Da prins Charles i november fyldte 60 år, kom de mest bemærkelsesværdige lykønskninger fra en – i royal sammenhæng – højst usædvanlig kant.

I Storbritannien var det nemlig især de miljøbevidste ngo’er, der indrykkede kronikker og artikler, og deres anerkendelse af prinsen for hans mangeårige, stædige og kontroversielle arbejde for miljøsagen giver et godt billede af en tid, hvor intet længere er sort og hvidt – hvor erhvervsledere og prinser kan være allieret i en sag, der før i tiden nærmest udelukkende var forbeholdt akademikere og venstrefløj. Men i modsætning til verdens erhvervsledere er det ikke prins Charles, der har ændret holdning. Han har i en årrække talt politikere og andre meningsdannere midt imod på områder som genmodificerede fødevarer og atomkraft og været en vedholdende fortaler for økologi. Peter Melchett, direktør for The Soil Association, der varetager størstedelen af den britiske økologiske mærkning, sagde i den anledning: »Charles meldte kontroversielt ud. Men udviklingen har vist, at han har haft ret hele tiden. Han har arbejdet op ad bakke og gjort en virkelig forskel«. FOR PRINSEN, der måske aldrig bliver konge, må hans nuværende status som miljøets ukronede konge være en mærkbar trøst. Hans madfirma, Duchy, der producerer lækre økologiske produkter, omsætter i dag for over en milliard kroner årligt – ikke at prinsen har brug for pengene, men hans succesfulde forretning har givet hans tale om gevinsten ved omlægning til økologi mere vægt. De royales umådelige rigdom har længe været en torn i øjet på britiske republikanere, der med nogen ret anser den stormomsuste britiske kongefamilie for et unødigt fortidslevn, der er med til at fastholde den fortsatte accept af alt for stor forskel medlem rig og fattig, privilegeret og uprivilegeret i det britiske samfund. Det gælder ikke mindst dronning Elisabeth og prins Philip, der i forbindelse med lady Dianas død i 1997 for alvor var ved at miste den folkelige opbakning til kongehuset. Men dronningens transformation fra verdensfjern monark til aktiv deltager i sin tid, som beskrevet i Stephen Frears film ’The Queen’, har været bemærkelsesværdig, og Tony Blair viste tydeligt, at det i dag er muligt at være Labour og have sympati for de royale på samme tid. DIANAS TO drenge, William og Harry, har også gjort deres til at menneskeliggøre kongefamilien på en måde, der på mange måder minder om kronprins Frederik på hjemmefronten. William og Harry er ’folkelige’ på en helt anden vis end den foregående generation af prinser og prinsesser. Harry insisterede på at tjene i hæren og har kontroversielt været udstationeret i Afghanistan. De har omgåedes ikke-royale og været en del af Londons natteliv. Harry har sågar været impliceret i en hashskandale på den prestigefyldte Eton kostskole. Men at kalde dem decideret folkelige er nok at tage munden for fuld. Prinserne omgås næsten udelukkende de øverste luftlag i det stadig voldsomt klassedelte Storbritannien. De er fast inventar i ’the social season’, der inkluderer tennis i Wimbledon og hestevæddeløb på Royal Ascot, foruden poloarrangementer og luksuriøse lukkede fester. Tiderne har muligvis forandret sig noget, men i bund og grund vedbliver de kongelige at være pynten på den sociale britiske lagkage. De kongelige har imidlertid ’gamle penge’, og i Storbritannien skelnes der klart mellem gamle og nye penge. Gamle penge er langt de fineste, og der ses ned på de nyrige, der muligvis har flere penge, men ikke har dannelse og kultur. Til sidstnævnte kategori hører egypteren Mohammed Al Fayed, der bl.a. ejer stormagasinet Harrods i London. Al Fayeds søns affære med lady Diana, der som bekendt endte i døden, er fortsat et yderst betændt emne, og Al Fayed, der forgæves har søgt om britisk statsborgerskab i en årrække, er mildest talt en hadet figur i kongelige kredse. Han har selv gjort sit til at puste til gløderne. F.eks. ved at kræve en offentlig høring om, hvorvidt der var tale om en royal sammensværgelse i forbindelse med ulykken i Paris i 1997. Al Fayed har i denne forbindelse bl.a. kaldt prins Philip for nazist og de kongelige for familien Dracula. MEN I DET store hele er den britiske befolkning glade for deres verdensberømte kongelige. Mindst 70 pct. støtter i dag op om monarkiet ifølge meningsmålinger, og Buckingham Palace, ’the changing of the guard’ og alle de andre tilbagevendende ceremonier vedbliver at være byens mest besøgte turistattraktioner. Der er fortsat indædt modstand blandt nogle venstreorienterede mod The House of Windsor, men modstanden er for nedadgående, og det britiske monarki står næppe foran en snarlig afskaffelse. Mange af de royale beføjelser er dog forsvundet. The House of Lords, der før i tiden bestod af adelsfolk, er nu reformeret til at bestå af politisk udnævnte peers. De kongelige har altså måttet affinde sig med rollen som turistattraktioner og kransekagefigurer, og det behager efter sigende ikke alle i kongefamilien. I FORHOLD til Danmark er den mest interessante sammenligning umiddelbart mellem prins Charles og kronprins Frederik. Begge brænder for en sag, Charles for miljøet, Frederik for OL og det internationale sportslige samarbejde. Erfaringerne fra Storbritannien viser, at det på sigt er muligt for et medlem af kongefamilien at gøre en forskel, og hvorfor skal den danske kronprins ikke have lov at bidrage på sit felt, som Charles har gjort det i det britiske? Kronprinsens arbejde ville være fyldt af paradokser, ganske ligesom Charles’ arbejde har været det for miljøbevægelsen. Men måske er det netop som aktive og velmenende paradokser, at monarkiets tilstedeværelse i et moderne demokrati fortsat kan forsvares i det 21. århundrede.
Jakob Illeborg er journalist og forfatter, bosiddende i London. Han har for nylig skrevet bogen ’Danmark set udefra’.