Der er i øjeblikket 4.500 personer, der har meldt sig som deltagere til anden runde af X-Factor. I fredags var der finale i Talent 2008 – og millioner af seerne har indtil videre været med ved fredagens fjernsynsskærme. Men hvad er det for et fænomen, der i den grad tiltrækker sig opmærksomhed? Et bud på fænomenets karakter er, at det kan ses som en demokratisering af showbiz. Det man kunne kalde Gummi-Tarzan-effekten. Her er det sympatiske motto som bekendt, at der altid er noget, man er god til. Det er i bogen ment som en opmuntring til dem, der føler sig mislykkede, men er også i tæt tråd med den mentalitet hos mange unge, der vender sig mod janteloven. Det er dog et paradoks, for showbiz plejer normalt at vise de ypperste, stjernerne – men her sætter så en anden faktor ind. Vi er nemlig også rundet af en kultur, salmedigteren Kaalund kunne få nationen til at synge ’på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå’. På den måde tilbyder de mange talentshows at sætte sig netop mellem disse to stole: At gøre oprør mod med ideen om, at man ikke skal tro, man er noget, og så alligevel beholde lille-samfundets krav om, at man ikke må stikke til vejrs. MEN DET er jo også jungleloven som fredagshygge, vi overværer. Den ultimative realisering af alles kamp mod alle om at blive kendt. Den amerikanske historiker Daniel Boorstin skrev for over 40 år siden profetisk, at fremtidens stjerner ikke vil være kendte for deres handlinger eller talenter. De vil være pseudo-celebrities kendt for deres kendthed. Det billede cementeres hver uge i de kulørte blade, hvor Robinson-deltagere fra for længst glemte episoder stadig figurerer. Talentshows tiltrækningskraft er derfor nok bare, at de repræsenterer troen på en genvej til denne kendthed for helt almindelige danskere. Uanset at det var sobert lavet, endda med støttepædagog-værter til at samle op, så havde de indledende runder af Talent 2008 mere end et strejf af freakshow over sig. Den bærende fascinationskraft i de udsendelser var ofte, at man måtte beundre folks mod til at stille op, når de åbenlyst havde så lidt talent. Og det blev et kig ned i folkesjælen i den forstand, at de gav et billede af, hvad danskerne foretager sig, når de skal forsøge at sprænge hverdagens rammer. Når de mener, at de adskiller sig fra andre, fordi de – bakket op af den nærmeste familie – besidder usædvanlige evner. Udsendelserne viste også, hvor langt der er fra den velvillige beundring under private former til den ubarmhjertige udstilling på den store tomme scene. I det aspekt lever udsendelserne af den effektive blanding af fascination og flovhed, man som publikum spændes ud imellem. På den ene side er fascinationen undskyldelig, fordi ’de har jo selv valgt det’. På den anden side krummer tæerne sig også ubehageligt i skoene, når deltagerne uanfægtet – uden selv at opdage, hvor pinligt det er – galer, fløjter, hopper eller dresserer videre. I hvert fald indtil den brutale snerren af dommernes røde knap river dem ud af drømmen og sender dem tilbage i hobbyrummet, hvor de strengt taget skulle været blevet fra starten. NETOP tilstedeværelsen af ’dommere’ giver næring til tesen om, at det trods alt ikke er demokratiske spilleregler omsat til underholdning, vi ser. For normalt udstedes domme på baggrund af kriterier, som er kendt på forhånd – altså et sæt af spilleregler, love eller andre tilnærmelsesvis objektive normsystemer, som man kan forholde sig til. Men det ville kræve noget, som på intet tidspunkt har været i fokus, nemlig at nogen tog på sig at definere, hvad talent er. PROBLEMET i Talent 2008 er, at man i virkeligheden påstår at kunne finde talent som noget, der er uafhængigt af den kunstart eller færdighed, man præsenterer det i. Altså at det er en universel, menneskelig kvalitet. Og som ikke engang er afhængig af skoling – eftersom de tre dommeres job er at se igennem udtrykket og ind i en eller andet mystisk (x-factor) ting, der manifesterer sig lige godt, om man fløjter i hænderne, hulahopper, synger gospels eller kan bøje begge ender sammen. Men som publikum kender vi ikke årsagen til, hvorfor det netop blev disse tre dommere og ikke tre andre – og dermed kender vi heller ikke de kriterier, der i virkeligheden opereres med. Det gør det svært at fastholde tanken om, at det er en fair konkurrence, hvor det virkelig er den mest talentfulde, der vinder. SANDHEDEN er nok, at det er de tre dommeres evne til at spille rollen som dem, ’der ved ting’, mere end særlige forudsætninger for at bedømme totalt usammenlignelige størrelser, der er drivkraften. Og så handler det – fuldstændig som for os andre hjemme foran skærmen – om smag og ikke om talent. Da det så kom til de sidste semifinaler og slutningen i fredags på Talent 2008, var det interessant at se på, hvad der blev tilbage, når smagen havde talt. Allermest interessant i den forbindelse er det, at seertallene faldt, i takt med at de pinlige indslag blev færre i udskillelsesløbet. Det blev ganske enkelt mere og mere uinteressant. For realiteterne er, at nok er de, der er tilbage, da ganske dygtige og vel dermed talentfulde, men trods alt langt fra at ville have kunnet trække seere, hvis ikke de havde været ’kendt for deres kendthed’ gennem programmet. Tilbage var i øvrigt kun de helt traditionelle kunstarter – sang, dans og akrobatik – og det får vi faktisk så rigeligt af andre steder. Så hvis de 4.500 personer, der har meldt sig til X-factor, skal gøre sig håb om at komme videre, skal de nok forsøge at ramme lige netop den balance mellem talent og (pinlig) trivialitet, som vi danskere åbenbart helst vil identificere os med fredag aften.