiet, hvor selv premierminister Recep Tayyip Erdogan ved et par lejligheder har nævnt kurder-problematikkens socioøkonomiske aspekter.

Men på det tidspunkt, hvor der er allermest brug for den slags stemmer, er de næsten uhørlige. Når soldaterne dør i så store tal, som tilfældet var for en uge siden, er det krav om gengældelse med militære metoder, der tager over. Man kan sige, at det er de rigtige, der kritiseres, men med de forkerte argumenter.

Promilitære slogans
Den nye kritik af militærets alvorlige fejl standser heller ikke slogans af den type, Bülent Ersoy blev mødt med fra en af sine meddommere, da hun kom med sine udtalelser i foråret.

»Martyrer dør ikke, landet kan ikke opdeles«, lød det dengang fra meddommeren Ebru Gündes, der fortsatte med endnu et slogan af den slags, tyrkisk nationalisme og militarisme er spundet med:

»Må Gud give alle den glæde, det er at blive mor til en soldat«.