Onsdag i denne uge kunne justitsminister Brian Mikkelsen (K) præsentere en række nye tiltag i bandekrigen.
Der kan da også være fornuftige argumenter for at lave nye tiltag, f.eks. en øget præventiv indsats, men der er også nogle skjulte indsatser og problemstillinger, som pakken ikke direkte omtaler: I 2006 blev 160 betjente flyttet fra NEC (Rigspolitichefens Nationale Efterforskningsstøttecenter) til PET (Politiets Efterretningstjeneste), fordi PET fik til opgave at bekæmpe den hårde organiserede kriminalitet. Disse 160 mand har der imidlertid ikke været talt meget om i de seneste måneders beretninger om bandekrigen. I februar 2006 hed det ellers i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, at: »PET’s ansvarsområde udvides med den alvorligste organiserede kriminalitet. Herved menes kriminalitet, der er kendetegnet ved at have en professionel, international eller grænseoverskridende karakter, og som begås under anvendelse af vold, trusler og våben i svært tilgængelige miljøer, hvor sikkerhedsniveauet er højt«. Dette betyder altså på papiret, at det ikke kun er Københavns Politi, der står med opgaven om at bekæmpe banderne, men at PET også er involveret. Vi må altså antage, at PET – og for den sags skyld også NEC – bruger en del ressourcer på bandekrigen. Men vi ved det ikke, fordi PET’s arbejdsområder ikke bliver diskuteret i offentligheden. Hvilket betyder, at offentligheden ikke nødvendigvis kender hele indsatsen over for banderne – på godt og ondt. DET ER VEL kun rockerkrigen i slutningen af 1990’erne, der kommer på linje med den aktuelle bandekrig. På daværende tidspunkt var der massiv mandsopdækning. Og grunden til, at det skabte resultater, var bl.a. en strategi, hvor politiet kombinerede mandsopdækningen med aflytning af mobiltelefoner mv. Politiet stresser på den måde de kriminelle til at begå fejl og tale over sig – og derfor kan bandepakkens del om udvidet telefonaflytning ses som en direkte lære af 90’ernes rockerkrig. Men en anden central og vigtig måde at få informationer på fra miljøerne var og er informanter. Problemet er bare, at politiet ikke ligefrem har behandlet alle deres informanter lige godt – med eksrockeren Dan Lynge som et grelt eksempel, hvor politiledelsen viste sig at få kollektivt hukommelsestab i forbindelse med retssagen. På denne måde opfordrer man jo ikke ligefrem andre til at hjælpe. HVIS VI VENDER os mod en anden indsats – for at sammenligne, hvor ressourcerne bliver brugt bedst – er det nærliggende at se på Christianiaindsatsen, fordi denne har stået for en stor del af ressourceforbruget i politiet. Hanne Bech Hansen anslog ifølge Politiken 27. februar 2008, at der skulle bruges 1.500 betjente på døgnbasis i indsatsperioden, og at der derefter skulle bruges ca. 345 på døgnbasis i de følgende seks måneder. Desværre kender offentligheden ikke det præcise ressourceforbrug, fordi sådanne tal ifølge daværende justitsminister Lene Espersen (K) ikke kan opgøres. Hvilket jo er interessant, eftersom politiet skal registrere deres ressourcetidsforbrug i deres Poltid’s-system ... Derfor burde det naturligvis være muligt at finde frem til tidsforbruget – antal årsværk. ARGUMENTATIONEN for Christianiaindsatsen var desuden ikke, at der døde folk på Christiania. Argumentationen dengang var alene, at man ville hashhandlen til livs. Nu hvor nogle borgere på Nørrebro og i andre dele af København føler sig meget utrygge, og hvor der bliver slået almindelige mennesker ihjel, skulle man tro, at en indsats i samme størrelsesomfang som Christianiaindsatsen ville være passende. Det burde med andre ord nok være muligt at holde lidt bedre styr på både de nye medlemmer og de ca. 950 bandemedlemmer, som i dag er kendt af politiet (jf. rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg). Mon ikke mange betjente gerne ville yde en ekstra indsats i bandekrigen, hvis de fik muligheden? For os andre virker det bare underligt, at justitsministeren har lanceret strategien mod banderne som en »ny strategi«, fordi han samtidig fortæller, at strategien er den samme, som fik Al Capone i fængsel. Som bekendt blev Capone fængslet i 1932 for skattesvindel, men man kan da i givet fald kun håbe, at det aktuelle samarbejde mellem Skat og politiet i Danmark er bedre, end det var mellem FBI og det amerikanske skattevæsen. Dengang var FBI – i sin jagt på kommunister – kun i ganske sporadisk omfang optaget af organiseret kriminalitet. Man kan i den forbindelse spørge, om PET i dag – i sin jagt på terrorister – er lige så lidt optaget af den aktuelle bandekrig? DEN NYE bandepakke indeholder retfærdigvis en række interessante tiltag. På den korte bane kan man håbe, at banderne er lemfældige nok til at gå med eller opbevare skydevåben på deres bopæl, således at de kan varetægtsfængsles og dermed flyttes væk fra gaden. Zoneforbuddet vil muligvis have en effekt, hvis der er betjente nok til at håndhæve det – og det er ikke få betjente, der skal bruges i en sådan sammenhæng. Udvisninger og hårdere straffe har dog ingen effekt i de miljøer. Hvis det var tilfældet, skulle vi have set en effekt af de stramninger, der allerede er gennemført. Og et centralt problem vil stadig stå tilbage: Hash- og narkohandlen er blevet en indbringende forretning for mange af bandemedlemmerne, efter at magtbalancen blev forrykket – bl.a. som følge af Christianiaindsatsen. Hvis der ikke bliver gjort noget ved bandernes indtægtskilder, vil opgøret blive ved med at ligge latent i områderne og mellem banderne. Mægling kan være en mulighed, men bandernes organisering er sandsynligvis ikke samme hierarkiske model som rockernes i 90’erne; de er mere løstkoblede i dag, hvilket gør politiets indsats sværere og mere tidskrævende. SAMTIDIG er politiet presset ressourcemæssigt på andre områder. Allerede nu bliver det indskærpet over for stationerne i hele landet, at der ikke må opbygges overarbejde, bl.a. fordi det kommende klimatopmøde vil trække mange ressourcer; og så er der også det store underskud på 340 millioner fra 2007 og 2008. Det bliver altså ikke sidste gang, vi hører om manglende ressourcer i politiet – eller ekstra bevillinger.
