Langfredag flager man her i landet på halv stang.
Mange danskere vil vide, at dagen markerer Jesu død på korset og dermed er selve grundlaget for den kristne tro. Påsken er da også kristendommens og den danske folkekirkes vigtigste fest, fordi vi på søndag, påskedag, fejrer Jesu genopstandelse. Men det er de færreste danskere, der besøger kirken af den grund. Det gør vi i højere grad til jul. Folkeligt er påsken blevet afløst af julen som den fest, der markeres stærkest. I Danmark ’holder vi jul’ og ’fejrer jul’, men stort set ingen spørger hinanden, hvor påsken skal holdes eller fejres. Der bliver snarere spurgt: »Hvor skal I hen i påsken?«. TIDLIGERE VAR langfredag en stille dag, hvor tankerne blev helliget mindet om Jesus, og hvor alt derfor var lukket. Nu er det hellige indhold i påsken gledet i baggrunden, og man kan overalt gå i teatret eller til koncert denne dag. En medvirkende årsag til dette er helligdagslovgivningen, der gennem de seneste 300 år langsomt er blevet mildnet. I 1700- og 1800-tallet var maskerader, baller, skuespil og dens slags forbudt på helligdage. I 1900-tallet var offentlige forlystelser stadig forbudt bl.a. skærtorsdag, langfredag og påskedag. VED EN modernisering af loven i 1963 ophævedes forbuddet for skærtorsdags vedkommende, hvor det f.eks. blev muligt at gå biografen efter kl. 14. Først med endnu en lovændring i 1991 er det nu blevet tilladt på alle helligdage, herunder påskens. I dag bruger vi da også påsken til fornøjelser frem for mindehøjtidelighed. Uanset at påskens religiøse element stort set er forsvundet til fordel for en markering af forårets komme, har enkelte af påskens symboler et religiøst ophav: Når lammekølle er en traditionel påskespise, og når små hvide lam er en del af påskens udsmykning, hænger det bl.a. sammen med Bibelens fortælling om de 10 plager på Moses’ tid. Ved den 10. plage advarede Gud Farao om, at hver familie i Egypten ville miste deres førstefødte søn. Døden ville dog passere forbi de hjem, hvor der på dørstolperne var smurt blod fra et ungt får. Moses og hans folk fulgte rådet – og deres sønner overlevede. Som en tak til Gud har jøderne siden hen ofret lam til påske. DA DANMARK endnu var et katolsk land, indrettede befolkningen sig flere gange om året på at skulle faste. Det var i nogle tilfælde en enkelt dag ad gangen, i andre tilfælde flere sammenhængende dage. Den længste fasteperiode på 40 dage op til påsken blev afskaffet med reformationen i 1536. MAN OPRETHOLDT dog sidenhen et madmæssigt mådehold, som har eksisteret helt op til midten af det 20. århundrede. En spartansk kost var med til at understrege de første påskedages alvor. I 1800-tallets danske bondesamfund spiste man skærtorsdag søbekål – dvs. suppe tilsat hakket kål – eller kålsuppe kogt på flæsk eller fårekød med syv eller ni slags kål i. Kunne man ikke skaffe ni slags kål, måtte man spæde til med andet grønt. For os i dag virker kålsuppe måske ikke så festligt, men det har været noget særligt at flotte sig med mange slags kål. LANGFREDAG stod den på byg- eller rugmelsgrød efterfulgt af lørdagens ’skidne æg’, dvs. hårdkogte æg med sennepssovs, som stadig kendes i dag. Fra gammel tid har lørdag desuden været benævnt ’skidenlørdag’, fordi man denne dag fjernede skidt og snavs, gjorde rent og vaskede – og det er altså derfra, at retten ’skidne æg’ har sit navn. Æg har i det hele taget haft en særlig betydning i forbindelse med påsken. I den katolske tid fejrede man fastens afslutning ved bl.a. at spise æg, gerne mange flere, end man ellers var vant til. Helt op til vor tid har æg for størsteparten af den danske befolkning været en forholdsvis sjælden og dermed kostbar madvare. Man spiste derfor ikke æg til daglig, men mest ved særlige lejligheder. Som det ofte er tilfældet med gamle traditioner fra bondesamfundet, var der også en mere jordnær årsag til, at netop æg var en foretrukket spise til påske. Gennem hele vinteren lagde hønsene på grund af den mørke vinter kun ganske få eller oftest slet ingen æg. Foråret varslede en ny ægproduktion. Ægget blev derfor også opfattet som et symbol på nyt liv og på frugtbarhed og som noget, der har en særlig livskraft i sig. AT FEJRE påskedagene med særligt gode madvarer er altså ikke nyt, men tværtimod en gammel og stærk tradition. På mange af nutidens påskeborde er det ikke ligefrem mådehold, der er fremherskende. Vi bruger ofte påskefridagene ved frokostborde med rigeligt af både vådt og tørt. Ligesom maden er en vægtig del af julens indhold, er mad og drikke også blevet et gennemgående element i den måde, vi bruger påskedagene på. Som ved juletid kan vi også i disse dage få en til lejligheden fremstillet stærk øl. I PÅSKEN pynter vi op med forårsfarver og symboler på forår og nyt liv. Vi holder fri, lader op efter en lang vinter og nyder, at den lyse tid er begyndt. Vi bruger helligdagene til at mødes med familie og venner, spise god mad, gøre bilen forårsklar, arbejde i haven, gå i Zoo med børnene, tage i sommerhuset eller rejse udenlands. Måden, vi i Danmark bruger påskedagene på, er i lighed med julen tydelige eksempler på de seneste årtiers sekularisering. Det religiøse budskab er gledet i baggrunden, men vi har stadig brug for mærkedage, hvor traditioner og skikke holdes i hævd. De skaber mening, tryghed og sammenhæng i en travl hverdag. Det religiøse budskab er gledet i baggrunden, men vi har stadig brug for mærkedage, hvor traditioner og skikke holdes i hævd. De skaber mening, tryghed og sammenhæng i en travl hverdag.
