Erik Olsen, Taastrup, anklager Politiken for at bringe danske soldater i fare. Kan du afvise, at forsvaret har grund til bekymring? »Jeg kan i hvert fald afvise, at forsvarsledelsen skulle være blevet forhindret i at fremlægge deres hemmelige sikkerhedsvurderinger. De har haft rig mulighed for at fremlægge eventuelle oplysninger i dyb fortrolighed. Over for først forfatter og forlag – og senere også Politiken – har forsvarsledelsen haft alle muligheder for at præsentere deres indvendinger bag lukkede døre. Men de har valgt ikke at komme med konkrete indvendinger«. Preben Jørgensen, Skibby, tvivler på, at du har militærfaglig viden til at kunne risikovurdere indholdet. Hvad gør dig i stand til at bedømme, hvilke informationer der eventuelt kan bringe danske soldater i fare? »Offentliggørelsen hviler ikke kun på min dømmekraft, men derimod på en række omstændigheder. En stribe militære eksperter, med den tidligere chef for jægerkorpset Poul Dahl i spidsen, mener ikke, at der er grund til at stole på forsvarsledelsens påstand om sikkerhedsrisici ved offentliggørelse. Derudover bygger bogen ’Jæger’ på beskrivelser af gamle missioner, der fandt sted for mange år siden. Derfor er det svært at se, hvordan teksten skulle kompromittere soldaternes sikkerhed. Endelig er forfatteren, den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, meget loyal over for sine kammerater og generelt positiv over for forsvaret. Forfatteren afviser, at bogen udgør en risiko«.

»Vi har altid et ansvar«
En kvindelig læser spørger dig på nettet, om du ville have optrykt bogen, hvis du selv havde børn udsendt som soldater i Afghanistan. Føler du, at Politiken står med et særligt ansvar, hvis bogens afsløringer skulle føre til dødelige angreb på danske soldater?

»Vi har altid et ansvar for, hvad vi bringer. Politiken har også adskillige ansatte, der har familie eller nære venner udstationeret i Afghanistan. Vi har et tæt samarbejde med forsvaret, og vi lytter altid til konkrete indvendinger. Men i denne sag har de ikke fremlagt noget konkret, men kun generelt henvist til rigets sikkerhed. Og hvis der endelig skulle være en skadevirkning, så er den altså for længst indtruffet. De afgørende passager i bogen har jo allerede været offentliggjort i de fleste danske nyhedsmedier. Diskussionen handler derfor ikke længere om indholdet, men derimod om, om forsvaret skal kunne blokere en bogudgivelse«.

Arne Mikkelsen, Stenstrup, ser udgivelsen som en hån mod retssamfundet. Hvorfor ventede Politiken ikke, til fogedretten har talt – kun 24 timer efter at avisen udkom?

»Det er en fuldstændig misforståelse. For det første er fogedforbuddet ikke rettet mod Politiken, men mod forlaget People’sPress. Fogedsagen har intet at gøre med, hvad Politiken må og ikke må. For det andet er en beslutning om fogedforbud ikke en domstolsprøvelse. Det er kun en første vurdering, der kan lede frem til en egentlig retssag. Og for det tredje slår grundloven fast, at der ikke kan være forudgående censur, men at domstolene efterfølgende kan stille medierne til ansvar for, hvordan vi bruger informationsfriheden. Det er en forvrængning at tro, at medierne skal vente på domstolene. Hele ideen med grundlovens bestemmelser er, at medierne står til ansvar – bagefter«.

Ingen varig økonomisk betydning