Optakten til G20-landenes møde i London i denne uge har udstillet manglen på en global enighed om, hvordan krisen skal tackles.

Mens USA og England ønsker en globalt koordineret efterspørgselspakke, har EU-landene mere lyst til at diskutere skrappere regler for den internationale kapital. England og USA sigter med andre ord på at bringe verden ud af den økonomiske krise, mens de fleste EU-lande – med Tyskland i spidsen – fortsat har fokus på den finansielle krise. England og USA har i denne sammenhæng fat i den lange ende. Der er absolut behov for at ændre de forhold, der ledte til den finansielle krise, men det vil ikke mindske den økonomiske krise, hvis resultatet af G20-landenes møde ’blot’ bliver øget regulering af hedge-fonde og skattely.
USA’s kolde tyrker VERDENSØKONOMIENS grundlæggende problem er, at en del vestlige lande med USA i spidsen er blevet afhængige af kapitaloverførsler fra Asien. Den strøm af billige penge er nu afbrudt, og USA’s kolde tyrker har nedkølet hele verdensøkonomien. I denne situation er fikseringen på den finansielle sektor fejlslagen. Der er behov for at stabilisere patienten, før man begynder at nedtrappe misbruget. Et fortsat fokus på at stoppe stimulanserne øger blot de uønskede bivirkninger – negativ vækst, arbejdsløshed og politiske og sociale problemer. Der må gøres noget ved de grundlæggende årsager til problemet; det kroniske handelsunderskud i USA og de asiatiske landes handelsoverskud. Den europæiske tilgang til krisen er dog forståelig: EU rummer således de globale problemer i mini-udgave. En række lande er imod store stimulipakker, da den øgede efterspørgsel risikerer primært at gavne de lande uden for euro-området, hvis valutaer devaluerer. Det er i princippet et velkendt problem, og i sin essens er euroen den institutionaliserede løsning mod konkurrerende devalueringer. Problemet er, at ikke alle EU-lande er med i euroen, og at landene udenfor delvist kan eksportere krisen ved at devaluere deres valutaer. Det er allerede sket i England, Sverige og en række østeuropæiske lande. Nogle vil sige, at det er markedskræfterne, der har fået disse valutaer til at devaluere. Det er i en vis forstand korrekt, men devalueringerne er alligevel udtryk for den politiske beslutning om ikke at gå med i euroen – og for den efterfølgende økonomiske politik. Tyskland har derfor gode grunde til at vægre sig ved en europæisk finanspolitisk ekspansion. For det første må Tysklands del af en europæisk stimulipakke være en del større end Tyskland relative størrelse. For det andet vil en finanspolitisk ekspansion især skabe øget efterspørgsel i Tysklands nabolande, hvis valutaer er devaluerede. To grundelementer Problemet er blot, at verden som helhed højst sandsynligt fortsat har brug for en koordineret efterspørgselsstimulering. En sådan koordination har mindst to grundelementer; en finanspolitisk ekspansion, der kan få pengestrømmene til at flyde igen, og en valutakurspolitik, der kan sikre, at man kan kontrollere strømmens retning. Indtil videre har valutakurspolitikken ikke været en del af agendaen forud for G20-mødet. En række begivenheder gør dog, at det kan ændres: For det første besluttede den schweiziske nationalbank 12. marts at intervenere i markedet for bevidst at devaluere sin valuta. Schweizerfrancen faldt prompte 3,6 pct. over for euroen. Den slags bevidste devalueringer har hidtil været fraværende, men kan åbne op for, at andre lande følger samme kurs. For det andet udtrykte den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, på en pressekonference bekymring for værdien af de lån, som Kina har givet USA ved at købe amerikanske statsobligationer. Det er næppe tanken om en amerikansk statsbankerot, som plager Wen Jiabao, men snarere frygten for, at USA bevidst devaluerer dollaren og dermed den kinesiske obligationsbeholdning. USA har på sin side gennem længere tid beskyldt Kina for bevidst at holde sin valuta undervurderet. Kina har hidtil afvist at ændre sin valutakurspolitik. Til gengæld fik den amerikanske nationalbanks opkøb af amerikanske statsobligationer i forrige uge dollaren til at falde. Det er i stigende grad almindeligt med interventioner, der devaluerer valutaen. Finansielle ekspansioner Der er derfor behov for, at G20-landene overvejer, hvordan valutakurserne i en vis grad låses fast. Forudsigelige valutakurser synes at være en forudsætning for, at de nationale regeringer kan få bevilling til flere finansielle ekspansioner. Ellers vil ekspansionerne fremstå som direkte overførsler til lande med billige valutaer. Et nyt valutakursregime er imidlertid et større skridt end de tiltag, som hidtil har været overvejet. De hidtidige tanker om at reformere den internationale valutafond og tilføre den flere midler giver langt færre bindinger på de nationale regeringer. Det er en af grundene til, at valutakurserne endnu ikke er på agendaen. Men mon ikke emnet nok skal blive debatteret, når Gordon Brown tager imod de 19 andre statsoverhoveder på torsdag? DER ER HISTORISK præcedens for, at kriser ændrer de grundlæggende spilleregler omkring verdens valutakurser. Krisen i 1929 førte til, at guldstandarden blev afskaffet. Efter Anden Verdenskrig låstes verdens valutaer fast over for dollaren (som var låst i forhold til guldprisen), mens USA’s økonomiske problemer i starten af 1970’erne tvang præsident Nixon til at ophæve USA’s forpligtelse til at veksle dollar til guld. Dermed blev flydende valutakurser den mest fremherskende model i den vestlige verden. Måske er en ny model på vej nu.