Anne-Cathrine Riebnitzsky, du har skrevet ’Kvindernes krig’, fordi du gerne vil »sige tak til de danske soldaters mødre«. Hvad skal man lægge i det? »Det var noget, en af de afghanske kvinder sagde til mig, da jeg tog dernedefra første gang. Det er måske en svær udmelding at sluge i Danmark, men det dækker over, at der er meget store dele af den afghanske befolkning, som faktisk er ret taknemmelig for danskernes indsats. Den tak skal naturligvis formidles, ikke mindst fordi vi får både døde og sårede soldater hjem«. Du har selv både prøvet at være udsendt og pårørende. Hvad er hårdest? »Det er helt klart hårdest at være pårørende. Når du er derude, så ved du, hvad der foregår. Du ved, hvornår det er farligt, og hvornår du er i sikkerhed. Når du er pårørende, er der en konstant lurende angst. Der er kun én ting, der kan tage brodden af den angst. Det er, når soldaten ringer hjem og siger, at han har det godt«. Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle gennem de kvinder, du har mødt? »Det er meget forskellige kvinder, jeg har mødt. Det, man finder under en burka, er ikke altid det, man forventer. Men der er selvfølgelig nogle fællesnævnere. Én af dem er, at de afghanske kvinder er meget afhængige af en mands indtægt. En anden er, at mange af dem er meget sultne efter at få lov til at blive uddannet. Det forstår man egentlig godt, for de har i lang tid ikke måttet lære noget. Og så var det i øvrigt også ret overraskende for mig, at kvinderne var så motiverede for at give os oplysninger om Taleban. Det kom bag på os, at de ville gå så langt, nogle gange oven i købet stikke deres egne familiemedlemmer. Men det er selvfølgelig også kvinderne, det går hårdest ud over«. Krigen i Afghanistan begyndte i 2002, nu er det 2010. Hvordan går det med krigen? »For mig er der to sider af den sag: Helt overordnet har det internationale samfund været for langsom i optrækket. Der er mange ting, der skulle være gjort bedre og hurtigere, og jeg kan godt forstå, hvis afghanerne nogle gange er skuffede, for der er gået lang tid. Problemet er, at vi har haft fornemmelsen af, at hvis blot vi smed Taleban væk, så ville afghanerne nok klare resten selv. Det gør de ikke. Det er et af verdens fattigste lande – og der skal hjælp til«. Hvad så med den danske indsats? »Ja, det er så den anden side af sagen: Hvis man kigger på det område i Helmand, hvor de danske soldater har været siden efteråret 2006, synes jeg faktisk, at de har gjort det rigtig godt«. Hvad måler du det på? »Vi kan starte med Gereshk, som er den by, danskerne fik ansvaret for. Det var den by, briterne frygtede mest. Der var op til flere selvmordsbomber om ugen i begyndelsen. Nu kan der gå flere måneder mellem bomberne. Gereshk er altså gået fra at være en forfærdelig by, som folk ikke turde bo i, til at være en handelsby, der blomstrer. Vi er gået fra 800 forretninger i basaren til 3.000«. Afghanistan er blevet kaldt den ’gode krig’. Er det den rigtige krig?

»Ja, det er det. Det er nemmere at forstå, når man har været derude. Jeg tror, verden er blevet for lille til, at man kan have lommer af terrorbevægelser i den«. Er det årsagen til, at vi er der – for at bekæmpe lommer af terrorbevægelser? »Det er i hvert fald en af de væsentligste årsager for mig«. Du vil med din bog give danskerne et nyt billede af krigen. Har vi et fejlagtigt billede af krigen i dag? »Jeg synes desværre, mediebilledet bærer meget præg af, at vi får soldater hjem i kister. Så selv om den folkelige opbakning er god, eksisterer der en lykkelig uvidenhed om, hvad der foregår. Vi hører stort set aldrig positive historier fra Helmand, og en del af formålet med denne bog er at føje nogle flere brikker til det puslespil. Om vi skal være i Afghanistan eller ej er en politisk beslutning, men befolkningen påvirker politikernes beslutninger, og hvis ikke de har et nuanceret billede af, hvad der foregår, glider holdningen stille og roligt i den forkerte retning«. Du har først været udsendt af forsvaret og senest af Udenrigsministeriet. Hvad gør dig til en troværdig kilde? »Jeg har i hvert fald ikke fået løn for at skrive bogen. Jeg forsøger at fortælle min oplevelse, ikke hvad man skal mene om krigen. Det er en personlig beretning. Det er mine oplevelser dernede fra, og dem tror jeg såmænd er lige så valide, som hvis de kommer fra en journalist«. Apropos journalister, så beskriver du, hvordan du på et tidspunkt får lyst til at sende en kritisk journalist »på ferie i Ecuador, hvor der står bevæbnede vagter uden for McDonald’s og Kentucky Fried Chicken. Eller til Sydafrika, hvor der sker 22.000 mord om året. Eller til Nørrebro, der i perioder har flere skuddramaer og flere dræbte, end vi har i Gereshk«. Kunne du – selv da bandekrigen var på sit højeste – finde på at tage skudsikker vest på? »Nej. Jeg har selv boet på Nørrebro, men det kunne jeg ikke finde på«. Men har du gået en tur på gaden i Gereshk uden skudsikker vest? »Nej, her får man slet ikke lov til at gå ud af porten uden skudsikker vest. Det er der påklædningsbestemmelser omkring«. Men så er Gereshk vel hverken Nørrebro, Sydafrika eller Ecuador? »Nej, det er en krigszone. Det, jeg sigter til, er egentlig også, at man må forvente, at der er bevæbnede vagter uden for f.eks. distriktsguvernørens kontor, som den pågældende journalist undrede sig over. Det er et tegn på, at vi er i en krigszone, og at det er nødvendigt for distriktsguvernøren at have bevæbnede vagter uden for sit kontor«. Så når du siger, at Gereshk er begyndt at blomstre, og at basaren er begyndt at blomstre, så ændrer det vel ikke ved, at byen fortsat er en krigszone? »Nej, men hvis vi trækker os ud, bliver der ikke ved med at være 3.000 forretninger i basaren«. Men sådan som du fremstiller det, kan man så ikke få et billede af, at sikkerheden er den samme i Gereshk som på Nørrebro, Ecuador eller Sydafrika? »Jo, hvis man kun læser denne ene passage i bogen, men ellers ikke«. Risikerer du ikke at bagatellisere krigshandlingerne i Afghanistan ved at drage den slags paralleller? »Det har i hvert fald ikke været hensigten. Krigen er rå nok i sig selv«. Du har oplevet krigen og den danske indsats på tætteste hold. Har du nogle anbefalinger til, hvordan vi kan gøre det anderledes og måske bedre i Helmand?