Det er en ny verdensorden«, sagde den britiske premierminister, Gordon Brown, ved afslutningen af G20-mødet i London 3. april 2009.

»Vi har lagt fundamentet til et nyt progressivt internationalt samarbejde«, sagde han og blev mødt af et ekko fra Barack Obama. »Ud fra enhver målestok er dette møde historisk«, lød det fra den amerikanske præsident. De udtalelser blev tolket i lyset af den finansielle krise og den økonomiske redningspakke, som G20-landene lancerede. Men et lige så vigtigt, og overset, resultat fra G20 var måske netop en ny politisk verdensorden. G20 blev etableret som en mere permanent struktur og overskygger pludselig G8. Verdensbanken og ikke mindst Valutafonden blev genfødt efter lang tids krise. Og mest markant: FN-systemet blev fuldstændig marginaliseret. De tendenser kan og vil komme til at tegne omridset af en ny politisk verdensorden. SELVE ETABLERINGEN af G20 – en selvbestaltet klub uden megen demokratisk legitimitet – som en permanent international struktur er epokegørende. Det er vigtigt at erindre, at der faktisk i FN eksisterer et økonomisk og socialt råd, ECOSOC, med mandat til at diskutere og håndtere internationale økonomiske problemstillinger. Men med 54 medlemmer – fra Somalia og Saint Lucia til USA og Kina – er dette råd helt ude af stand til effektivt at håndtere globale økonomiske kriser. G8 har længe været undermineret af manglende legitimitet og mangel på en række stadig mere centrale aktører. Derfor opstår G20. Men G20 er en falliterklæring for FN. Med etableringen af G20 er vi kommet tæt på ’det økonomiske sikkerhedsråd’, der i årtier har været diskuteret, men som der aldrig har kunnet blive enighed om i FN. Vinderne fra G20-mødet var derudover Den Internationale Valutafond og Verdensbanken. Det er de to centrale institutioner, der blev skabt i lyset af 1930’ernes økonomiske krise og Anden Verdenskrig. De blev skabt med Lord Keynes som den centrale drivkraft og keynesianismen som den centrale filosofi. Men de har haft det svært i de sidste årtier: I stigende grad gjort overflødige af den neoliberale filosofi og anti-keynesianisme, som de selv var med til at promovere; overflødiggjort af et stadig mere diversificeret internationalt lånemarked, hvor ikke mindst kineserne stod klar med lån til de lande, der ikke ville acceptere kravene fra de to internationale institutioner; og ramt af manglende opbakning fra de stadig stærkere udviklingslande, der berettiget har kritiseret, at de, trods stigende økonomisk pondus, ikke fik mere indflydelse. Tværtimod fortsatte den 60 år gamle og forældede procedure for besættelse af lederposterne, hvor USA besatte topposten i Verdensbanken, og europæerne snuppede direktørstolen i Valutafonden. På G20-mødet fik de store og stadig stærkere udviklingslande, fra Kina til Brasilien, løfte om øget indflydelse, en ændret politik (»tiden med Washington-konsensus er forbi«, som det lød fra Gordon Brown) og en mere gennemskuelig proces for udpegning af lederne af de internationale finansielle institutioner. Vi vil med stor sandsynlighed opleve, at en af topposterne næste gang går til en person fra et af de store udviklingslande. Til gengæld for indrømmelserne accepterede de store og stærke udviklingslande Valutafonden og Verdensbanken som de centrale institutioner i håndteringen af den globale økonomiske krise. De store udviklingslande, der traditionelt ville have kæmpet for en langt mere central placering for FN, blev købt ud – eller måske rettere ind. VALUTAFONDEN fik derfor på G20-mødet en regulær genfødsel. Det gælder både i formidlingen af international krisefinansiering, hvor langt de fleste af de ekstra lån kanaliseres gennem Valutafonden. Og det gælder i reguleringen af de internationale finansmarkeder, hvor fondens mandat blev ændret, styrket og udvidet. Dagsordenen er ikke længere den deregulering og liberalisering af kapitalmarkederne, som Valutafonden aggressivt pressede på for i 1980’erne og 1990’erne. Nu står den på regulering og stimulering. Keynes blev også genfødt. Verdensbanken kom ligeledes fra G20-mødet med et styrket mandat. Banken skal stå i spidsen for indsatsen over for de fattigste lande og får flere penge til en række nye instrumenter og initiativer. De sidste års reformer skal videreføres. MEST MARKANT var det dog, at FN blev seriøst svækket. Der henvises ikke et eneste sted til FN som en central organisation, drivkraft eller aktør. De eneste henvisninger til FN-systemet er til FN’s arbejdsorganisation, ILO, der med sin treparts-konstruktion spiller en vigtig rolle i en tid med stigende arbejdsløshed. Derudover henvises til klimaforhandlingerne i december i regi af FN’s klimakonvention, UNFCCC. En mere total ydmygelse af FN-systemet kan man dårligt forestille sig. Mange vil sige løn som forskyldt. Elendige rekrutteringsprincipper, langsommelige og bøvlede beslutningsgange, utallige og ukoordinerede underorganisationer og ekstrem træghed i reformprocessen har været med til at underminere verdensorganisationen. Ban Ki-moon har vist sig som en svag generalsekretær, der alt for ofte giver efter for pres for mere eller mindre (ja endda for meget) udemokratiske medlemslande. Opbakningen til FN er derfor på et historisk nulpunkt. Men det er stærkt foruroligende – ikke mindst for de fattigste og mindste udviklingslande, som ikke har mange andre steder at gå hen. Det er foruroligende, fordi en række globale problemstillinger – fra menneskerettigheder til miljø – kan blive svækket. Det er foruroligende, fordi, ja fordi det er FN. EN NY VERDENSORDEN er på vej. Skabt som altid af en global krise. Alt tyder på, at vi vil se en ny og stærk akse mellem G20, Verdensbanken og Valutafonden. FN er i krise. Der er i den grad brug for at genoplive en anden del af arven fra Lord Keynes: nemlig at visionære internationale ledere sætter sig ved det globale tegnebræt og skaber en demokratisk og legitim, men effektiv og engageret international arkitektur.