En gang, før verden gik af lave, var det sådan, at arbejderen fødtes ind i Socialdemokratiet, husmanden tog bolig hos de radikale, bonden slog sig ned i Venstre, mens borgerskabet flokkedes i Det Konservative Folkeparti.
Ikke kun som vælgere, men i høj grad også som partimedlemmer. LO og Socialdemokratiet gik hånd i hånd. Mellem DA og de borgerlige partier var relationerne tætte, og Venstre handlede ikke, før partiet havde konfereret med landbrugets organisationer. Medierne var også mere eller mindre knyttet til de politiske partier. Alt åndede fryd og fred – robusthed og stabilitet. I denne ’verden af i går’ blev større lovgivningsinitiativer forberedt i kommissioner, hvor alle det stabile systems interessenter sad ved bordet sammen med et mindre antal ’uafhængige eksperter’. Og når de barslede, kunne man i de fleste tilfælde være sikker på, at alle væsentlige interesser havde været hørt. Derfor var det stort set uden risiko, når en regering ’spillede ud’. Regeringen kendte sine pappenhejmere. Sæd og skik lå fast – og til den hørte brugen af brede kommissioner. SÅ GIK VERDEN af lave. Ved jordskredsvalget i 1973 blev det gamle partimønster sprængt. Vælgernes faste tilknytningsforhold til partierne gik i opløsning. De blev kunder i et politisk supermarked, hvor de shoppede rundt efter dagens bedste tilbud. I hobetal forlod de medlemskab af partierne. De faste forbindelser mellem organisationer og partier blev flydende. Medierne brød med politikerne. Loyaliteten var væk. Nu handlede det om læser- og seertal. I denne fagre, nye verden måtte også hævdvunden sæd og skik vige. Derfor kunne kommissioner heller ikke længere være garanten for, at alle interesser og synspunkter var taget i ed. Det er ikke sært, at fornyelse og modernisering blev kernen i den politiske ordbog. Verden var ændret, og politikken måtte følge med. Derfor blev brugen af kommissioner mindre og deres formål anderledes. Mens de i de gode gamle dage sad efter sæd og skik, blev de nu instrumenter i nøje planlagte strategier. DET SKYLDES, at politisk stabilitet nu er erstattet af uforudsigelighed, usikkerhed og foranderlighed. Det er blevet sværere at være politiker. Bestandigt skal der manøvreres mellem reformers nødvendighed i en omskiftelig verden og befolkningens benhårde krav om fastholdelse af grundlæggende tryghed og sikkerhed. Strategien handler altså for det første om en afbalancering mellem nødvendig fornyelse og befolkningens tryghedsnarkomani. Det kan være svært nok, men oven i hatten kommer så regeringens afbalancering mellem på den ene side at ville kontrollere forberedelsen af de nødvendige reformer – og holde kortene tæt ind til kroppen – og på den anden side at sikre reformernes legitimitet. Det sidste kalder på inddragelse af ’uafhængige eksperter’ og brug af repræsentanter for de berørte interesser. GÅR DET GALT med den strategiske afbalancering, går det grumme galt. Det oplevede Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet ved efterlønsindgrebet i 98/99. Han og partiet havde stærk kontrol over forberedelsen, men da resultatet blev kendt, var legitimiteten i bund. Det lærte politikerne af, og det betød en ny og anderledes relation mellem politikere og vælgere (kontraktpolitik) – og i den sammenhæng en ny og anderledes, mere strategisk, brug af kommissioner. Derom skrev den daværende beskæftigelses-, nu finansminister Claus Hjort Frederiksen i kølvandet på Velfærdskommissionens rapport og det efterfølgende velfærdsforlig en prisværdig åben kronik. Hans udgangspunkt var netop spændingen mellem reformbehov og sikring af befolkningens trygge rammer. Derfor måtte strategien være at ’gøde jorden grundigt for reformer’ – og det kan man bl.a. bruge kommissioner til. De kan skabe forståelse og modne en sag. De kan sylte en sag eller trække den i langdrag. Og de kan – afhængigt af hvordan regeringen agerer – sikre, at regeringen i en lang periode bevarer sin handlefrihed, herunder friheden til efterfølgende at kalde en kommission for politisk tonedøv. Regeringen kan bruge kommissionen som ’spejder’, der sendes ind i mineret ’fjendeland’. (Et spøjs billede i et parlamentarisk demokrati, men ikke ganske virkelighedsfjernt). Derfor er det også blevet almindeligt, som Hjort Frederiksen også skrev, at nye kommissioner udstyres med pålæg om at være offensive, åbne og debatskabende: foredrag, kronikker, interview og debatpjecer er blevet en del af kommissionernes arbejde. I ’FJENDELANDET’ opererer spejderen med risiko for at træde på de udlagte miner. Så slipper regeringen for risikoen. Risikofrit – for en kommission kan altid underkendes – håber regeringen, at kommissionen kan overvinde mulig skepsis, vinde tillid for en reform ved at vise dens nødvendighed, sætte den ind i en større sammenhæng, forklare dens baggrund, antyde dens indhold og måske mobilisere en vis ’krisebevidsthed’ eller ’offervilje’ i ’fjendelandets befolkning’. Hjort Frederiksen skrev i sin kronik: »Regeringens italesættelse af problemerne og det konkrete arbejde med at løse dem skaber tryghed i befolkningen og accept af behovet for reformer«; men det er nu – bortset fra udarbejdelsen af et kommissorium – ikke regeringen, der ’italesætter’. Regeringen er den strategiske feltherre, der lader ’spejderne’ italesætte det ubehagelige. Det er spejderne, der bærer dødsrisikoen, herunder risikoen for at blive skudt af feltherren selv. Netop herved fastholder regeringen sin strategiske handlefrihed. Og er det lykkedes spejderne at finde vejen ind i ’fjendeland’, betrædes den med stor forsigtighed af feltherren, der ofte lader den virksomme reform erstatte af den nænsomme. Og så kan feltherren og spejderne se frem til at mødes forud for næste slag, thi det kommer, når det virksomme erstattes af det nænsomme. MENS POLITIK, da sæd og skik herskede, var befolkningens delen sig efter anskuelser, har den nu fået meteorologiens karakter. Politikerne stikker fingeren i vejret for at vejre, hvad vej vinden blæser. Og just som vejrhaner og spejdere kan kommissioner og deres medlemmer have en nyttig funktion – ikke mindst for politikere, der er bange for vælgerne.
