0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

EP-kandidaterne bliver yngre

Spidskandidaterne er i gennemsnit blevet 11 år yngre siden sidste Europaparlamentsvalg. Kan det unge hold skabe fornyet interesse for EU?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den socialdemokratiske spidskandidat, Dan Jørgensen (th.), er betragteligt yngre end sin forgænger, Poul Nyrup Rasmussen. Her ses de med V-kandidaten, Jens Rohde, og tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen. Foto: Claus Bjørn Larsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ved det forestående valg til Europaparlamentet stiller en række af partierne med unge kandidater i spidsen for deres kampagner.

Sammenligner man gennemsnitsalderen for spidskandidaterne for de lister og partier, der stiller op ved dette og de to forudgående valg, er gennemsnitsalderen for spidskandidaterne denne gang markant lavere.

Som det fremgår af tabellen, er gennemsnitsalderen 43 år for spidskandidaterne ved valget søndag 7. juni 2009. Ved valget til Europaparlamentet i 2004 og 1999 var gennemsnitsalderen henholdsvis 54 år og 56 år. Der er altså tale om en markant foryngelse blandt spidskandidaterne, som kan have afgørende betydning for valgets udfald og lysten til at stemme ved valget.


Ved tidligere valg til Europaparlamentet har der været tendens til, at en eller flere meget kendte og erfarne politikere har taget store dele af stemmerne hos de traditionelt to største danske partier i parlamentet – Socialdemokraterne og Venstre.

Det gjorde sig bl.a. gældende for Poul Nyrup Rasmussen ved valget i 2004 med 407.966 stemmer og for Bertel Haarder ved valget i 1999 med 180.974 stemmer. Der har været tale om så markante personligheder, at de ikke bare har taget hovedparten af stemmerne, der tilfaldt deres eget parti, men også har kunnet flytte stemmer.

Stemmefordeling mere jævn
Denne gang stiller Socialdemokraterne med den forholdsvis ukendte Dan Jørgensen som spidskandidat, og Venstre forsøger at give Jens Rohde comeback i politik. Begge kandidater kender det politiske spil efter en periode i Europaparlamentet for Dan Jørgensens vedkommende og en markant periode som politisk ordfører for Venstre for Jens Rohdes.

Alligevel har ingen af disse kandidater Nyrup og Haarders potentiale som stemmeslugere. Det skyldes bl.a. det manglende kendskab til dem i brede kredse af befolkningen og den trods alt begrænsede politiske erfaring, når der sammenlignes med fortidens stemmeslugere i begge partier.

Implikationen af dette kan blive, at stemmerne på liste A og V fordeles mere jævnt ud over kandidaterne, end tilfældet har været tidligere.

Endvidere er det mindre sandsynligt, at de to kandidater kan flytte stemmer fra andre lister til deres eget parti, som Nyrup og Haarder har kunnet gøre det. Denne mulighed ligger ved det forestående valg måske snarere hos Bendt Bendtsen, der som sine to forgængere som stemmeslugere kan præsentere både kendthed og massiv politisk erfaring.

Facebook, Twitter og blogs
Valgdeltagelsen ved Europaparlamentsvalg er ofte meget lav. I 1999 og 2004 var den på henholdsvis 50,5 pct. og 47,89 pct. En meningsmåling i DR fra Interresearch tegnede ganske vist et andet billede i forhold til valgdeltagelsen denne gang: Fire ud af fem vælgere tilkendegav således, at de agtede at stemme.

Men hvordan forklarer man dette? En mulig forklaring kan være, at de mange unge kandidater har formået at få grupper af vælgere, der normalt ikke har interesseret sig for valg til Europaparlamentet, til at fatte interesse for emnet.

Der ses således en tendens til, at de unge kandidater i høj grad bruger moderne kommunikationsværktøjer som Facebook, Twitter og blogs og derved taler til andre grupper af vælgere, end en traditionel valgkamp til Europaparlamentet ville kunne gøre. Dette gælder f.eks. den radikale spidskandidat, Sofie Carsten Nielsen.

Det er dog næppe hele forklaringen, idet det utvivlsomt også vil have indflydelse på stemmeprocenten, at der samme dag holdes folkeafstemning om tronfølgerækkefølgen, der også vil kunne være med til at trække folk til stemmeurnerne.

Siddende MEP'er markant ældre
Gennemsnitsalderen for de danske medlemmer af parlamentet, der i dag i de sidste uger inden valget står i spidsen for deres partis gruppe, er tankevækkende nok markant højere, end gennemsnitsalderen ville have været, hvis det var de samme personer, der var blevet valgt ved valget i 2004.

Det skyldes, at Anders Samuelsen er blevet afløst af Johannes Lebech og Gitte Seeberg af Christian Rovsing.

Gennemsnitsalderen er nu 59,5 år, og den meget høje gennemsnitsalder på det nuværende danske hold i parlamentet kan måske også være med til at forklare vælgernes ønske om fornyelse og lyst til at stemme.

Politisk affyringsrampe

Den markant lavere gennemsnitsalder kan dog også hænge sammen med, at karrieren som europaparlamentariker ikke er en karriere for livet. Det kan således sagtens være blot et trin på karrierestigen, hvor målet er andre poster og placeringer i dansk politik.

Europaparlamentet blev eksempelvis kun et meget kort stop på vejen for Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, der som bekendt havde andre ideer om nye alliancer. Det samme gjorde sig gældende, da Helle Thorning-Schmidt brugte Europaparlamentet som politisk affyringsrampe for en karriere i dansk politik.

Tiden vil vise, om Jørgensen, Rohde og Sofie Carsten Nielsen også er at finde i Europaparlamentet om fem år, hvis ministerposter eller andre spændende tillidshverv skulle byde sig til i dansk politik.