Presset på Nato steg markant efter Georgienkrigen i august. Det kom bag på de fleste, at Georgiens indre konflikter ville bryde ud i åben krig mellem Rusland og Georgien. Nato var ellers på nippet til at love Georgien og Ukraine medlemskab allerede i april. Men efter fransk-tysk modstand ved Nato-mødet i denne uge fik landene som bekendt end ikke lov til at tage det første egentlige skridt mod optagelse (Membership Action Plan). Det skridt ligger nu langt ude i fremtiden. I mange europæiske hovedstæder er der i dag lettelse over, at Georgien ikke fik stillet nogen garantier i udsigt. Nato-udvidelser er et vidtgående skridt, som i yderste konsekvens forpligter landene til at gå i krig for at forsvare hinanden. Det er derfor ikke uden risiko at kaste sig hovedkulds ud i optagelsen af nye lande med indre konflikter og omdiskuterede grænser. SAAKASJVILI kom til magten i Georgien i 2004 som Vestens politiske darling. Han formåede med hård markedsliberalisme at sætte gang i den økonomiske udvikling, og han ryddede op i det bundkorrupte politivæsen. Et land i kaos blev vendt til et land i økonomisk og demokratisk fremgang. Men der var også den anden (overset) side af det nye Georgien. For det første var der overraskende få vestlige kommentatorer, der så skeptisk på et politisk system, hvor præsidenten blev valgt med officielt 96 pct. af stemmerne. Da Saakasjvili blev valgt med løftet om at reintegrere Georgiens udbryderrepublikker, fremkaldte det heller ikke kritiske spørgsmål om, hvordan dette skulle realiseres. Da der i hverken Abkhasien eller Sydossetien var stemning for at blive underlagt Tbilisi, blev de diplomatiske muligheder hurtigt udtømte. Og Saakasjvili havde reelt kun den militære løsning tilbage, hvis løftet om at reintegrere republikkerne skulle indfries. Alt tyder på, at Saakasjvili i august måned lod sig friste af den militære løsning og eskalerede konflikten til en egentlig militær invasion af Sydossetien. Rusland udnyttede situationen til at give georgierne en effektiv afstraffelse og smide dem endegyldigt ud af både Sydossetien og Abkhasien. GEORGIENKRIGEN har på Nato-mødet i Bruxelles i denne uge givet stof til grundig eftertanke – vel at mærke om nytten af fortsatte udvidelser mod øst. På forhånd var Georgien langt fra nogen oplagt kandidat til Nato-medlemskab, eftersom landet ikke har kontrol med hele sit territorium. Nato-udvidelser bør da også først og fremmest være i Nato-landenes klare interesser. En militær konfrontation med Rusland for at hjælpe Saakasjvili var det formentlig de færreste, der ville have risikeret – og hvis Nato alligevel ikke har i sinde at leve op til sine allianceforpligtelser, vil indlemmelse af nye medlemmer bare fremstå som et kæmpe bluffnummer – og altså dermed risikere at rejse tvivl om hele Nato’s eksistensformål. Nato har naturligvis en vis interesse i stabilitet i nærområderne. Men som alliance er Nato ikke automatisk forpligtet til at optage alle, der ønsker medlemskab – og Nato er ikke selvskreven til yderligere ekspansion i det østlige Europa. Overambitiøse udvidelsesplaner risikerer i stedet at splitte alliancen. Det er især det ’gamle Europa’ centreret omkring Frankrig og Tyskland, der vil stille sig på bagbenene. De kan over for bl.a. USA nu hævde, at deres oprindelige skepsis over for optagelsen af Ukraine og Georgien var særdeles velbegrundet. NATO VAR under den kolde krig en velfungerende forsvarsalliance. I dag har Nato på en måde omdefineret sin rolle til at agere forsvareren for den frie og demokratiske verden. Dette er samtidig en risikabel doktrin, som i princippet ikke giver nogen grænser for, hvem der har ret til Nato-medlemskab. Hvis kampen for demokrati står i centrum, kommer Nato bort fra sit oprindelige kerneformål: at øge sikkerheden for medlemsstaterne. Det var formentlig snarere som en reaktion på Rosen- og Orangerevolutionerne i hhv. Ukraine og Georgien, at optagelse overhovedet kom på tale – og altså ikke på grund af strategiske overvejelser om magtbalancen i Europa. De mange russisksindede minoriteter i Østeuropa vidner om, hvor bred problematikken i virkeligheden er. Ukraine indeholder store russiske befolkningsgrupper, specielt på Krimhalvøen, som nemt kan udvikle sig til en ny konfliktzone. I Moldova eksisterer den uløste konflikt omkring separatistrepublikken Transnistrien, hvis eksistens i dag garanteres af russiske tropper. Nato har ingen interesse i at blive involveret i etniske fejder i det tidligere Sovjetunionen. Her nytter det ikke at fortælle, at det bare handler om demokrati. Samtidig kan det kun puste til de nationalistiske tendenser hos den russiske nabo, hvis Nato får fodfæste i Kaukasus eller optager et land af så stor strategisk betydning som Ukraine. Man kan ikke tale Rusland bort fra sin frygt for en ekspanderende forsvarsalliance, der omkranser de russiske grænser. RESULTATET er derfor nu blevet, at man foreløbig smider håndklædet i ringen og dropper planerne for Georgien og Ukraine. Hvad der umiddelbart kan synes som indrømmelser over for Rusland, er i virkeligheden udtryk for, at Nato ikke overspiller sine kort. Det kan tilmed tjene Nato’s troværdighed som international medspiller at stå som en mere moderat aktør.