Tredjeverdenslande i Afrika, Asien og Sydamerika har ingen overvågning af antibiotikaforbrug eller udviklingen af resistente bakterier hos mennesker og dyr.
Det skyldes mangel på både viden og ressourcer. Antibiotika bliver derfor anvendt uhæmmet i såvel fattige som mere udviklede lande – og som en uhyggelig konsekvens udvikles og spredes farlige resistente bakterier, der koster mange dødsfald hvert år. I midten af 1980’erne så man i Island over få år en kraftig stigning i forekomsten af penicillinresistente bakterier, som gav lungebetændelse.
Et fingeraftryk af bakteriernes dna viste, at de tilhørte en type, der havde floreret i Spanien, hvor islændinge tit holdt ferie, og hvor der i årevis har været problemer med resistens på grund af et alt for højt forbrug af antibiotika.



