I takt med at den økonomiske krise bider stadig hårdere, har nationale egeninteresser fået stadig mere vind i sejlene, og økonomisk fornuft er i defensiven over for kølige politiske beregninger.
Dette har været særligt udtalt i USA det seneste halve års tid og i særdeleshed efter Obamas tiltræden. Det har der været to markante eksempler på: For det første har Obamas finansminister, Geithner, i et svar til Senatets finansudvalg beskyldt Kina for at manipulere valutakursen – en særdeles alvorlig beskyldning, da det kan markere første skridt i en proces, hvis formål er at begrænse samhandlen med Kina.
Kinas finansministerium og nationalbank har da også prompte gjort indsigelser. Alvoren i debatten illustreres af, at alle indlæg i debatten indtil nu har været skriftlige. Kina er USA’s største samhandelspartner, og Kina er nu den største udenlandske ejer af amerikanske obligationer – så det blive en alvorlig konflikt. Det andet eksempel på den amerikanske protektionisme er, at den store finanspolitiske pakke på 787 mia. dollar indeholder en ’køb amerikansk-klausul’ med krav om køb af amerikansk produceret stål og andre produkter, der skal benyttes i historiens måske største infrastruktursatsning. Men som følge af kraftige internationale reaktioner fra bl.a. EU’s side er klausulen efterfølgende blevet udvandet, så ’køb amerikansk-klausulen’ kun må aktiveres i det omfang, den ikke strider imod international lovgivning. Også europæisk protektionisme Andre eksempler på begrænsninger i frihandlen siden begyndelsen af december er, at Rusland har annonceret told på import af biler, og at Indonesien indfører nye restriktioner for mindst 500 produkter.
