I disse dage er Folketingets Ombudsmand ved at lægge sidste hånd på sine vurderinger af sagen om udlændingemyndighedernes vejledning om retten til familiesammenføring efter EU-reglerne. Ombudsmanden har taget et lidt usædvanligt skridt. Han har valgt at afgive en foreløbig redegørelse, som i første omgang ikke er offentlig, men som kun Integrationsministeriet får lov til at se og udtale sig om. Denne fremgangsmåde er ikke ofte brugt. Ombudsmanden oplyser, at den kan være relevant i sager, der bygger på et omfattende materiale. Erfaringsmæssigt bruges den imidlertid mest i situationer, hvor ombudsmanden har en del at kritisere.

Selv om en redegørelse er foreløbig, kan ombudsmanden godt vælge at offentliggøre den, men det har han altså ikke gjort i denne sag. Stor spænding Der er efterhånden oparbejdet en stor portion spænding forud for ombudsmandens endelige udtalelse, som forventes at komme i slutningen af november. Som mange vil huske, var det på et tidspunkt usikkert, om det overhovedet ville ende med en ombudsmandsudtalelse. I midten af september blev der nemlig rejst tvivl om, hvorvidt ombudsmanden kunne fortsætte sin undersøgelse af sagen. Anledningen til forvirringen var et søgsmål om en lignende problemstilling anlagt af flygtningeadvokat Hans Boserup på vegne af en klient. Søgsmålet fik i første omgang ombudsmanden til at udsende en pressemeddelelse om, at han var nødt til at trække sig ud af sagen. Efter at Boserup havde foretaget en række rettelser i den oprindelige stævning, meddelte ombudsmanden et par dage senere, at han alligevel havde kompetence til at fortsætte undersøgelsen. Ombudsmandens kernefunktion Men hvorfor er det i grunden, at Folketingets Ombudsmand kan være nødt til at afbryde sin undersøgelse af en vigtig sag? Hvad er institutionens muligheder og begrænsninger, og hvilke perspektiver rejser den aktuelle sag for ombudsmandens rolle i fremtiden? For at besvare disse spørgsmål må man i første omgang vende sig mod, hvad der egentlig er Ombudsmandens kernefunktion.