0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De usynlige film

Den gode kort- og dokumentarfilm kan inspirere og mobilisere og give os indsigt. Men hvad hjælper det, hvis filmene ikke bliver vist?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvem har set ’The Monastery’?

’Vores lykkes fjender’? ’Smiling in a warzone’? – tre af de seneste års bedste danske dokumentarfilm, internationalt præmierede, og hvem har set ’Rejsen på ophavet’? ’Noget om Halfdan’? ’Muhammedkrisen under huden’? ’Himmelstigen’? – vigtige film, der ligger et par år tilbage.

Danske dokumentarfilm har et højt niveau, men bliver ikke set (nok).

De bliver alle programsat på tv, enten på DR eller TV 2, for vilkåret er i dag, at ingen større film bliver til, medmindre DR eller TV 2 er medfinansier.

Men tv-stationerne stoler ikke på ’rigtige’ dokumentarfilm og viser dem som regel hen under midnat – hvorved de får bekræftet, at dokumentarfilm ikke for alvor har publikums interesse.

Det er stupidt, undskyld.

Da DR havde sin ’Dokumentargruppen’, så det anderledes ud. Store film af Poul Martinsen, Steen Baadsgaard, Lars Engels, Ulrik Holmsgaard, Pi Michael og mange andre gjorde det helt rigtige store indtryk, fordi de blev programsat i primetime. Så enkelt!

Visse lande har for længst vænnet sig til at programsætte et program af betydningsfulde dokumentarfilm i et såkaldt slot i primetime og får glade seere til gengæld. TV 2 gjorde det i starten med ’Faktoren’, hvor Erik Stephensen sad i en varm stol og indledte aftenens oplevelse – hvorfor har man opgivet den gode idé? Hvorfor har public service-DR ikke for længst lagt sig fast på både i 1’eren og 2’eren at have et slot med fremragende danske og udenlandske kort- og dokumentarfilm? Jeg siger jer: Der er nok at tage af.

Og nu kommer nettet …

Personlig har jeg og en kreds i snart seks år drevet kort- og dokumentarfilmbiografen MandagsDokumentar ved PH Cafeen på Halmtorvet i København. Vi samler et broget program af nye og ældre danske og udenlandske film skabt af kvinder og mænd, unge og ældre. Det går fint! Vi har ca. 900 medlemmer, hvoraf heldigvis kun 40-50 kommer ad gangen.

Der kommer hele tiden nye, også unge mennesker, om end vores stampublikum er de kulturradikale, midaldrende kvinder og visse mænd – med andre ord de kulturbærende i dette land! De låner bøger, de ser udstillinger, de går i teatret og biografen til de lødige film, de interesserer sig for økologi og fedtfattig kost, og de fortæller deres børnebørn eventyr og tager dem med på storbyrejser. Og når de ser de udvalgte kort- og dokumentarfilm, vi viser dem, så tager de dem til sig med stor kløgt!

Og taler videre om dem til andre.

Jeg var for nylig med til at belønne en elevfilm fra Uganda, der handlede om ’Radio Mama’, en radio specielt til kvinder, men gerne med mandlige lyttere. I filmen møder vi på et tidspunkt tre ældre gentlemen, magre typer med hvid skjorte og lidt for store jakker. Den ene er biskop. Han siger bl.a.: »Når man giver en oplysning til en mand, så kommer den ikke videre. Men giver man den til en kvinde, så kommer den ud til alle«.

Kvinder, unge og ældre, er – også i vores kultur – eksperter i det, man med et nedladende begreb kalder smalltalk, dvs. den sludrende samværsform, som vi bruger til at vise hinanden, at vi er på bølgelængde og ikke farlige. Inde i den samtaleform flyder en konstant strøm, ja flod, af nyttige oplysninger, og det, der eventuelt er kommet ind hos den enkelte via en god filmoplevelse, dét forplanter sig. Sådan opbygges erfaring over generationer.

Også unge mennesker har netværk, der er et nyt begreb for det samme: smalltalk, nu over nettet og sms. Yngre filmfolk har i mange tilfælde mistet tålmodigheden med det, der ligner pladeselskaberne i filmens verden: tv-redaktører og filmkonsulenters vurdering som basis for overhovedet at skabe og komme ud med et ‘budskab’. De går direkte fra producent til forbruger via nettet. Tjek p.t. ’Doxwise’ på MySpace.

