Den demokratiske senator Barbara Boxer fra Californien ser som de øvrige demokrater frem til i morgen, når USA efter otte års republikansk styre får en demokratisk præsident, støttet af et demokratisk flertal i Kongressen. Alligevel advarer hun allerede nu Barack Obama: »Vi er ikke potteplanter. Vi vil sige vores mening«, udtalte hun sidste mandag efter flere samtaler med den kommende præsident om hans økonomiske udspil. Andre demokrater går endnu videre og gør det klart, at de vil have indflydelse på landets politik, og at Barack Obama gør klogt i at samarbejde med dem. Det er ikke tomme trusler. For nok er USA’s præsident ’verdens mægtigste mand’. Men han fungerer i et demokrati, hvis fædre etablerede et system med såkaldte ’checks and balances’ for at hindre, at præsidenten ikke udviklede sig til en ny monark eller diktator. Det var et af de vanskeligste spørgsmål, da forfatningsfædrene trådte sammen i 1781, og siden har medlemmerne af Kongressen oppe på toppen af Massachusetts Avenue og præsidenten samt hans medarbejdere nede i den anden ende kæmpet for at sikre sig så stor en del af magten som muligt. Derfor undrer det ikke en erfaren kender af systemet som forskeren Thomas Mann fra tænketanken Brookings Institution, at demokraterne allerede nu advarer den kommende præsident. »Reid, Pelosi, Feinstein og andre demokrater i Kongressen sender signaler om, at de er medlemmer af en uafhængig gren af det politiske system, og at de ikke er løjtnanter i præsidentens hær«, udtaler han til avisen San Francisco Chronicle. THOMAS MANN henviser til de ledende demokrater i Kongressen. Dianne Feinstein, Californiens anden senator, brokkede sig f.eks. i sidste uge over, at Barack Obama ikke havde rådført sig med medlemmerne af Senatets magtfulde udvalg for efterretningsvæsenet, før han udnævnte Leon Panetta til ny direktør for CIA. Få timer efter Dianne Feinsteins beklagelser ringede både Barack Obama og den kommende vicepræsident, Joe Biden, til senatoren, som allernådigst tog imod deres undskyldninger. Andre demokrater i Kongressen sætter allerede nu spørgsmålstegn ved den kommende præsidents økonomiske plan, som han ventes at fremlægge i denne uge. Nogle mener f.eks., at planen til over 700 milliarder dollar ikke er tilstrækkelig ’ambitiøs’, og den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, insisterer især på én ting: medindflydelse. Hun har gjort det helt klart, at Barack Obama vil få store problemer, hvis han i de kommende måneder tager alt for store hensyn til republikanerne eller de såkaldte ’blue dog democrats’, konservative demokrater, som havde stor indflydelse under Bill Clinton. Disse advarsler er ikke tilfældige, mener den politiske journalist John Harris fra netavisen The Politico. For Barack Obama har aldrig lagt skjul på, at han hører til i det politiske centrum, og at han foretrækker kompromiser frem for konfrontation. Han er også meget bevidst om, at hans moderate program og bredt favnende optræden i valgkampen sikrede opbakning fra store dele af de hvide mellemlagsgrupper, der sikrede præsident George W. Bush en solid valgsejr i 2004. Den analyse deler hovedparten af demokraterne, men de insisterer på retten til ikke kun at se den nye præsident over skulderen, men også til at påvirke de udspil, han fremlægger. FORELØBIG lader Barack Obama til at lytte til advarslerne, hvilket er klogt. For i 1993-1994 gik det frygtelig galt for Bill Clinton på trods af, at han ligesom Barack Obama rådede over et solidt flertal i Kongressen, og på trods af, at han ligesom Barack Obama vakte store forhåbninger, da han rykkede ind i Det Hvide Hus. To år senere led præsident Clinton og demokraterne et sviende nederlag ved midtvejsvalget til Kongressen. En af mange forklaringer var, at han ikke havde sikret sig den nødvendige opbakning blandt sine egne partifæller i Kongressen til sin politik. I den efterhånden omfattende litteratur om Bill Clintons otte år i Det Hvide Hus peger historikere og journalister stort set alle på, at sydstatspolitikeren og guvernøren Bill Clinton – ligesom en anden guvernør og sydstatspolitiker, Jimmy Carter – få år før kom til Washington D.C. med ringe kendskab til det politiske liv i hovedstaden og en indgroet foragt for det. De bildte sig begge ind, at de kunne lave det om, og med sig bragte de deres egne folk fra hhv. Arkansas og Georgia. ’Washington-insiders’ var ikke i høj kurs, og de kom begge til at betale regningen. Den fejl har Barack Obama ikke begået. Hans transition team, der har ledet overgangen fra den nuværende til den kommende administration, bliver ledet af en erfaren kender af spillet i hovedstaden, John Podesta. Som tidligere stabschef for præsident Clinton i Det Hvide Hus og mangeårig deltager i det politiske liv er han selve symbolet på ’The Potomac-man’, som Washington Post-journalisten Dana Milbank kalder den særlige kaste af mænd og kvinder, som lever af politik. ’The Potomac-man’ kommer i forskellige afskygninger, fra stabschef Rahm Emanual til udenrigsminister Hillary Clinton og hundredvis af de anonyme rådgivere, som kommer til at dominere livet omkring ’verdens mægtigste mand’. BARACK OBAMA har ikke samlet mennesker med de mest kreative og sprudlende ideer om sig. Men hans regering og rådgiverstaben i Det Hvide Hus – der i det amerikanske system ofte har større magt end ministrene – er folk, som enten har en solid fortid i Washington eller mennesker som Arizona-guvernøren Janet Napolitano, der har ry for at være problemknusere, dygtige administratorer og skrappe til at sælge varen. Holdet er også karakteristisk ved, at der langtfra er tale om ’yes-men’. Kommende ministre som Tom Daschle (sundhed), Hillary Clinton (udenrigs) eller Janet Napolitano (indre sikkerhed) vil ikke nikke begejstret, hver gang deres nye chef åbner munden. De vil give ham modspil, og hans kommende chef for National Security Council i Det Hvide Hus, tidligere general James Jones, blev i årene som øverstkommanderende for Nato kendt som en meget direkte og åbenmundet person, der sagde tingene ligeud. Det tyder på, at den kommende præsident er indstillet på at lytte og bruge sine medarbejdere, ligesom hans hyppige kontakter med ledende medlemmer af Kongressen viser, at han fra dag et har forstået, at han ikke skal isolere sig i Det Hvide Hus. Det har tidligere kostet mange præsidenter dyrt. For selv om Barack Obama i morgen bliver verdens mægtigste mand, vil det hurtigt gå op for ham, at han skal dele magten med andre.