I 1620 sejlede 102 velbeslåede ultra-puritanske reformerte englændere fra deres tilflugtssted i Holland til Cape Cod på den nordøstlige kyst af det nordamerikanske kontinent. Disse nye amerikanere kaldte sig selv ’Pilgrimme’ og var opsatte på at etablere et samfund i overensstemmelse med bibelske tekster. Centralt i deres samfundsideologi var overbevisningen om, at enhver borger under Gud har en absolut ret til at gøre med sine private ejendele og ejendom præcis, som han har lyst til – uden indblanding fra staten. Med dette fundamentale princip besejrede de i løbet af de følgende 200 år hele det nordamerikanske kontinent. Ganske imponerende. Pilgrimmenes ideologi var en central del af den schweiziske reformator Jean Calvins (1509-64), prædestinationsdoktrin. Denne går ud på, at et menneskes adgang til Paradiset er forudbestemt, men der findes sikre tegn på, at man hører til ’Guds udvalgte’: Man skal være gudfrygtig, from, arbejdsom og velgørende. Det sidste kan man bedst opfylde ved at være rig. Personlig rigdom bliver således et tegn på, at man er i besiddelse af en paradisværdig sjæl. Nu, næsten 400 år efter, har præsident George W. Bush endelig fuldbragt pilgrimmenes religiøst-højrekonservative vision: at stække øvrighedens magt til at regulere – eller kontrollere –’frie’ borgeres kommercielle og finansielle aktiviteter. Som følge af den hellige ejendomsret har flertallet i USA’s Kongres lige siden nationens fødsel i 1776 gået ind for en svækkelse af statens ret til at blande sig i den private sektors kommercielle foretagende. Under debatten ved USA’s grundlovsforsamling i 1787 spekulerede Benjamin Franklin: »Kun med stort held kan vi skabe et statsgrundlag, som måske i et årti kan udsætte republikkens forfald til tyranni«. De 10 år er foreløbig blevet til 320 år. Er det nu ved at være slut med republikken? Bushs regering har siden 2001 med febrilsk hast undermineret USA’s finansielle grundlag. Demokratisk kapitalisme er ved at blive endeligt demonteret i USA; et systemsammenbrud, som truer globale frimarkedsmekanismer, planetens vand- og luftmiljø og Vestens frihedsidealer. USA nærmer sig den laissez faire- (fingrene væk) kommercialisme, der herskede, da Adam Smith udgav bogen: ’The Wealth of Nations’ (1776). Republikanernes valg-putsch i 2000 blev gennemført af en valgalliance mellem bibelbæltets mainstream evangelister (The Southern Baptist Conference) og de ultrakonservative republikanere, med det resultat, at G.W. Bush af USA’s højesteret blev udpeget som præsident, selv om Al Gore rent faktisk vandt valget. Den nyudpegede præsident blev straks belejret af storkapitalens lobbyister. De ville have ham til at droppe de mærkelige miljøvenlige tanker, han havde rodet rundt med som falleret oliespekulant, eksalkoholiker, genfødt kristen og populær guvernør af Texas. Republikanerne havde jo først og fremmest kørt ham frem som præsidentkandidat på grund af hans personlige hang til Bibelen og dødsstraf. Og nu regnede Big Business og Jesus – i den rækkefølge – med en ordentlig portion af sejrskagen. USA’s Kongres har altid været under dagligt pres fra ’K-Street’ (lobbyfolkets tilholdsgade) med krav om mindre indblanding fra staten og mere magt/penge til det private erhvervsliv. Hele verden elsker ’fortællinger’, specielt om deres fortid, men amerikanernes selvopfattelse defineres ligefrem af små mere eller mindre autentiske beretninger. Jeg tænker bl.a. på den berømte hændelse under borgerkrigen, da unionens øverste general, Ulysses S. Grant, lå camperet med sine tropper for foden af en vigtig høj. I tre døgn havde Johnny-rebel forsvaret stillingen med succes. De blå unionstropper var demoraliserede og trætte. Ulysses sad i sit telt og søgte trøst i en flaske Jack Daniels Tennessee-sourmash. Inden generalen fik set bunden af flasken, tog en opsætsig adjudant affære, rev flasken fra bordet og kastede den op ad bakken. »Hov, hov«, udbrød Ulysses, »flasken var ikke tom!