Politiken skal ikke have utak for at have skabt blæst om spørgsmålet om ligebehandling i Folkekirken – og den øvrige presse for at følge godt op. Det har bekymret os at læse, at mange kvindelige præster konkret føler sig mobbet og har kunnet gengive udsagn og handlinger, der klart tyder i samme retning. Det er uklart, om der er tale om aktuelle oplevelser, men er det tilfældet, vil det forhåbentlig komme frem nu. Det har også været af betydning at læse klare udsagn fra modstandere af, at kvinder bør kunne være præster. Mange fra den kreds har understreget, at de ikke ønsker chikane eller mobberi. Dermed er der også derfra taget afstand fra en række af de udsagn, der kom frem i Politikens undersøgelse. Samtidig hævder modstanderne imidlertid, at de står på det klassiske synspunkt, der deles af store kirker ude i verden – kun i Danmark hærger provinsialismen, siger de. Det havde været rart, om de havde fortalt, om de udelukkende refererer til den romersk-katolske kirke, de ortodokse kirker samt dele af den anglikanske kirke. Alle nordiske og andre store lutherske og reformerte og mange andre protestantiske kirker har som folkekirken kvindelige præster på helt lige fod med mandlige præster – der skelnes ikke efter køn. Uenigheden drejer sig om tolkningen af, hvad protestantisme er. For nogle er det at følge bibelens ord i et og alt. For os er protestantisme en ret og en pligt til at læse tekster og traditioner i samtiden. At fastholde moderniteten, ikke som betingelse, men som vilkår for sin kristendomstolkning. I dagspressen – både i Politiken og andre steder – har det derimod fremstået, som om den grundlæggende modsætning i denne sag skulle stå mellem teologi og jura. På den ene side juridiske, sekulære og politiske krav om ligebehandling. På den anden side ’ægte’ teologiske krav om stærkt kønsbetinget behandling af præster. Dette skævvredne billede er skabt af to grupper, der egentlig skulle være hinandens modstandere, men som tager hinanden i hånden på en måde, der presser folkekirkeordningen. Den ene gruppe er fortalerne for kønslig segregation. Den anden er modstandere af folkekirkeordningen med sekulære og ateistiske argumenter. De er enige om at opfatte folkekirken som repræsentant for en arkaisk og biblicistisk kristendom. Derved gøres folkekirkelig kristendom lige så fuldstændig uholdbar for nutidens mennesker som al anden religion. Folkekirken presses teologisk, som kirke og som juridisk model, mellem en teologi, der ikke er dens egen, og et krav fra sekularister om at følge netop denne teologi, som var det den ægte. Men folkekirkens evangelisk-lutherske hovedlinje er en anden. Kernen i folkekirkelig teologi gør ikke forskel på jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. I det billede bidrager kristendom til ophævelse af slaveri (vi ved godt, at kristendom ikke altid gjorde det – men vi ved også, at ophævelsen af slaveriet havde sammenhæng med ændrede teologiske tankeformer). Et kristent blik på apartheid skaber også uro. Nogle kirker og nogle kristne i Sydafrika forstod det og bekæmpede apartheid. Andre legitimerede styret præcis via deres biblicistiske kristendomsforståelse. Konflikten er permanent. Det så vi, da forholdet til homoseksualitet blev diskuteret heftigt i folkekirken, en debat, der langtfra er afsluttet, og som man lige nu har i Den Norske Kirke. Også her er der krav om, at kirken »følger med samfundsudviklingen«, eller det modsatte. Men vi vil have lov til at påstå, at teologi er dårlig, når den fornægter en debat om konsekvensen af, at vi er underlagt historien. Forholdet mellem samfund og teologi må have karakter af en dialog. Kirken bør være en bro mellem tradition og nutid. Netop derfor er det også af teologiske grunde helt urimeligt at forestille sig, at folkekirken som sådan skulle være undtaget fra et legitimt folkeligt krav om ligebehandling af mænd og kvinder, og følgelig forbud mod kønsligt begrundet chikane mv. 82 procent af befolkningen er medlemmer. De kan ikke leve med at se folkekirken som et retligt parallelsamfund på et område, der er så centralt i nutidens samfund. Også her kan der trækkes på reformationens arvegods. Det hører således til lutherdommens kerne, at retten normeres uden for kirkens rum. Men samtidig skal den ret, der skal gælde i kirken, kunne rumme og give plads for forkyndelsen i dens kerne såvel som i dens bredde og dybde. I Danmark har