USA har investeret massivt i at fremme frie valg overalt i verden, ud fra en forventning om at frie valg også vil fremme legitime regeringer og demokratiske idealer. Men sådan er det ikke altid gået – ikke i Irak, ikke i de palæstinensiske selvstyreområder og ikke i Afghanistan. At aflive de mest udbredte myter om, hvad valg kan og ikke kan gøre i nye demokratier, kan hjælpe os med at se mere realistisk på forskellen mellem en valgurne og en mirakelkur. Her følger de fem mest udbredte myter: Valg resulterer som regel i legitime regeringer Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev valg et symbol på modernisering: Diktatorer overalt i verden blev enige om at holde dem. Nogle få, såsom præsident Kenneth Kaunda i Zambia, blev væltet ved retfærdige valg, fordi de troede på deres egen propaganda om deres popularitet. Men mange erkendte, at det var muligt at satse på form uden indhold. Da min kollega Anke Hoeffler og jeg undersøgte data fra 786 valg i 155 lande fra 1974 til 2004, fandt vi ud af, at svindel muligvis har påvirket resultatet i 41 procent af dem. Siddende politikere, der snyder for at blive genvalgt, bevarer deres embede 2,5 gange længere, end de ville have gjort, hvis de havde spillet ærligt spil. Men vælgerne hopper ikke på limpinden; de betragter deres regering som illegitim og drager de ’valgte’ politikere til ansvar. Den demokratiske proces fremmer fred Desværre er demokratiets virkning på risikoen for politisk vold afhængig af et lands indtægt. Demokratier, der tjener over 2.700 dollar per indbygger, er mindre tilbøjelige til at være voldelige end diktaturer. Men i lande, hvor indtægten er langt under det niveau, er demokrati forbundet med større risiko for blodsudgydelser. I de senere år har valg tjent som en de facto exitstrategi for fredsbevarende styrker efter afslutningen på en konflikt. Teorien har åbenlyst været, at et demokratisk valg, ved at nedsætte en legitim og ansvarlig regering, begrænser sandsynligheden for fortsat uro.
Men min undersøgelse viser, at selv om risikoen for vold falder i året forud for et valg, så stiger den året efter. Det giver alt sammen mening, for i optakten til afstemningen bliver kampen for at få magt omdannet til politik.
