Det var et industrisamfund – kendetegnet ved etnisk og religiøs homogenitet og en forholdsvis lukket økonomi – som lagde grunden til det, vi kender som ’den danske model’. Men det er netop disse kendetegn, som et stadigt mere multikulturelt samfund og en stadigt mere globaliseret økonomi nu er ved at lave om på. Derfor får den danske model behov for justeringer – og disse må ikke mindst tage udgangspunkt i menneskerettighederne. Menneskerettighederne er nemlig globale normer, der kan tjene som styringsredskab både ude og hjemme. Derfor kan menneskerettighederne også med fordel søges indføjet i den danske models særlige aftalestruktur. Modellen kan derved fornyes indefra, og dens kollektive elementer i videst muligt omfang opretholdes. Dette er da også en forudsætning for, at man kan videreføre modellen og dens evne til at levere fleksibel aftaleregulering af arbejdsmarkedet. EN FLERKULTUREL og multireligiøs arbejdsstyrke skaber nye udfordringer, bl.a. at man er i stand til at integrere nydanskere og udnytte tilrejsende arbejdskraft bedst muligt på arbejdsmarkedet. Midlerne her er uddannelse og jobtræning, men også love og regler, som sikrer mod diskrimination på baggrund af race, etnicitet, religion, nationalitet og lignende. Det er et af de områder, hvor den danske model har været langsom til at udvikle sig. DI slog for et par år siden fast, at fremtidens vinderøkonomier er kendetegnet ved kulturel åbenhed og en evne til at bekæmpe diskrimination. Ikke desto mindre har både danske politikere og nogle organisationer på arbejdsmarkedet været langsomme og berøringsangste i forhold til spørgsmålet om ligebehandling. Arbejdsmarkedets parter har således været utilbøjelige til at tage sager om diskrimination op i det fagretlige system. Siden 2003 har det været muligt at få den særlige Klagekomité for Etnisk Ligebehandling til at behandle den slags sager i de tilfælde, hvor fagforeninger afviser at køre dem. Klagekomitéen er dog et forholdsvis svagt organ, som kun kan udtale kritik. Inden sommerferien vedtog Folketinget så at oprette et nyt Fælles Klagenævn for Ligebehandling med stærkere sanktionsmidler end klagekomitéen. Det bliver interessant at følge, om dette nævn får større gennemslagskraft. Det havde imidlertid været at foretrække, at arbejdsmarkedets parter havde taget denne problemstilling mere alvorligt og selv havde søgt at løse problemerne inden for rammerne af den danske model. Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic vandt for et par år siden en milliardkontrakt på en koppe-vaccine for den amerikanske regering. I den forbindelse krævede amerikanerne, at virksomheden bl.a. kunne dokumentere, at den ikke diskriminerede sine medarbejdere på baggrund af bl.a. etnicitet. At overholde basale menneskerettigheder på arbejdsmarkedet er altså blevet til et element i konkurrenceevnen i en stadigt mere globaliseret økonomi. Faktisk bliver det stadig mere upræcist at tale om ’en dansk model’ som en selvstændig enhed, der eksisterer afsondret fra resten af verden. En global økonomi med konstant import og eksport af arbejdskraft og arbejdspladser gør den danske model til et system med åbne og flydende grænser. Derfor har den danske model også behov for menneskerettighederne i bredere forstand. Det handler om at sikre det langsigtede mål om rimelige og retfærdige vilkår for lønmodtagere på et gradvist mere globalt arbejdsmarked – og dermed også fair konkurrencevilkår mellem virksomheder fra forskellige lande. I DE SENERE år er det specielt inden for rammerne af FN’s såkaldte Global Compact Initiativ, at arbejdet med at få virksomheder til at tage et medansvar for menneskerettigheder, miljø og korruptionsbekæmpelse har fundet sted. At der er behov for at handle proaktivt i forhold til en globaliseret økonomis krav og forventninger, synes den danske regering måske også at have erkendt med sin ’Handlingsplan for Virksomheders Samfundsansvar’ fra maj 2008. Regeringen har dog kun afsat et forholdsvis beskedent beløb – 17,5 mio. over de næste tre år – til at følge op på planen. Og når planens mål er at placere Danmark i den globale elite, når det handler om virksomheders samfundsansvar, er dette beløb ikke imponerende. Det vil næppe bidrage synderligt til at udbygge den stærke position, Danmark faktisk allerede har på dette område – bl.a. i kraft af, at en række store danske virksomheder har tilsluttet sig FN’s Global Compact. DEN OVERORDNEDE udfordring i de kommende år bliver at få afbalanceret respekten for menneskerettighederne med de elementer i den danske model, som er vigtige at holde fast i. Menneskerettighederne sætter som juridiske normer et vigtigt fokus på respekten for det enkelte individ. Den danske model rummer den historiske erfaring, at denne respekt i mange tilfælde bedst kan sikres gennem kollektiv organisering, forhandlinger og aftaler, som bakkes op af arbejdsgiver- og fagforeninger. Dette gjaldt i det nationalstatslige industrisamfund. Det gælder formodentlig i endnu højere grad på et globalt arbejdsmarked. Menneskerettighederne kan her fungere som en juridisk og politisk rettesnor. Det er så op til aktørerne i den danske model at følge rettesnoren – og samtidig bidrage til, at danske erfaringer spredes på tværs af landegrænser.