Udvikling har været på dagsordenen siden Anden Verdenskrig.
Mellem 1950 og 1995 modtog udviklingslandene over en billion dollar alene i hjælp – i det, der svarer til 1995-dollar. Alligevel lever millioner stadig under usle vilkår, plaget af sygdomme og hærget af borgerkrige. Det sker, mens det økonomiske skel mellem udviklingslandene og de mere velhavende lande bliver stadig dybere. Disse forhold er velkendte. Alle ved det. Men det eneste denne viden afstedkommer, er en monoton opremsning at undskyldninger: Udvikling er svært at måle. Det tager lang tid. Vi skal bare have justeret på parametrene osv. Imens tyder antallet af udviklingsfiaskoer på, at det er udviklingstankens grundantagelser, der er noget i vejen med. Udviklingstanken OPRINDELIG blev udviklingstanken startet af Truman lige efter Anden Verdenskrig. I hans berømte fjerde paragraf bekendtgjorde han, at det var nødvendigt, at den vestlige verden gjorde sine videnskabelige og økonomiske fremskridt tilgængelige for verdens underudviklede områder. Hjælpen skulle bringe resten af verden op på det vestlige niveau. Økonomisk hjælp var vejen til en sådan udvikling. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var helt så enkelt at skabe udvikling. Folk var trods alt forskellige, de levede under forskellige vilkår og havde forskellige værdisystemer. Og når udviklingshjælp fejlede, var det, fordi man undervurderede den menneskelige faktor, dvs. folks tro, værdier og motivationer. Økonomisk udvikling kan kun opnås, hvis den baseres på kultur, blev det bl.a. fremført af Unesco. Både Unesco og hjemlige Danida læner sig i denne sammenhæng op ad den klassiske antropologiske definition, som ser kultur som en totalitet baseret på fællesforståelsen af f.eks. verden, religion og kønsroller. Danida’s strategipapir for 2004-2008 er således helt og aldeles udarbejdet ud fra denne antagelse om ’integreret’ kultur – antagelsen om, at der er en tæt sammenhæng mellem f.eks. et folks regeringsform, dets kønsroller mv. og så samfundets generelle velfærd. Dårlig regeringsførelse FATTIGDOM skyldes i denne optik dårlig regeringsførelse og mangel på demokratisering. I værste fald leder denne fattigdom til religiøs fanatisme. Ifølge Danida kan problemet løses ved, at alle får mulighed for at øve indflydelse på deres samfund gennem fredelige og demokratiske valg. Demokrati giver de fattige mulighed for at gøre deres indflydelse gældende og ændre på deres situation. Antagelsen er altså, at man ved at ændre på folks adfærd og deres samfundsinstitutioner kan udvikle deres samfund. Den hidtil fejlslagne udviklingspolitik tyder dog på, at den kulturelle virkelighed netop ikke virker på denne måde – og kultur bør da heller ikke ses som et integreret system. For som nobelpristageren og medudvikleren af kompleksitetsteorien Prigogine har fremført, så er integrerede systemer statiske og deterministiske. De har ikke evnen til at forandre karakter. Og hvis der er noget, den menneskelige historie viser, er det evnen til forandringer. Europa er gået fra et statssystem baseret på kongedømmer til at være baseret på demokratier. For at sådanne skift kan finde sted, må der være nogen, der ikke er integreret i den bestående orden. Der må med andre ord være plads til, at nogen kan bryde ud – eller ind. Det er med andre ord folks interaktion, der skaber grundlaget for samfundets institutioner, som f.eks. dets regeringsform. Men disse former kan ikke reduceres til det, folk går og foretager sig i deres dagligdag, som mest af alt består af et virvar af individuelle projekter. Så hvis man udefra ændrer på f.eks. et lands styreform, behøver det ikke at have nogen indflydelse på folks hverdagsliv. At kræve demokratier i udviklingslandene skaber derfor ikke nødvendigvis udvikling. Et komplekst system HVIS VI ser kultur som et komplekst system, så er der ikke nødvendigvis noget fælles overordnet værdisystem, som folk går i takt til. Derfor skal man ikke forvente, at det vil simre gennem hele systemet og forandre det grundlæggende, hvis man udefra ændrer på institutioner eller kræver en ny regeringsform. Det sker kun i integrerede systemer. I komplekse systemer har vi lokal interaktion i en lokal kontekst – baseret på umiddelbare interesser – som kun deles på et meget generelt niveau. Det betyder, at bistand til ulandene burde være et spørgsmål om at stimulere lokal interaktion på de lokales præmisser. Da kulturel kompleksitet er koblet til energiforbrug (i en eller anden form) fra omgivelserne, betyder det også, at man i udviklingsøjemed bør øge mulighederne for dette. Dvs. øge mulighederne for bevægelse af folk, ting og informationer i og mellem landene. Danida er inde på, at frihandel er en vigtig faktor for udvikling, men det bør følges op af en infrastruktur i ulandene, der kan bevæge ’energien’ rundt i samfundene. Dømt til at fejle DET SIGER også sig selv, at enhver form for handelsembargo mod regimer, man ikke kan lide, er dømt til at fejle. Diktatorer trives i isolation. I stedet gælder det om at øge folks muligheder for at udveksle ’energi’ med omgivelserne og give dem muligheder for at interagere i forhold til dette, som de nu måtte ønske. Mikrokreditter til de fattige synes f.eks. at være et skridt på vejen. Moderne udviklingshjælp handler således generelt set om at øge mulighederne for lokal interaktion med omgivelserne – og lade dem selv om resten.
