I 2000 satte EU et overordentligt ambitiøst mål. Inden 2010 skulle EU være blevet den mest konkurrencedygtige økonomi i verden. Målet skulle nås ved hjælp af den såkaldte Lissabon-strategi, som gennem et omfattende system af statistik skulle overvåge og sammenligne medlemsstaternes præstationer i forhold til strategiens målsætninger.

Populært går denne metode under navnet benchmarking, og ideen var at lade statistikkerne finde frem til de bedste præstationer og de bedst gennemførte reformer, som de andre lande så kunne lære af og forsøge at gennemføre. I dag, 10 år efter, fremstår Lissabon-strategien overordnet se som en dundrende fiasko. Målet er så langtfra indfriet, det er snarere gået den forkerte vej med en presset euro, skrantende statsbudgetter og stigende arbejdsløshed. Men selv om Lissabon-strategien ikke har skabt de forventede resultater, har selve tankegangen bag alligevel vist sig at være indflydelsesrig. Hverken benchmarking eller statistikker kan ganske vist tvinge nogen til noget, men som styringsinstrument har de til gengæld vist sig særdeles magtfulde – til at definere økonomiske udfordringer og til at påvirke beslutningstagere til at vælge bestemte løsninger.