Det hed ’den kreative klasse’, og dens medlemmer skulle frelse os alle sammen ved at tilføre samfundet masser af ’innovation’ og ’kulturel kapital’, for nu skulle vi leve i en ’oplevelsesøkonomi’, hvor det at fange folks opmærksomhed ligefrem var en heltegerning, der kunne måles i kroner og øre. Ja, det sidste vidste vi godt i forvejen. Det hed – og hedder – reklame, pr, markedsføring, strategisk kommunikation. Varm luft, bullshit eller spin, hvis man er kritisk. Nu hed det så også forbrugerelektronik, underholdning og medier, på vej til at blive verdens største industri! Men i mellemtiden er ideen om en kulturel elite, der fornyer samfundet og verden, ligesom trådt i baggrunden, i forhold til hvad man passende kunne kalde den kreative bogføringsklasse, som på trods af den igangværende finanskrise, som dens egen grådighed har fremkaldt, fortsætter uantastet. Sagen er i al sin enkelhed, at det i stigende grad er penge, der styrer verden. Penge er mål for alting. Se bare Lars Løkkes våde drømme. De handler alle om penge. Penge er i dag globaliserede. De flyder frit. Og hvis det passer pengene, kan et lille sted som Danmark godt gå hen og blive uinteressant, som det sker med mange områder i verden. Når Zentropa flytter flere produktioner til andre lande, er det udtryk for, at også medieindustrien er underkastet de samme lovmæssigheder, som jo også fører til nedlæggelse af kreative/kunstneriske arbejdspladser i Danmark til fordel for import af Hollywood-produkter. Undtagelsen fra pengenes globalisering er selvfølgelig det offentlige, der oprindelig ud fra en misforstået verdensopfattelse var Anders Foghs hadeobjekt – indtil han selv fik flertal og blev statsminister. Siden er offentlige chefers lønninger steget og steget, og det er ikke spor mærkeligt. For det første siger den offentligt ansatte elite: ’Hvorfor skal vi ikke også have lov til ...? I ved, ligesom folk gør i det private?’. For det andet er det udtryk for bevidst systemisk korruption. Når offentlige ledere får kæmpe lønninger, er de selvfølgelig loyale over for regeringen. Så enkelt er det. Og selv i de rødeste fagforeninger giver deres chefer sig selv 3, 4 eller 5 gange så meget, som medlemmerne tjener. Hvorfor medlemmerne accepterer dette, er for mig et dybt mysterium. Så er det pengene, der styrer? Man kan også hævde, at det er eliten, der styrer, og eliten kan bare rigtig godt lide penge (ligesom de fleste af os andre). Eliten, hvad enten den er ansat af det offentlige eller arbejder i det private, har som første mål at berige sig selv. Hertil udnytter dens medlemmer deres uddannelse, som er betalt af alle medlemmer af samfundet.
Såkaldt postmoderne filosoffer har påstået, at ’de store fortællinger’ er slut. Sikke noget vrøvl! Vi lever under alle tiders store fortælling. Den handler om konkurrence, om at vinde, om at få succes – og sidste nye udvikling af denne historie er, at succes er lig med penge. Engang for meget længe siden hed dette scenario ’dansen om guldkalven’. Moses var så naiv, at han mente, de ti bud kunne være en match for denne dans. Tænk om igen, Moses. Det kan godt være, at pengedansen engang var holdt inden for anstændige rammer, men derfor var den også blevet lidt kedelig. Så kom 68’erne og afskaffede anstændigheden og de ti bud. Det gælder alle ti, men et par af dem er direkte morsomme i dag:
