I kampens og sportens verden har den vel altid været en del af spillet: Håneretten.
Det er den, man kan vinde, når man slår hjemmeholdet. Så kan man pege fingre – i bussen på vej ud af byen – ad de slukørede lokale. Det er en overenskomst, som begge parter mere eller mindre velvilligt tiltræder. Dagbladet B.T. reklamerer endda med ’håneretten’ som en del af præmien i deres fodboldmanagerspil, hvor de som appetitvækker angiver, at der er »… ingen gode undskyldninger for, at du ikke skulle spille med (…) og kæmpe om 100.000 kroner eller bare respekten og håneretten på arbejdspladsen og blandt vennerne«. Interessant er det i den forbindelse, at ’respekt’ og ’håneret’ tilsyneladende kan kobles til hinanden. HÅNERETTEN ER langsomt, men sikkert også ved at blive indført i de dele af kulturen, hvor man ellers har sat en vis ære i at behandle hinanden med respekt. Før i tiden var hånen faktisk kun et redskab, som særligt arrogante anmeldere tog i brug. Den trivedes især inden for litteraturkritikken – med den berømte indledning til en debutanmeldelse ’Anmelde denne bog? Det skulle da være til politiet’ som klasseeksempel. Men normalt blev hånen så efterfulgt af legitimerende, fagligt underbyggede værdidomme. Den stod sjældent alene. Efter de famøse Muhammed-tegninger er der imidlertid sket et skred. Den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen blev for nylig udnævnt til Årets Idealist for sin kamp for ytringsfriheden, i stærk konkurrence med Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Bonnichsen udtalte rammende i den forbindelse: »Vores ytringsfrihed er et redskab til at beskytte dem, vi ikke kan lide. Modparten siger, at vi også har håneretten«. Måske var det med tegningerne, at skredet blev tydeligt, for mange af tegningerne var netop udformet, som om afsenderne mente, at de besad håneretten. Dermed tog vi, i hvert fald efter danske forhold, et kvantespring i den udvikling. Vi ’vandt’ håneretten, fordi ytringsfrihed herefter også kunne defineres som retten til at ytre sig hånligt. DEN TENDENS spreder sig over en lang række kulturfænomener. I den ene ende af skalaen repræsenterer f.eks. den stand up comedy, der i de sidste 15 år er blevet en uomgængelig magtfaktor i dansk underholdning og medieliv, en variant af selv samme fænomen. I bund og grund hviler stand up-komikerens legitimitet på, at han eller hun kan få publikum til at acceptere, at komikeren har håneretten. Noget, der også var drivkraften bag f.eks. radioprogrammer som Tæskeholdet med dets blanding af ungdommelig kækhed og aggression blandet med den selvbevidste tiltagen sig håneretten. Den måske største musikalske landeplage sidste sommer var også båret af håneretten: Sys Bjerres sang om den forsmåede pige, der er blevet udmanøvreret af Malene, var med et elegant twist udtryk for samme tendens: ’Jeg finder mig ikke i at blive forladt. Så nu etablerer jeg et scenarie, hvor jeg genvinder håneretten over dig, ved at rasere din lejlighed’: »Er vi så enige om, at det var sidste gang du fucked med mig?«, slutter hun hånligt. Det hører med til historien, at der kort efter dukkede et modsvar op, forfattet af Mattias Lysgaard, der lige præcis gik på, at hans figur i sangen genvandt håneretten. Den kristne grundlære om at vende den anden kind til har ingen plads i det 21. århundredes selvbevidste, men usikre menneske. HÅNERETTEN SOM udtryk for behovet for selvafstivning er måske trods alt også den bedste forklaring på, hvorfor fænomenet florerer så åbent i øjeblikket. I en kultur, hvor beskedenhed ikke længere er en dyd, (men udtryk for manglende forståelse af behovet for selvpromovering), er hånen pludselig ikke længere problematisk. Mig-generationens ikke særligt udfoldede evne for empati, kombineret med mediesamfundets overbetoning af lykken ved at ’være på’, er en kraftig cocktail – og grænserne for, hvad man kan sige offentligt, er flyttet. Måske i takt med at mobiltelefonien har fjernet begrebet ’intimsfære’ fra det offentlige rum. Dette dyrkes til yderligheder i en række tv-programmer. TV 3-udsendelsen ’Kniven på struben’, hvor mesterkokken Bo Bech skulle hjælpe restauratører med at få deres skrantende virksomheder på fode, blev også et studie i hånerettens udøvelse. Under mottoet »jeg er bare ærlig« udnævnte Bech f.eks. et restauratørpars mad til »tivolimad og turistfælde«. Michelin-stjernen i baglommen gav som den naturligste ting af verden håneretten over de klart mindre sofistikerede kolleger. Dermed bragte udsendelsen stilen fra den britiske originaludgave med Gordon Ramsey ind i dansk tv-kokkekultur, der ellers er præget af finurlig hygge og ’jeg har snydt lidt-hæ hæ’-tilgangen. Ramsey er i øvrigt netop blevet tiltalt for at have overfuset nogle deltagere så meget i en udsendelse, at ordet ’fuck’ er registret op mod 300 gange på 25 minutter. SÅ GRIMT taler dommerne i X-Factor ikke. Men fornemmelsen af, at selv dommerpositioner ikke længere er noget, der stiller krav om objektiv logik og synlige kriterier – men snarere kræver en evne til at kunne håne på en raffineret måde – ligger lige for. Når den ene dommer, Thomas Blachman, sender en gruppe videre, hvis sangevner han netop har karakteriseret som at »I lyder som et flystyrt«, så må det være fordi, at håneretten er sat. MEN I MODSÆTNING til sportens verden, hvor retten som nævnt opstår som en gensidig overenskomst, så er der i kulturens verden tale om et misforhold: De udskammede deltagere i X-Factor får jo ikke mulighed for at genvinde håneretten, når sangen er slut. Hånerettens udøvelse bliver i kulturens domæner til den rendyrkede subjektivitet, hvor alle sammenligningsgrundlag suspenderes. Skredet går dermed på, at man ikke engang behøver at belægge værdibetingede udsagn med kvalitetskriterier i øjeblikket – når bare man sikrer sig, at man har håneretten på sin side.