«. Hvorefter han styrtede op ad bakken med svovlende udråb og fremdraget sabel for at hente flasken. Tropperne myldrede frem fra teltene og var vidne til deres elskede generals solofremrykning. De fulgte efter og indtog højen. Dette var en af krigens afgørende sejre. Sådan kan det gå i USA. Derfor beundrer vi amerikanere. De har længe været et af verdens mest optimistiske, hårdtarbejdende og foretagsomme folkefærd. Men nu er den eventyrlige epoke slut. For første gang tror de ikke længere på fremtiden og på, at deres børn får et bedre liv. Deres ledere har så eftertrykkeligt svigtet dem. Der findes i dag i USA en Sort Gulag: To millioner sorte borgere sidder i fængsel. På ethvert tidspunkt er hver tiende sorte mand mellem 20 og 30 år indespærret, og i aldersgruppen 30-40 år har hver tredje sorte mand afsonet en alvorlig fængselsstraf. Målt efter europæiske kriterier er arbejdsløsheden høj, hvilket bekræftes af seriøse amerikanske firmaer, som skønner, at arbejdsløsheden er 20-25 procent. De officielle tal er langt lavere, fordi arbejdsløse automatisk fjernes fra statistikken efter 6 måneder, ingen registreres som arbejdsløse, hvis blot ét familiemedlem har arbejde, og omvandrende landarbejderfamilier uden fast bopæl tages heller ikke med i beregningerne. I USA kan de fleste lavtlønnede fyres fra dag til dag uden nogen form for kompensation. Deres adgang til lægehjælp er begrænset til nødtørftig behandling i hospitalernes nedslidte velgørenhedsafdelinger. Spædbørnedødeligheden i USA er 10 gange større end i Danmark og den største blandt verdens industrialiserede lande. Lægehjælp synes ikke at være en menneskeret; tværtimod betragter visse kredse offentligt støttet lægehjælp som et onde: det første trin mod et ufrit samfundshelvede. I 60’erne udtalte den senere præsident Ronald Reagan, at hvis lægehjælp blev gratis »... bliver du og jeg i vore solnedgangsår nødt til at fortælle vore børn og deres børn, hvordan livet var i Amerika dengang, menneskene var frie«. Sundhedssystemet er blandt verdens dyreste og ringeste: 60 millioner amerikanere har ikke adgang til almindelig lægehjælp, og endnu flere har ikke råd til livsvigtig medicin. Rammes et familiemedlem af en alvorlig sygdom, er behandlingsomkostningerne så store, at en husstand med mellemindkomst ruineres. Udgifter til de livstruende sygdomme dækkes nemlig kun af de dyreste sygeforsikringer. Til gengæld bruger private forsikringsselskaber enorme juridiske ressourcer på at undgå udbetalinger til kunderne. Social nødhjælp er en opgave for kirkelig velgørenhed. Efter Bushs valgsejr i 2004 prøvede de konservative endda at demontere hele Social Security Administration (folkepensionssystemet) og overføre pengene til private forsikringsselskaber. Det blev heldigvis Det Hvide Hus’ største nederlag, siden Dick Cheney flyttede ind. Vender vi blikket mod uddannelsen af den brede befolkning, ser det heller ikke så godt ud. 30 procent af USA’s befolkning tror, at Solen kredser omkring Jorden. 50 procent, at Jorden og Adam og Eva er skabt for cirka 6.000 år siden, og 70 procent mener, at dinosaurer og mennesker færdedes samtidig på Jorden. Man har jo set filmen. Det går ned ad bakke for USA’s industri. Fabrikkerne er nedslidte. Stålindustrien er forældet og ude af stand til at opfylde moderne kvalitetskrav. Motorvejsbroer, som er bygget med inferiørt amerikansk stål og dårligt vedligeholdte, falder sammen. Bilindustrien importerer kvalitetsstål, men alligevel er amerikansk producerede motorkøretøjer af ringe teknisk kvalitet med skandaløst dårlige køreegenskaber, elendig sikkerhed, indretning og holdbarhed. Dertil kommer, at USA’s bilpark