Det trækker ud med en melding fra Irland om, hvornår og hvordan EU kan komme videre efter det irske nej til Lissabontraktaten 12. juni. Irerne skal formentlig til en ny folkeafstemning, og EU’s regeringschefer er utålmodige efter at vide, hvordan man kan sikre et ja. Den irske regering har hidtil manet til tålmodighed – befolkningens skepsis skulle tages seriøst, og det skulle grundigt undersøges, hvorfor folk stemte nej. Forrige torsdag præsenterede den irske regering så den foreløbige konklusion på dette spørgsmål: Det var manglende EU-information, der var skyld i nejet. Dermed sluttede regeringen sig til en populær tolkning af euroskepsis, som går på, at information er en af de væsentligste forudsætninger for EU-støtte. ’Informationstesen’ er baseret på en antagelse om, at grundig information om EU fører til større opbakning og flere jastemmer. Den irske undersøgelse konkluderede – på baggrund af denne tese – at mange nejsigere fejlagtigt troede, at Lissabontraktaten ville betyde en ændring af Irlands abortlovgivning eller neutralitetspolitik. Disse håndgribelige misforståelser virker da også som en konstruktiv forklaring for regeringen, for det er jo en konklusion, man kan tage fat om og gøre noget ved. Men rapportens konklusion kan faktisk ikke bruges til særlig meget. Ikke fordi der er noget galt med at højne informationsniveauet. Konklusionen bringer os bare ikke nærmere en egentlig forståelse af irernes EU-holdninger, og derfor fortæller den heller ikke noget om det sandsynlige resultat af en ny afstemning. I grunden er det påfaldende, at informationstesen får en så prominent rolle i forklaringen på Irlands nej. I historisk lys har mange års forsøg på at forklare euroskepsis med manglende information ikke haft stor succes. Måske endda tværtimod. Mens informationsudbuddet om EU på ingen måder har været faldende, er euroskepsissen nemlig stigende – i hvert fald hvis man har folkeafstemninger som målestok. Nejsiden har vundet seks ud af de ni EU-folkeafstemninger, der har været holdt siden 2000 (medlemskabsafstemninger ikke medregnet). Blandt de otte EU-folkeafstemninger, der blev holdt før 2000, vandt nejsiden blot én. Er der alligevel for lidt information om EU? Eller mon informationstesens mangeårige popularitet snarere er udtryk for, at den er en håndterbar reaktion på en euroskepsis, der ofte handler mere om EU, end mange tror? På trods af en vis statistisk sammenhæng mellem informationsniveau og EU-holdninger, som den irske rapport også vidner om, har ligningen mellem mere information og flere jastemmer en række svagheder. Selv om en EU-traktat ofte er en kompliceret ting at koge ned til ’støtte’ eller ’modstand’, kommer folkeafstemninger ikke med et krav om lektielæsning. Og når man ikke skal læse lektier for at kunne gå til eksamen, lader mange nok være. Det gjorde selv prominente irske regeringsmedlemmer forud for folkeafstemningen 12. juni. Derudover kan man fristes til at tro, at manglende information kun vedrører nejsigere. Men mange irske jasigere følte sig heller ikke særlig informeret. Regeringens rapport viser således, at blot 9 procent samlet set følte, at de havde en god forståelse af Lissabontraktaten. Og hvis manglende information kendetegner både ja- og nejsigere, må der altså være noget i vejen med informationstesen. Den forklarer heller ikke, hvorfor flere og flere EU-borgere tilsyneladende bliver euroskeptiske på trods af et stigende informationsudbud. Sagen er, at informationstesens forventning om, at mere information fører til flere jasigere, ikke passer på alle vælgergrupper. Mere information kan naturligvis også give flere nejsigere. Nyheden om, at Irland får færre strukturfondsmidler fra EU i dag end tidligere, er vel netop et eksempel på en oplysning, der kunne give næring til øget irsk skepsis. Og de nyheder vil der kun komme flere af, eftersom Irland – efter østudvidelsen – er blevet nettobidragyder. Nu har Irland aldrig været kendt som et euroskeptisk land, og det har faktisk ikke ændret sig efter 12. juni. Irerne er fortsat blandt de allermindst euroskeptiske befolkninger. Trods korrekte konklusioner om det irske nej er det samlet set ikke en særlig brugbar rapport, den irske regering præsenterede i forrige uge. I hvert fald er vi ikke blevet meget klogere på, hvad udfaldet af en mulig ny folkeafstemning bliver. Rapporten understreger snarere, at det trods gode hensigter er svært at gøre EU-traktater til eftertragtede studieobjekter. Det bliver også svært næste gang. Det ironiske er, at irerne ikke er særlig euroskeptiske. Set fra jasidens perspektiv vil den stærkeste indikation på, om en ny folkeafstemning kan vindes, i stedet kunne fås ved at undersøge, om irerne i stigende grad sammenkobler Lissabontraktaten med selve EU-tilhørsforholdet. Er det tilfældet, vil det i den grad kræve en formidabel indsats at sikre et nyt nej.