Den tredje gruppe interessante modtagere er børnefamiliernes voksne. De har ikke mulighed for at gå ud, og de sidder ikke foran en fælles computerskærm. Hvis de ser noget, foregår det via tv, når børnene er lagt i seng, men ikke så sent, at de er drattet om. Dem er der også mange af.

Derfor: Hvordan sørge for, at gode oplysende, oplevelsesrige dokumentarfilm når sit publikum, primært de engagerede kvinder (og mænd), dernæst de unge og børnefamiliernes voksne – det er spørgsmålet?

Biografen findes – hvad kan den med dokumentaren? Tv findes – hvor er dokumentaren (og kortfilmen)?

Nettet findes – det har åbnet sig for musikken, hvad kan det gøre for filmen? Meget, derom senere.

Lad mig først sætte to ting på plads: På den ene side, hvad er ’kortfilm’, og hvad er ’dokumentar’? Og på den anden, hvad er de historiske kendsgerninger, på hvilke fremtidens visioner kan bygges?

’Kortfilm’, på fransk ’court metrage’, er det modsatte af ’long metrage’ = biograffilm. I begge tilfælde er der tale om fiktion, altså digtekunst. Kortfilm kalder vi også novellefilm. Det er en trængt genre. Der laves få af dem, fordi de kan være relativt dyre. I mange år måtte de korte fiktionsfilm konkurrere blodigt med ’nyttefilmene’ i Statens Filmcentral, og det blev kun til få fiktionsproduktioner. Men med Dansk Novellefilm blev det meget bedre.

I dag er dette foretagende afløst af New Danish Screen/Talentudviklingen, hvilket kan være godt i forbindelse med netop afprøvning af ideer, men det yder ikke den korte fiktionsform, novellefilmen, respekt – nu skal det korte format (igen) opleves som et forstadium til det egentlige, spillefilmen, romanen på film.

’Dokumentar’ mener de fleste at vide så nogenlunde, hvad er. Noget med virkelighed.

Ja, dokumentargenren finder sin næring og sine historier i virkeligheden. Men det gør journalistikken også, og de to tilgange til virkeligheden er meget forskellige.

Journalistikken bygger på grundlæggende principper om kildekritik, skepsis, afdækning via flere kilders udsagn osv. og tilstræber en nøgtern fremlæggelse af kendsgerninger og – for journalistens vedkommende – en vis anonymitet.

Men virkeligheden kan også bearbejdes via et temperament, der tillader sig at være et holdningsmættet filter – der dog ikke må fordreje eller lyve!

Dokumentarinstruktøren er som den, der skriver et essay eller en kronik i avisen: Under billede og navn er det tilladeligt at give sin fremstilling af et hjørne af virkeligheden, som man ved noget om eller har oplevet særlig stærkt. Creative treatment of reality kaldte den skotske dokumentarist John Grierson det, en »personlig gengivelse af virkeligheden«. Det betyder, at denne instruktør ikke behøver at have alle hjørner og vinkler med i sin fremstilling. Han/hun må gerne prioritere.

Han/hun må også gerne have et solidarisk, endda varmt forhold til sit tema og dets personer, skal altså ikke nødvendigvis forholde sig undersøgende/kritisk/skeptisk til sit ’offer’, men må gerne være en art ambassadør for dét, personen repræsenterer.

Der er brug for journalister, så helt bestemt, og deres måde at fremlægge virkeligheden på. Men der er også brug for tolkninger af samme virkelighed. De fleste fiktions-/spillefilm bestræber sig – efter en amerikansk naturalistisk kode – på at fortælle troværdige historier, sådan nogle der kunne være sket i virkeligheden.

De fleste dokumentarfilm bestræber sig omvendt på, troværdigt, at fortælle lige så gode historier som spillefilmene. Der er med andre ord tale om to sider af samme sag: Hvordan tolke tilværelsen suggestivt?

At filme virkeligheden er så gammelt som filmkunsten. Brødrene Lumière filmede ’Arbejdere der forlader en fabrik’ og et tog, der kom brusende ind på en station. Elfeldt filmede de kongelige på Fredensborg. ’Nanook of the North’ (1922) kaldes verdens første dokumentarfilm: Robert Flaherty, en ingeniørsøn, ville skildre eskimoer i Alaska, som han havde oplevet i sin barndom. Han instruerede sine personer, så at han kunne gengive deres virkelighed. I 30’erne skabte et dreamteam i London store oplysende film i kunstnerisk form. Postvæsenet eller Shell var arbejdsgiver, filmene som regel fantastisk kunsthåndværk og god ’storytelling’.

