Hver dansker betaler over 1.000 kr. om året for at holde kongerigets nyhedsmedier kørende. Ifølge en ny rapport om den danske mediestøtte donerede skatteyderne sidste år 6,4 milliarder kr. i form af licensmidler til DR og TV 2 samt bl.a. momsfritagelser og distributionsstøtte til foreningsblade og aviser som den, du sidder med i hånden. Mange penge, javel. Men det er desværre nærmest umuligt at afgøre, om det er for mange – eller for den sags skyld for få. Den danske debat om mediestøtte og public service tager nemlig ikke udgangspunkt i klare begreber og sikker viden. For hvad er public service og formålet med mediestøtten egentlig? Gode film uden afbrydelser, litteraturprogrammer i prime time, dybdeborende dokumentar, nyheder på serbokroatisk eller hurtig nyhedsopdatering på nettet? Skal vi støtte Sigurd i ’Bjørnetimen’, statsministerfruen i ’Vild med Dans’, Ulla Terkelsen i Kijev eller det regionale dagblad i Vejle-området? Og ved vi overhovedet, hvilken type indhold og hvilken kvalitet tv, radio, aviser, magasiner og www-medierne leverer for mediemilliarderne? AT DØMME efter det seneste års diskussioner om f.eks. økonomien hos DR og TV 2 er de danske mediepolitikere først og fremmest enige om at være uenige. De har hver sin definition af public service og dermed også hver sin opfattelse af, hvad mediestøtten gør – og bør. De savner med andre ord klare data at bygge deres uenigheder på. Samme mangel på klarhed slår igennem, når DR og TV 2 hvert år udsender deres faste public service-årsrapporter. Rapporterne udkommer typisk i fed og glittet papirkvalitet, med masser af billeder af studieværter og renpudset scenografi fra tv-studierne. Men ud over nogle kvantitative opgørelser – f.eks. oversigter over, hvor mange timer de forskellige stoftyper skal have i sendefladen samt oversigter over konkret tv-kiggeri, radiolytning og netklikken – er der meget upræcise mål for, hvad public service egentlig er for en størrelse. Mediestøtten bliver således uddelt efter kriterier, der bedst kan betegnes som luftige. Kriterier, som gør det ganske vanskeligt for selv de mest subsidierede medier at legitimere, hvorfor de fortsat skal være på støtten. I dag må mediebranchen, de politiske beslutningstagere og borgerne derfor i vid udstrækning føre deres diskussioner på et uoplyst grundlag. Der findes ingen samlede opgørelser, statistikker eller databaser, som giver et større samlet overblik over udviklingen i mediemarkedet, mediernes indhold og deres betydning for samfund og borgere år for år. Ingen kender nyhedsmediernes sande tilstand i Danmark. Man skal imidlertid have fulgt ualmindelig dårligt med i de licensstøttede nyhedsudsendelser for ikke at have fornemmet, at netop disse år indebærer radikale omvæltninger for alle medietyper – og for mediernes indhold, fokus, kvalitet og forbrug: Nye aviser fødes og dør igen, mediekoncerner fusionerer, splittes op og globaliseres. Døgnets nyhedspres intensiveres med nye kanaler, ikke mindst på nettet. Og brugerne blander sig som bloggere, mikroreportere og amatørjournalister overalt. Der er med andre ord tale om et mediemæssigt opbrud af historiske dimensioner. Men vi har intet databaseret overblik over det. I flere andre lande har fakta og analyser for længst erstattet de diffuse mediepolitiske diskussioner. Bedst kendt og højest berømmet er den amerikanske ’State of the News Media’-rapport, som hvert år kortlægger nyhedsmediernes faktiske indhold og kobler dataene med interviewundersøgelser blandt journalister, redaktører, mediernes kilder og ikke mindst forbrugere. ’State of the News Media’ leverer altså den grundige – og årligt opdaterede – viden, som vi savner i Danmark: •Hvordan påvirker de nye markedsvilkår mediernes indhold? Ændrer journalistikken sig, når ejerforholdene ændres? Hvilke former for journalistik vinder frem, og hvilke går tilbage, når medierne bliver presset af faldende indtjening, svækkede annoncemuligheder mv.? •Hvordan adskiller journalistikken i de nye medier sig fra journalistikken i de gamle medier? Hvordan trives de klassiske journalistiske og publicistiske idealer, som ikke mindst dagbladene har stået for, i de nye hurtige mobile og webbaserede medier? •Hvordan ændres og påvirkes journalisters arbejdsformer i disse år? Kan idealerne om grundig, balanceret og fair journalistik opretholdes i medievirksomheder, der konstant omorganiserer, skærer ned og relancerer for at tilpasse sig markedsrealiteterne? ’STATE OF THE NEWS MEDIA’ og andre lignende rapporter fra bl.a. Sverige og Holland giver borgere og beslutningstagere klar, konkret og opdateret viden om nyhedsmediernes potentialer og problemer i det 21. århundrede. Dermed bliver det muligt at føre oplyste diskussioner om ikke blot det fornuftige i at statsstøtte medierne – men også at debattere, hvilke medie- og indholdstyper det giver mest mening at holde hånden under fremover. DET IGANGVÆRENDE udredningsarbejde om den danske mediestøtte er med til at gøre os meget klogere på, hvilke her og nu-problemer der er forbundet med de eksisterende støtteordninger, og hvor der kan være skævheder mellem forskellige medietyper. Men når vi skal til at diskutere fremtidens mediestøtte – dens begrundelse, størrelse og fordeling – er det helt essentielt at få afdækket, hvordan mediernes indhold udvikler sig, bliver brugt og påvirket af de økonomiske forhold i mediebranchen år for år. Netop denne viden er og bliver en præmis, hvis mediefolk og folkevalgte politikere meningsfuldt skal kunne diskutere og legitimere mediestøtten – og besvare spørgsmålet, hvorfor hver enkelt dansker hvert år skal støtte landets medier med den største af Nationalbankens pengesedler.