også er verdens mest forurenende. Ses bort fra finanscentrenes millionbyer, er de fleste bykerner ved at rådne op og ligner nu futuristiske visioner om forfald ... Infrastrukturen kan ikke følge med det øgede forbrug. Ferskvandressourcerne er utilstrækkelige og afhængige af import fra Canada. Men hvad siger de ærkekonservative efterkommere af pilgrimene? Da jeg i 1983 besøgte min storebror i en fredelig lille by på Long Island, hilste jeg hver morgen på naboen; en lille gammel dame, der hejste flaget tidligt hver morgen. Jeg begyndte at vinke til hende og gøre honnør for flaget. Hun smilte glad og fornøjet. Da jeg spurgte min bror, hvem hun var, blev han straks forskrækket. »Hør nu her. Hun er vældig sød, men meget gammel og skrøbelig. Du må aldrig snakke politik med hende, for tænk, hvis hun falder om! Hun nedstammer fra pilgrimmene og er en femtendegenerations Daughter of the American Revolution«. (DAR’s medlemmer skal kunne bevise, at de er genetiske efterkommere af pilgrimmene eller personer, der kæmpede for amerikansk uafhængighed i årene omkring 1776). »Don’t worry, Gene. I think she likes me«. »Oh, God!«, sagde min bror på trods af sin ateistiske indstilling. Den følgende morgen dukkede jeg ekstra tidligt op på Genes friserede frontlawn – iført hvid skjorte og slips. Da flaghejsningen var gennemført, gav jeg tegn om, at jeg meget gerne ville præsentere mig. Hun nikkede glad. Efter formaliteterne spurgte hun, hvor jeg kom fra. »Denmark«. »Ah! Europe. And what do Europaens think of our president?«. »We have the feeling that Mr. Reagan doesn’t like Europeans«. »Well I’ve got news for you, young man; he doesn’t much like Americans either!«. Inden vi sagde farvel, spurgte hun mig, om jeg var interesseret i hendes mening om George W. Bush, hvortil jeg nikkede begejstret. »Young man« (jeg var lige fyldt 66 år) »the president of the United States is surrounded by good old boys who don’t give a hoot about the United States of America«. Hvordan er det kommet så vidt? Verdensdepressionen fra (1929-1945) gjorde de fattige fattigere og de rige rigere, Men F.D. Roosevelt gennemførte i 30’erne en ny social- og finanslovgivning (New Deal), der forsøgte at redde kapitalismen fra totalt sammenbrud. Efterkrigsårenes mere socialbevidste demokratiske præsidenter som J.F. Kennedy og Lyndon Johnson formåede ikke at fortsætte Roosevelts linje. Det store skred skete imidlertid først i starten af 80’erne, da republikanerne fik flertal i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, og Reagan blev taget i ed som USA’s 40. præsident. Forinden havde 200.000 af hans laissez faire-idealister allerede indtaget den centrale administration i Washington D.C. og to tredjedele af delstaterne. Nogle af deres ledere endte i fængsel, men deres talrige efterkommere sidder stadig ved skrivebordene. Det lykkedes ikke Clinton at gennemføre væsentlige forbedringer for USA’s fattige. Det var stadig Reagans gamle garde, som dominerede bureaukratiet og hindrede udførelsen af vedtagne nye love. Clinton havde ikke magt til at skifte dem ud. Til gengæld lykkedes det Clinton at balancere statens budget, hvilket han blev kanøflet for i Washingtons magtkorridorer. En sund offentlig økonomi understøtter statens magt, hvilket dybest set er i modstrid med de ultrakonservatives ønske om en svag statsmagt. Bush sigtede mod en endnu større samfundspolarisering og svagere statsmagt. Han har fornyet dereguleringen af pengeinstitutter og finansverden, afviklet eller direkte saboteret alle offentlige kontrolinstanser, omlagt skattelovgivning til fordel for de rigeste, ophævet miljølovgivning og gennemført en privatisering af fængselssystemet og militæret. Formuer bliver nu liggende sikkert i de rigtige lommer. Statens pengekasse er tom og handelsregnskabet et kæmpebjerg