Det danske arbejdsmarked befinder sig i vadestedet mellem flaskehalse og arbejdsløshed.
Selv om arbejdsløsheden stiger i mange fag, er der stadig rekrutteringsproblemer i andre. I den situation er det godt, at vi har flaskehalsbevillingen. Det er en særlig bevilling, som politikerne siden 2007 har afsat på finansloven, og som jobcentrene kan bruge til at opkvalificere de ledige til områder med arbejdskraftmangel. Vi har undersøgt, hvordan flaskehalsbevillingen fungerer i to beskæftigelsesregioner, og har fundet, at der er problemer både med den økonomiske og den indholdsmæssige styring af bevillingen.
Hovedproblemet med økonomistyringen er, at jobcentrene først op til to år efter, at de har haft en udgift over flaskehalsbevillingen, ved, om de faktisk får udgiften refunderet. Som en af de chefer, vi har interviewet, formulerer det, så arbejder jobcentrene »nærmest lidt i blinde«, når de bruger penge fra bevillingen. Forbruget styrer bevillingen Beskæftigelsesregionerne fordeler i udgangspunktet bevillingen ud fra jobcentrenes andele af regionens arbejdskraft og arbejdsløshed. Men i sidste ende er det den andel, som staten og kommunen i det enkelte jobcenter har brugt af de samlede flaskehalsudgifter i regionen, der afgør, hvor mange udgifter de får refunderet. Derfor står flere kommunale jobcenterchefer i dag og skal bede deres kommunalbestyrelser om en ekstrabevilling for penge, der er brugt på flaskehalsbevillingen i 2007, men som jobcentret ikke får dækket, fordi de andre jobcentre har brugt relativt flere midler fra bevillingen. Langsomme kommuner Tanken med incitamentssystemet har været at motivere jobcentrene til at bruge rigtig mange flaskehalsmidler. Men det kræver, at de løbende kan følge med i de andre jobcentres forbrug over bevillingen.
