I den netop færdigforhandlede finanslov er der afsat 7,5 millioner kroner til øget videoovervågning.
Forligspartierne er også enige om at »opfordre kommuner og politi til at fastholde og styrke fokus på at anvende videoovervågning på særligt kriminalitetstruede områder«. Aftalen er en udmøntning af Dansk Folkepartis såkaldte tryghedspakke, hvor videoovervågning er et vigtigt element. »Vi ved, at folk bliver mere trygge, hvis de ved, at der er billeder af gerningsmændene, ligesom politiet selvfølgelig får lettere ved at opklare forbrydelserne«, som retsordfører Peter Skaarup har formuleret det. Dermed udtrykker han en holdning, som tilsyneladende deles af mange: Med flere kameraer kan vi forhindre forbrydelser; vi kan opklare flere; og Danmark bliver et mere trygt sted at færdes. Tror vi. Ser man på den eksisterende forskning, er tingene desværre ikke helt så enkle. EN FORHOLDSVIS ny svensk rapport om videoovervågning i byområder konkluderer, at den kriminalpræventive effekt er begrænset. Det er ikke mere sikkert at færdes i byrum med videoovervågning end i byrum uden. En lignende konklusion når Det Kriminalpræventive Råd frem til i en undersøgelse fra 2005. Her siges det, at videoovervågning kan virke præventivt mod f.eks. butikstyverier, men det virker ikke mod vold og voldtægt. Og i en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed kan man læse, at »interview med bank- og butiksrøvere viser, at disse kun i meget ringe omfang lader sig afskrække af tv-overvågning«. Betyder det så, at vi kan konkludere, at ophængningen af videokameraer på gader og stræder er nyttesløs? Nej, ikke helt. Forskningen viser, at videoovervågning generelt set ikke er et effektivt middel til forebyggelse af alvorlig kriminalitet. Men det kan ikke udelukkes, at videoovervågning i konkrete tilfælde kan have en forebyggende effekt. Hvorfor overvågningen tilsyneladende virker i nogle situationer, men ikke i andre, ved man kun lidt om. Men et godt bud er, at videoovervågningens effektivitet er afhængig af, at gerningsmanden køligt og rationelt overvejer sine handlinger. Udføres ugerningen impulsivt eller under indflydelse af alkohol og stoffer, mister overvågningen sin effekt. Et andet argument for opsætning af flere kameraer er, at folk vil føle sig mere trygge. En svensk undersøgelse fra 2003 peger da også på, at videoovervågning kan øge trygheden. Tendensen ses tydeligst i områder, hvor folk færdes alene, f.eks. i parkeringskældre, men rapporten taler om »små konsekvenser for trygheden«. At der er en vis sammenhæng mellem tryghedsfølelse og videoovervågning, understøttes af rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd: ’For mange – specielt kvinder – er tv-overvågning også med til at skabe tryghed’. Rapporten fremhæver dog også, at der er tale om falsk tryghed. Problemet er, at videoovervågning ikke forebygger de forbrydelser, som især kvinder frygter, nemlig vold og voldtægt. Dermed bliver videoovervågning lidt ligesom at tisse i bukserne: Tryghedsfølelsen opstår, fordi folk tror, at videoovervågning er effektivt. Men den kan hurtigt forsvinde igen, hvis det viser sig, at overvågningen ikke har nogen effekt. DER ER imidlertid også andre forhold, man må tage i betragtning. Nogle peger f.eks. på, at videoovervågning kan være kilde til stigende utryghed. Hvis der hænger videokameraer i et bestemt område, kan folk konkludere, at det nok skyldes, at området er belastet – hvorefter de bliver utrygge. Et andet problem er, at det langtfra er sikkert, at folk, der bevæger sig gennem byen, overhovedet lægger mærke til, at de går fra en zone uden overvågning til en zone med overvågning. Hvis det er rigtigt, rejser det et væsentligt problem. Hvis folk ikke er bevidste om, at et område er under overvågning, vil de hverken føle sig mere eller mindre trygge. Hvis forbryderne heller ikke ved, at de bliver overvåget, så gør det heller ingen forskel for dem. Hvad så med politiets opklaring? Det må da hjælpe, at politiet har adgang til videokameraernes billeder? Det gør det sikkert også i nogle tilfælde, men erfaringerne er langtfra entydige. F.eks. refererer rapporten fra Justitsministeriets Forskningsenhed en undersøgelse, hvor der står, at »opklaringsværdien af tv-overvågning ikke er særlig stor«, bl.a. fordi det ofte er vanskeligt at genkende gerningsmanden ud fra billederne. Dette suppleres af en politichef fra det engelske politi, der for nylig fortalte, at det kun er i få tilfælde, at overvågningsbilleder indgår som bevismateriale i efterfølgende retssager. Det skal ses i lyset af, at England måske er det mest videoovervågede land i verden, og at udgifterne til opsætning og vedligeholdelse af overvågningskameraer er betydelige. POLITIKERNE siger, at de ved, at videoovervågning øger sikkerheden og tryghedsfølelsen, samtidig med at det giver politiet et effektivt opklaringsredskab. Forskningen er langt mere tvivlende. Videoovervågning har måske en vis effekt i nogle situationer – men det er langtfra et tryllemiddel. Og selv om 7,5 millioner skattekroner ikke er mange penge i den store sammenhæng, er det vel vigtigt, at vi får noget for dem?
