Man kunne tro, at spillet om regionerne fandt sin afslutning med indgåelsen af aftalen om strukturreformen i sommeren 2004. Det ser nu ingenlunde ud til at være tilfældet. Regionerne har fungeret i små tre år siden deres ikrafttræden i 2007. Det er dermed muligt nu at sige noget om regionernes tilblivelse som en konstruktion, vi ikke tidligere har set – og om deres funktionsmåde som politisk administrative systemer. Og dette er ikke mindst relevant, fordi flere og flere nu er begyndt at spørge til regionernes fremtid. Senest har de konservative meldt ud, at regionerne bør nedlægges, mens de radikale har sagt, at regionernes betingelser bør revideres. Vi har fulgt strukturreformen og tilblivelsen af regionerne hele vejen og foretaget en omfattende undersøgelse af Region Midtjyllands tilblivelse. I forhold til de gamle amter er opgaveporteføljen indskrænket og udvalgsstyret afskaffet. Finansieringen er også omlagt, så egen skatteudskrivning er erstattet med delvist produktionsafhængige tilskud.
Kommunalfuldmagten med en mere almen kompetence er afskaffet, således at opgaverne er blevet fuldt definerede i lovgivningen – med den konsekvens, at det regionale niveau nu ikke længere har en egentlig prioriteringsopgave mellem forskellige opgaver og sektorer. Det sidste gør traditionel koncernledelse illusorisk. Der er om noget tale om flere koncerner: en stor sygehuskoncern og to små koncerner for henholdsvis særlige sociale opgaver og regional udvikling. Bag strukturreformen lå et ønske om at skabe mere bæredygtige enheder i en verden, hvor den teknologiske udvikling kræver en stadig højere grad af specialisering i stadig større sygehusenheder. Vores vurdering er, at det – i hvert fald i Region Midtjylland – er lykkedes relativt succesfuldt at skabe fusionen af de administrative systemer.
