Sune Auken skyder i Politiken 9. januar skarpt mod universitetsloven

Han har i sin analyse ret i, at universiteterne er udsat for mismanagement – og at universitetsloven bør revideres – men det er faktisk universitetsforskningen, der har fået den værste behandling. Sune Auken refererer til 2003-loven, som på to områder adskiller sig fra sin forgænger fra 1993, nemlig ved at indføre bestyrelser med eksternt flertal og ved udpegning af universitetslederne – af rektor, dekaner og institutledere – i stedet for valg. 1993-loven var et radikalt brud med fortiden, idet den flyttede ledelsesansvaret fra de forskellige kollegiale organer til konkrete personer (lederne). Loven var en helt nødvendig reform, som sikrede en præcis ansvarsplacering og dermed bedre handlekraft, f.eks. i personalepolitikken. Når politikerne valgte at gennemføre endnu en lovændring allerede i 2003, skyldtes det dels en alt for langsom implementering af 1993-loven, dels en rent ideologisk modvilje mod det medarbejderdemokrati, som også var et vigtigt element i 1993-loven. Derfor blev det – uden yderligere omtanke – besluttet, at ledere ikke skulle vælges, men udpeges ovenfra. For tilmed at få et organ, der kunne udpege rektor, måtte man indføre en bestyrelse med eksternt flertal. Håndstyret af politikerne DENNE BLEV ganske vist solgt med et løfte om større frihedsgrader og større bevillinger til universiteterne, hvilket siden har vist sig ikke at holde stik. Tværtimod bliver universiteterne på alle væsentlige områder fortsat håndstyret af politikerne og Videnskabsministeriet – gennem særlige bevillinger, akkrediteringer, udviklingskontrakter, lønfastsættelse osv. Det er min vurdering, at 2003-loven gik for vidt i den formelle fratagelse af forskernes indflydelse på udvælgelsen af ledere. (Den midlertidige DTU-vedtægt havde en mere rimelig formulering, der tvang rektor og forskere til at finde institutlederen i fællesskab.) Men der er ikke noget i 2003-loven, der forhindrer en fornuftig dialog mellem topledelse og menige om udvælgelse af de rette ledere. 2003-loven bør – og kan – på disse områder let forbedres, eksempelvis ved at sikre forskerne formel indflydelse på lederudvælgelsen og ved en bedre dialog mellem bestyrelsen og de akademiske råd.
Skurken er forskningsbevillingssystemet MEN DEN HELT STORE skurk er ikke 2003-loven. Skurken er forskningsbevillingssystemet. Egentlig var det de nye bestyrelser, der var udset til at få ansvar for de øgede bevillinger. Men det ansvar har bestyrelserne aldrig fået: Således er alle de ekstra bevillinger, som efter 2003 er tilført universiteterne, nemlig tilført uden om bestyrelserne i form af dedikerede bevillinger til konkrete forskningsprojekter. Mens de samlede bevillinger til universiteterne således er vokset, har bestyrelserne kun kunnet administrere en mindre og mindre del af dem. Det er synd for bestyrelserne, som må se sig selv kørt ud på et sidespor, men det er værre for forskningen og samfundet. Politikernes beslutning om at kanalisere bevillingerne ud til universiteterne i projektform skyldes en dobbelt mistillid til universiteterne (nu inklusive bestyrelserne): For det første tror politikerne ikke, at forskerne laver noget. For det andet tror politikerne ikke, at de vælger at forske i ’det rigtige’. Hvis man ikke tror, at forskerne laver noget overhovedet, så må forskningsmidlerne ’konkurrenceudsættes’ og uddeles i tidsbegrænsede klumper, så forskerne hele tiden gør deres yderste. Og hvis man ikke tror, at forskerne er i stand til at vælge de rigtige forskningsområder, må politikerne jo selv bestemme og sætte overskrifter på de midler, der tilføres. Det er umuligt at konkurrere BÅDE DE tidsbegrænsede bevillinger og de politisk udvalgte forskningstemaer er med til at underminere universitetsforskningen: De tidsbegrænsede bevillinger forhindrer langsigtet planlægning både af forskningen selv og af bemandingen af universiteterne. Universitetet kan selvsagt ikke ansætte forskere i faste stillinger for midlertidige bevillinger, hvilket gør det svært eller umuligt at konkurrere om de bedste forskere. Det gælder naturligvis ikke mindst ved rekruttering af internationale forskere. De politisk valgte forskningstemaer har en anden effekt: De tvinger forskerne til at springe rundt i forskningsemnerne, hvilket igen forhindrer langsigtet planlægning, både på individuelt og institutionelt plan. Med 10 års erfaring som universitetsleder er det min helt klare vurdering, at outputtet af tidsbegrænsede bevillinger, og især de tematiserede, er klart ringere end resultaterne af stabile bevillinger. Det skyldes tabet af de ressourcer, som både de dygtigste forskere og administrative medarbejdere må lægge i ansøgningerne, men det skyldes først og fremmest, at forskerne ikke kan forfølge de udfordringer, som opstår i deres og kollegers arbejde, men i stedet må forholde sig til politikernes ønsker. Massive samfundsmæssige tab Der er massive samfundsmæssige tab ved, at der politisk udvælges forskningstemaer, der enten ikke har forskningsmæssige løsninger (f.eks. ledig forskningskapacitet), eller som trækker forskere væk fra mere givende projekter. Når universitetsloven anklages for at give mindsket forskningsfrihed, er det altså en kortslutning af to faktorer: En formel ledelsesbeføjelse med hjemmel i universitetsloven (faktisk allerede 1993-loven), og et forskningsbevillingssystem, der prioriterer projektbevillinger. Men det er det sidste, der er afgørende. Konsekvensen her og nu er andenrangsforskning fra de eksisterende førsteklassesforskere. På lidt længere sigt må universiteterne affinde sig med andenrangsforskere: Man kan ikke lokke de bedste hjerner til at påtage sig forskningsopgaven, hvis hverken lønnen eller arbejdsvilkårene er konkurrencedygtige. En selvforstærkende konsekvens RESULTATET AF dette politiske mismanagement er færre forskningsresultater. At det også giver mindre tilfredse universitetsforskere er en ærgerlig og selvforstærkende konsekvens. Men for en samfundsmæssig vurdering er det de mistede forskningsresultater, der er afgørende. Min samlede vurdering af universitetspolitikken er altså, at hvor universitetsloven er uhensigtsmæssig, men dog til at leve med, så er det bevillingssystemet, der for alvor dumper i en vurdering af universitetsforskningen i Danmark.