af I Owe You (IOU)-lapper. Lidt efter lidt opdager amerikanere, at selve pengekasserne er væk. Det frie marked er afviklet. Dollaren falder, og levevilkårene for den lavere middelklasse og de fattige forværres dag for dag. Underskud på både statsbudget og handelsbalancen gør det umuligt for staten at rette økonomien uden upopulære drastiske politiske og sociale indgreb. Økonomiske realiteter har overhalet demokratiet indenom, og destabilisering af den demokratiske grundstruktur i USA er således allerede gennemført. Man undrer sig over, at USA’s voodoo-økonomi ikke for længst har lagt landet i ruiner. Længe har kreditboblen været lokomotiv i økonomien. Centralbanken holder hånden over implicerede finansinstitutter, som får lov til at høste deres ekspropriationsgevinster fra ramte boligejere og forgældede borgere. Private spekulanter reddes fra konkurs og fængsel, medens den endelige økonomiske nedsmeltning udskydes til efter valget i november 2008. At hele miraklet overhovedet har holdt sig kørende så længe, skyldes hovedsagelig Gud – og tre andre faktorer. For det første, at dollaren har været verdens internationale anker-valuta siden slutningen af Anden Verdenskrig. To og tre: Man havde dengang et stort velkørende produktionsapparat og en kæmpe guldreserve. Nu er selv dollaren i stort omfang erstattet af private IOU venture-vouchers: certifikater designet og udstedt af superenergiske Wheelers and Dealers i alle døgnets 25-26 timer. Men der er også gode nyheder: Småkriminalitet betaler sig ikke længere i USA. Amerikanske fængsler bugner. Trods et lunefuldt, hævnfikseret socialt og raceskævt rets- og straffesystem og en mangel på kontrol med skydevåben kører lov og orden-systemet uanfægtet videre. Systemet er en succes: Siden 11. sept. 2001 er kun en halv mio. amerikanere blevet truet med et skydevåben, og i løbet af sidste år blev færre end 60.000 faktisk beskudt. Ordensmagten bruger sine ressourcer med stor effektivitet mod irriterende ’small-time troublemakers’. Derudover har USA’s landbrugsministerium afskaffet sult i Amerika. Ordet ’hunger’ optræder nemlig slet ikke i årsrapport om sult i USA år 2006. Til gengæld er et nyt begreb opstået: ’low food security’. Sådan kan man godt ordne mange fattigdomsproblemer. Volden i det amerikanske samfund er ikke ny. Erobringen af kontinentet fra indianerne, opståen af Sydens gentile, dog ultrabrutale slavebaserede samfund og en rædselsvækkende borgerkrig med et drabstal på over 200.000 afslører en dybtliggende amerikansk råhed og smag for dødbringende hardware. USA er ved at forvandle sig fra et kapitalistisk demokrati til en corporatstat, hvor erhvervslivets, retsvæsnets og ordensmagtens interesser smelter sammen som fælles garant for Lov og Orden og Fred og Ro. Irak-eventyret regnes for at være mislykket, men er faktisk en ubetinget forretningsmæssig succes. Det går langt bedre end de mest optimistiske forventninger. Irak er nu totalt udplyndret og 96 procent af deres aktiver er i udenlandske lommer. De resterende 4 procent tager de lokalt organiserede kriminelle sig nok af. Det er endda lykkedes de okkuperende magter at få papkasser med 300 ton pengesedler fra USA’s Federal Reserve Bank til at forsvinde i den irakiske ørken. En imponerende bedrift for et ’ineffektivt’ samfund. Til sidst er der et par ubesvarede spørgsmål, som mænger sig på: George W. Bush er i hvert fald en fuldblods texaner. I mange år var han vant til at nedskylle sine grillbøffer med straight bourbon whiskey, indtil Laura tørlagde ham. Han kunne vel ikke som Commander-in-Chief finde på at indføre undtagelsestilstand inden valget i 2008? Er det for meget at håbe, at et par daglige hyrdetimer i selskab med Jack Daniels kunne få præsidenten til at indskrive sig i historien, som Ulysses S. Grant gjorde i 1863?