Et særligt underholdende aspekt af iransk politik er det spirende repertoire af politiske vittigheder, der cirkulerer i det offentlige rum.

Det er ikke usædvanligt at støde på unge mennesker – alene eller i grupper – der sidder bøjet over deres mobiltelefon i offentlige parker, på cafeer eller i indkøbscentre i færd med at læse eller sende sjove tekstbeskeder. Af alle de vittigheder, der florerer – om klassiske emner som sex, religion og etnicitet – er det vittighederne om politiske personligheder og den politiske verden, der er genstand for størst opmærksomhed, ikke blot blandt de iranske unge, men også hos de statslige myndigheder.

Ikke blot harmløs underholdning
Vittighederne om Ahmadinejad, for eksempel, er gået rent ind hos de unge, som udgør en stor del af befolkningen. Unge under 30 år tegner sig for langt størstedelen af det hastigt voksende telekommunikationsmarked i Iran, hvor der ifølge målinger sendes 20 millioner sms-beskeder daglig.

At vittigheder ikke blot er harmløs underholdning, blev klart i 2005, da ministeriet for telekommunikation forsøgte at nedlægge sms-tjenester.

Rygtet vil vide, at en af de vittigheder, der gjorde grin med Mahmoud Ahmadinejads personlige hygiejne, kom præsidenten selv for øre. Ikke overraskende fandt han ikke vittigheden tilnærmelsesvis morsom og beordrede sms-tjenesten nedlagt.