SÅ – hvis Mellemøsten ligner sig selv, kan vi nu vente dels et stykke palæstinensisk hævn efter Israels voldsomme krig i Gaza, dels et langt skænderi om ansvaret for krigen. For sådan er det. I Mellemøsten konkurrerer israelere og arabere gerne om lidelse og skyld, ikke om generøsitet og forsonlighed. Én lektie er umulig at komme uden om. Og det er den mest deprimerende af alle, skønt den også rummer det mest paradoksale håb. Lektien er: Vold virker. Alle aftaler indtil dato – mellem Israel på den ene side og Egypten, PLO, Jordan og Syrien på den anden – har som forudsætning haft , at de to parter har ført krig. At de har vist, at de ikke finder sig i noget, men på den anden side også har indset, at de ikke kan udradere den anden. Nu skal vi se, hvordan volden i Gaza har virket. Israel satser på at have demonstreret, at det ikke finder sig i raketter. Hamas håber at have demonstreret, at man ikke kan knække palæstinensisk selvstændighedstrang. Der er altid en oprører mere. I Gaza er det ’nemt’ nok. Palæstinenserne skal have chancen til at opbygge en ny stat uden at true sine naboer. Og Israel skal lade Gaza i fred uden at indespærre palæstinenserne til lands, til søs og i luften. De vil næppe mistro hinanden mindre i dag, så det er i lige så høj grad op til os andre i omverdenen. Israel må indstille sin blokade. Men eftersom palæstinenserne ikke kan eller skal være afhængige af israelsk velvilje, er det op til Egypten at sikre, at Gaza får en åben grænse for handel og trafik til den arabiske verden. Og det må være op til Europa at sikre, at Gaza får en åben havn på Middelhavskysten. Nato-lande plus symbolsk deltagelse af et par arabiske lande må beskytte den israelsk-palæstinensiske grænse. Og det vil være op til de arabiske olielande og Verdensbanken at tilbyde giga-investeringer i palæstinensisk udvikling. I modsat fald kan vi bare vente på næste krig. Det er på Vestbredden og i Østjerusalem, at fredshåbet skal stå sin prøve. Al tradition tilsiger, at det vil mislykkes. Men spørgsmålet er: Har Israel og palæstinenserne på Vestbredden testet hinanden så ultimativt – så destruktivt – at de nu er klar til fred? Eller skal de gennem en ny intifada og en ny krig først? Hverken krig eller den tænkelige tredje intifada vil ændre på forudsætningen for den eneste mulige fred. Israel må opgive Vestbredden og sine bosættelser dér, medmindre de to parter kan enes om en tilsvarende udveksling af land. Palæstinenserne vil aldrig acceptere mindre. Israelere og palæstinensere må også deles om Jerusalem. Hvis de vil have fred. Israels venner har vendt ryggen til, at de israelske bosættere har inddraget stadig mere palæstinensisk jord og flyttet stadig flere israelere ud på Vestbredden. Hvis vennerne stadig vil være venner, må de nu hjælpe med at overbevise israelerne om, at bosættelserne skal opgives, hvis de vil fred. Det er nu, Israel har chancen for at vise, at det foretrækker forsonlighed og fred frem for mere krig som den i Gaza. Grænsen fra juni 1967 er det eneste mulige kompromis i realiteternes verden og kun med de ændringer, som de to parter kan enes om. Og ligesom i Gaza er den internationale opgavefordeling klar på Vestbredden. Nato – den eneste magt, Israel og palæstinenserne vil stole på – må enten optage Israel som nyt medlem eller sætte sine soldater på Vestbreddens grænse for at understrege, at konfliktens historie skal være slut. Israel må tillade passage af varer og mennesker mellem Gaza og Vestbredden. Jordan må sikre en åben grænse til den arabiske verden, så palæstinenserne ikke skal være afhængige af israelerne. Og også her må arabiske olielande og Verdensbanken investere massivt i palæstinensisk udvikling. Inden for disse grænser og aftaler ligger fredens mulighed. Alt andet er en illusion. Men det fordrer, at så store kameler skal sluges, at en ny intifada er en mere sandsynlig udgang og derfor også mere krig. Og hvem siger i øvrigt, at fred er den normale tilstand? Det har i hvert fald ikke været normalt i flere tusinde års mellemøstlig historie.