den retlige tradition været at sikre både kerne, bredde og dybde og derved retligt at sikre frihedsordninger for mindretal inden for folkekirken. I nutiden er modstandere mod kvindelige præster et retligt mindretal. Vi finder det af betydning, at de fortsat har hjemstedsret i folkekirken. Det gør vi, fordi kristendommen også i sin folkekirkelige udgave lever af en teologisk refleksion, der netop også fremstår i uenighederne, af forskellige tolkninger af tekster og salmer og ritualer. Folkekirken stivner, hvis man tvinger en ensartethed frem. Pladsen til den meget troende giver samtidig pladsen til den meget tvivlende. Og omvendt. Så enkelt er det. I folkekirken. Såvel i øvrigt som på universiteter og i skoler og andre sammenhænge, der lever af at skabe og udvikle ånd og tanke. Forhåbentlig. Derfor mener vi, det er nødvendigt at værne om de teologiske mindretal. Men kravet til dette mindretal er, at det må vise den samme åbenhed, ikke alene i kirkelig praksis, men også i teologisk eftertanke. Også et mindretal må kunne flytte sig i lyset af historiens gang. De gældende regler for folkekirkens præstestillinger svarer bare ikke til disse principper. Derfor må disse regler for folkekirken simpelthen laves om. Ikke afskaffes, men ændres. Da vi første gang i 1978 fik en lovgivning om ligestilling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, fastslog Folketinget med Arne Melchior som central ordfører, at loven ikke skulle gælde for præster, imamer, rabbinere – religiøse overhoveder. Man ønskede ikke at tvinge Den Katolske Kirke eller Mosaisk Troessamfund til at indføre ligestilling ved valg af religiøse ledere, og man ønskede også i folkekirken at opretholde plads til den frihedsordning, der var skabt i 1948. Derfor fastslår en bekendtgørelse fra juli 1978, at præster i folkekirken og tilsvarende stillinger inden for trossamfund er undtaget fra loven om ligebehandling af mænd og kvinder. Siden har der været en omfattende udvikling af lovgivningen. Der er opnået generel ligestilling af mænd og kvinder, ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, etnisk ligebehandling og forbud mod, at der på arbejdsmarkedet forskelsbehandles på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handikap eller national, social eller etnisk oprindelse. I lovene er ikke alene inkluderet forbud mod forskelsbehandling i ansættelses- og afskedigelsessituationer. Det er også slået fast, at chikane, ikke mindst mellem eller på grund af køn, er forbudt. Men Kirkeministeriets bekendtgørelse gælder stadig. Og det betyder, at dens retsområde i mellemtiden er blevet markant udvidet. Ingen af disse nye landvindinger gælder for præster, hverken i folkekirken eller andre trossamfund. Var det virkelig meningen, at man ville tillade f.eks. kønslig chikane over for præster? Bekendtgørelsen trænger til at blive set efter! Sidst i 1980’erne, mens den ene af os var formand for Præsteforeningen, blev der udarbejdet et sæt etiske retningslinjer, der fastslog, hvordan man skulle omgås hinanden inden for de gældende rammer og i forhold til den praktiske virkelighed. Vi tror, at de regler har medvirket til at legitimere forskelsbehandling som teologiske forskelle, der skulle respekteres – uanset hvordan lovgivningen i øvrigt ændrede sig. Vi kan ikke undslippe en fornemmelse af, at Præsteforeningens køreregler har medvirket til at legitimere konkret nedvurdering af kvindelige præster som teologisk begrundede forskelle. Det kan ingen leve med. Grundlæggende må det stå klart, at beskyttelsen af mindretal gælder sognemenighedens præstevalg, ikke den enkelte præst. Det ses af reglerne om ’stiftsbåndsløsning’: Siden indførelsen af kvindelige præster har sognemenigheder og deres valgte præst således kunnet opretholde et teologisk særstandpunkt ved at flytte ud af deres geografiske stift og over til en anden biskop. Reglen blev senest anvendt til at flytte tilsynet med Thorkild Grosbøll i Taarbæk fra Helsingør stift til Roskilde stift. Ganske vist fremstod det, som om det kun var tilsynet med præsten, der blev flyttet. Men ingen var i tvivl om, hvad menigheden i Taarbæk mente om Grosbøll. Ingen havde klaget, menighedsrådet stod last og brast og forlangte at blive hørt etc. Menighedsrådets præstevalg på sognets vegne beskyttes. Der findes menighedsråd, der ved præstevalg – også efter menighedsrådsvalg – ønsker at få en præst af teologisk konservativ observans. Resultatet kan blive en mandlig præst, der er imod kvindelige præster, afviser at vie fraskilte eller velsigne homoseksuelle og er modstander af abortlovgivningen. Men i rådets overvejelser og undersøgelser skal alle behandles lige uanset køn, seksualitet, race mv. Og det valg, rådet træffer, må ikke være begrundet i køn, race, seksualitet mv. – men alene være teologisk begrundet. Samtidig må præster, der er modstandere af ordningen med kvindelige præster, gøre dette fuldstændig klart, så både menighedsråd, provst og biskop på forhånd ved, hvilken mand man får på posten. Der er tale om en mindretalsbeskyttelse, men så må man vedkende sig sit ståsted i mindretallet. På det grundlag kan der indgås klare aftaler, der efterfølgende kan beskyttes, men kun udvides via samtykke fra efterfølgende menighedsråd. Har et menighedsråd valgt en præst af denne observans, binder det det efterfølgende menighedsråd. Der kan ikke igennem menighedsrådsvalg etableres en situation, hvor præsten og menighedsrådets tidligere flertal ved at blive gjort til mindretal kan chikaneres ud. Heller ikke selv om der er mange ’udensogns’ i menigheden. De er typisk sognebåndsløsere og kan være folkekirkemedlemmer, der er i mindretal i ethvert sogn. De har ikke mulighed for at få flertal i et menighedsråd og dermed præstevalgsret. For dem er der tre muligheder: De kan løse sognebånd, dvs. vælge sig ud af det sogn, de bor i, og hen til en præst i et af de sogne, hvor man har den ønskede linje (og teologerne altså få ansættelse i disse sogne). De kan som mindretal i et sogns menighedsråd få en præstestilling nr. to, forudsat de ønsker at indgå i samarbejde i øvrigt. Eller de kan slå sig sammen i valgmenigheder (hvis de kan anerkende tilsyn fra stiftets biskop) eller frimenigheder (hvis de står uden for folkekirkens orden, f.eks. ved ikke at anerkende en kvindelig biskop). I valg- og frimenigheder vælger man selv sin præst og kan derfor lægge vægt på f.eks. fundamentalistisk kristendom og dens betydning for spørgsmålet om køn. I både valgmenigheder og frimenigheder kommer man samtidig uden for den økonomiske solidaritet i folkekirken og må selv som medlemmer og ansatte bære den økonomiske risiko. Valgmenigheder er en del af folkekirken også ved f.eks. bispevalg. Men er køn et centralt kriterium for sand menighed, er frimenighed og dermed udmeldelse af folkekirken vejen frem. Endelig er der en gruppe teologer med et klart vedgået konservativt bibelsyn der er modstandere af kvindelige præster, men alligevel får ansættelse i folkekirken i et sogn, der ikke er imod kvindelige præster. Det sker, hvor biskoppen indstiller mindretallets kandidat under henvisning til gældende regler. Ligebehandlingsloven siger i dag, at »Der foreligger chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima«. Vi har slået fast, at den teologiske debat er vigtig. Også når den udfordres af lov og holdning om ligebehandling. Akkurat som det retligt fastslås, at manglende samarbejde uden for den enkelte, konkrete gudstjeneste er uacceptabelt. Men hvor langt skal vi gå i beskyttelsen af et mindretal? En gruppe præster vil ikke stå for altret med en kvindelig kollega, provst eller biskop. Man undlader at møde op eller kommer og sætter sig bagerst ’i civil’. Noget tilsvarende gælder, hvis kollegaen er erklæret homoseksuel. Er det rimeligt? Fælles børnehavegudstjenester før jul, allehelgens- eller påskedagsgudstjeneste, konfirmationer, bispevisitats og almindelig, gensidig afløsning kalder på, at sognets præster står sammen. Hertil kommer, at det forekommer dybt problematisk, om præster i praksis over for menigheden frakender kolleger deres embede. På den anden side skal der være realitet i mindretalsbeskyttelsen. Spørgsmålet er derfor, om der bør skelnes mellem en modstand mod ordningen med kvindelige præster og den demonstrative adfærd, at man ikke vil trykke hånd med en kvindelig præst eller holde gudstjeneste med hende. På et utal af samfundsområder er det således, at man kan være modstander af en lov, men som demokratisk samfundsborger må leve med den, også uden at demonstrere civil ulydighed. Vi er derfor ikke i tvivl om, at bekendtgørelsen må ændres, så den almindelige ligestillingslovgivning i samfundet som udgangspunkt gælder i folkekirken. Hvad der skal beskyttes, er holdninger, ikke adfærd, der netop kan føre til foragt og åbenlys eller skjult chikane.