Vi ser os selv som en nation af knoklere, hvor arbejdet fylder det meste, mens familien, vennerne og fritidsinteresserne tilsidesættes – igen og igen. Men desværre er den gal med selvforståelsen, for faktum er, at vi livet igennem arbejder alt for lidt. Eller sagt på en anden måde: Vi kommer for sent på arbejdsmarkedet, som vi forlader for tidligt med for mange pauser undervejs. Lægger vi alle de arbejdsgiverbetalte feriedage, feriefridage og særlige feriedage sammen, så når vi årligt mindst til tallet 30 – og så har vi omsider fundet en disciplin, hvor Danmark hører til i den absolutte verdenselite. Vi har så meget ferie i Danmark, at vi har store vanskeligheder med at afvikle den. Derfor har stressede chefer sjældent samling på medarbejderne i forårsmånederne, hvor restferien i stor stil skal brændes af. Derfor holder arbejdspladser lukket på det, der engang var hverdage, fordi medarbejderne er sendt på tvungen ferie. Derfor har skiglade danskere opfundet både den 2. og 3. årlige skiferie. Og derfor hiver ferieramte forældre i stor stil deres børn af sted på charterrejse i skoletiden. I det perspektiv kan statsministerens og vicestatsministerens ferieprioriteringer ikke stå alene; de er et sindbillede på en befolkning, der med 16,6 millioner årlige ferierejser har flekset ud og givet sig hen til liggestole og longdrinks. Lægger vi de mange feriedage sammen med omsorgsdagene, barsels-, fædre-, forældre- og uddannelsesorloven samt alle de andre orlovsmuligheder, så krakelerer billedet af et hårdtarbejdende folkefærd. Og det går helt i stykker, når vi medtænker den massive brug af deltidsansættelser på det danske arbejdsmarked samt det faktum, at vores arbejdsuge generelt er kortere end i de lande, vi så gerne vil sammenligne os med. Bevares, billedet kan afhænge af den enkelte overenskomst.
Men tager man – helt tilfældigt – overenskomsten mellem Dansk Journalistforbund og Politikens Hus, så har journalister over 45 år 8 ugers betalt ferie, mens yngre journalister må leve med en ferieuge mindre. Hertil kommer 3 måneders lønnet orlov for hver 6 års ansættelse og fire dages arbejdsuge hver anden uge . Og så gives der tilmed god plads til genetillæg, mens overarbejde slet ikke er tilladt i den journalistiske trædemølle. I det perspektiv stiger respekten for den daglige avisproduktion – og pludselig giver den indlevende journalistik i de mange rejse- og fritidssektioner mening. Arbejdsindsatsen mindskes også af en meget sen entre på arbejdsmarkedet, fordi vores uddannelsessystem ikke blot hører til blandt verdens dyreste, men også blandt de absolut længste. Efter en sen skolestart tilbringer vi i gennemsnit 17 år på skolebænken, før vi indløser billet til arbejdsmarkedet. Og uddannelsesforløbet er så langstrakt og strabadserende, at de studerende må bruge næsten 4 år på pauser undervejs. Derfor er en universitetsstuderende tæt på at runde sin 29-års fødselsdag, før sidste eksamen er i hus. I gennemsnit vel at mærke, masser af kandidater fra landets universiteter har for længst passeret de 30 år, før arbejdslivet – måske – kan tage sin begyndelse. Vi producerer fuldfærdige eller ligefrem overmodne studerende, der tilmed har den opfattelse, at livet skal leves til ende før mødet med den første arbejdsdag. Det er jo absurd, når vi netop har indrettet et arbejdsliv mættet med fritid, pauser og masser af plads til livslang læring.Man fristes til at spørge: Kan det blive meget værre? Og ja, det kan det – for vi har jo efterlønnen.