Danmark fulgte godt med, både på den engelske tradition, den franske mere personlige og den sovjetiske, politiske. Siden 30’erne har Danmark haft en stærk produktion, der ikke på noget tidspunkt er stilnet af, selv om den selvfølgelig har haft sine dyk.

I dag er produktionen stærkere end i mange år. Filmene er der, men de ses ikke i rimeligt omfang.

Visse biografer prøver med mellemrum at køre dokumentarfilm. En sjælden gang går det forrygende (’Gasolin” blev set af mere end 200.000), men det er ikke almindeligt.

TV kører masser af spillefilm, som fortæller gode historier. Hvorfor kører de ikke også masser af dokumentarfilm, som fortæller gode historier?

Jamen, det gør de skam også i egen selvforståelse. Men det er ikke sandt. De kører masser af journalistisk materiale, det er blot ikke dokumentarisme. De kører tv-aviser, tv-aktuelt, problem-programmer, doku-soap, ’Sporløs’ og lignende, der i deres eget univers kan være ærlige og bevægende. Og de er klart i familie med, men de er ikke dokumentarisme.

En tv-journalist som Karsten Kjær, der helt sympatisk tager os med på rejser og undersøgelser af mange slags – med sig selv foran kameraet – han laver med sin personlige fremtræden en form for dokumentarisme. Men han vil hellere selv kalde det journalistik end dokumentarisme – han føler sig forpligtet til at levere et balanceret billede på bekostning af det personlige. Og der går skellet.

New journalism-journalisten, der deltager i en begivenhed, som han/hun så beretter følelsesmættet og personligt om, leverer dokumentarisme. Filmskaberen, som laver en oplysende film, der lader både Per og Poul komme til orde for at belyse et emne, leverer journalistik.

Den første betjener sig af en personlig beretning i jegform. Den sidste betjener sig ofte af en speakerstemme i ‘manform’. Karsten Kjær og meget anden nyere tv-journalistik blander de to. Blandingsformer er blevet mere almindelige end ’rene’ former, også blandt yngre filmskabere. Vi er postmoderne.

Siden 1983 har film været tilgængelige via folkebibliotekerne, og det har givet en fortrinlig adgang.

Men ligesom mange bøger, så står de der bare. Hvis de dækker et specifikt emne, bliver de måske fundet på grund af det. Men hvis de er mere ubestemmelige – ja, så bliver de måske stående, hvor oplevelsesrige de end er. Ligesom utallige bøger. Men her kommer nettet ind.

Fremtiden ser spændende ud.

Yngre filmfolk er begyndt at producere selv og distribuere via f.eks. MySpace og YouTube. De er, ligesom på musikkens område, trætte af ‘systemet’. Nu skal der kommunikeres direkte!

Og så snart den elektroniske motorvej er tilstrækkelig bred ind i vore hjem og institutioner, kan film af alle slags hentes ind så let som i dag musik.

’Filmstriben’ er et elektronisk katalog, der fyldes hurtigt med alle de titler, der findes i digitaliseret form og i hvert fald alle nye titler fra Filminstituttet – lige nu mere end 300. Om et år eller to lander ’striben’ inde i vores hjem.

Et særligt problem bliver herved akut: Ud af Det Danske Filminstituts ca. 1.800 titler i tilbud findes de ca. 1.600 kun i analog form via VHS. Hvis der ikke findes en løsning for at få disse film digitaliseret, er de forsvundet fra det offentlige tilbud – som i sin tid har betalt dem via skatteydernes penge.

Langt over halvdelen af disse film fortjener ikke at gå i glemmebogen, og så snart de er kommet over den digitale hurdle, kan de ligge gratis på nettet og lade sig hente af en hvilken som helst interesseret hvor som helst og i mange år fremover.

Det er dårlig nationaløkonomi ikke at investere i en digitalisering af denne kulturskat.

Foreløbig har man investeret 75 mio. i digitalisering af DR’s arkiver, snart må turen komme til DFI’s skatte.