Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kongstad.  Jeg har det svært, når mange i al stilfærdighed er fuldstændig enige om alt, og jeg ser det som en af mine største livsopgaver at forholde mig åben, siger Martin Kongstad. (Akriv).
Foto: NIELS CHRISTENSEN

Kongstad. Jeg har det svært, når mange i al stilfærdighed er fuldstændig enige om alt, og jeg ser det som en af mine største livsopgaver at forholde mig åben, siger Martin Kongstad. (Akriv).

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er sgu sjovere at sige ja«

Det gør noget ved et barn at vokse op blandt voksne, der har skeptiske holdninger til alt, siger forfatter Martin Kongstad.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han er indbegrebet af den kreative klasse.

Er æstetiker om en hals, elsker mad og vin og er sommerteaterdirektør i Tisvildeleje.

Men politik har han ikke brugt meget tid på. Umiddelbart afslører intet, at han er opvokset i et venstreorienteret miljø blandt VS’ere i Kartoffelrækkerne.

Og dog! For ifølge Martin Kongstad er det netop opvæksten i Kartoffelrækkerne, der har gjort ham til den, han er i dag. Holdningsmæssigt. Og som menneske.

Har barndomsårene på Østerbro haft betydning for dine holdninger, Martin Kongstad?

»I høj grad. Jeg voksede op i en tid, og i et miljø, hvor luften var tyk af konsensus. Der var et meget omfattende, uskrevet regelsæt. De rige var nogle svin. De forarmede havde en stakkels, dårlig smag. Men vi havde fat i den lange ende på alle fronter. Vi havde mere ånd end de rige, og vi var solidarisk med de forarmede«.

Er der da noget galt i at være solidarisk med andre?

»Nej, bestemt ikke, men fra barnsben har jeg haft en vis undren over, at man kunne kalde sig socialist og støtte dit og dat, uden at det fik videre konsekvenser i det private. At være socialist og samtidig nærig eller smålig f.eks. har altid virket underlig hult for mig. Det var jo på mode at være venstreorienteret, da jeg var barn, og det krævede jo ikke den store indsats at sætte et klistermærke op på ens dør. I dag smykker man sig med mærkevarenavne. Dengang var det støtte til strejkende porcelænsarbejdere. Det kommer ud på ét«.

»Der boede en bryggeriarbejder i vores gade, og et år meldte han sig til gadefesten. Han blev hyldet som et ikon, alle andre var jo akademikere og arkitekter, men begejstringen holdt kun, til han satte en plade på med slagermusik. Så var festen forbi. Plat musik var forbudt. Det var nemmere at solidarisere sig med arbejderne på afstand. Tolerancen var til at overse«.



Hvis du var utilfreds med hykleriet, hvorfor har du så ikke bare som voksen realiseret de idealer, som 68’erne ikke kunne realisere?

»Jeg har taget til mig, hvad jeg brød mig om. Eksempelvis er vores sommerteater i Tisvilde jo en måde at holde fælles ferie på. Men jeg opfattede i en ret ung alder, at det miljø, jeg voksede op i, var plaget af en vis selvtilfredshed, en art overmenneskementalitet, for nu at sætte det på spidsen, og den er jeg om ikke i stand til at udradere, så dog bevidst om at holde nede. Og så er der hele den der skepsis og tåbelige konsensus, som jeg ikke har lyst til at viderebringe«.

Hånden på hjertet, lever du ikke som dem i Kartoffelrækkerne – bare uden nej-klistermærkerne på døren?

»Jeg lever da et komfortabelt og godt liv, men der er hykleriet til forskel. Hvis ikke man opstiller idealer, er det jo sværere at hykle, so to speak«.

Men er der ikke noget positivt i at leve etisk korrekt?

»68’erne i mit barndomsmiljø var ikke etikere i kierkegaardsk forstand, snarere spidsborgere. Man fulgte strømmen. Man stemte VS, som gik ind for væbnet revolution, men jeg kan ikke komme i tanke om mange, som i alvor forestillede sig at gå til kamp mod magthaverne med hakker og spader. Det blev ved ordene og klistermærkerne«.

Ingen far
Med 68-oprøret kom der også flere skilsmisser. Og i 1969 blev Martin Kongstads far, der er læge, og mor, der er jurist, skilt. Martin var 5 år.

»En dag i foråret 1969 tog min far mig ned på Rudersdal Kro i Holte, hvor vi boede på det tidspunkt. Han fortalte mig, at han og min mor skulle skilles. Han blev overlæge og professor og arbejdede meget. Og forsvandt mere eller mindre ud af mit liv. Jeg har brugt adskillige timer og raserianfald på den stakkels mand, indtil jeg som 35-årig indså, at han havde handlet, nøjagtig som han var rustet til«.

Hvordan prægede det dine holdninger?

»Da jeg skrev min bog (’Han danser på sin søns grav’, red.), gik det op for mig, at alle vi mænd af den tid blev trukket væk fra vores fædre. Vi voksede op hos mor, var omgivet af kvindelige pædagoger og kvindekamp, eller nøjagtig det, vores fædre var flygtet fra, hvilket jo gjorde det meget svært at tale sammen. Men den feminine livsanskuelse har gjort os til bedre fædre, vil jeg mene. Vi er mere nærværende og følelsesladede end vores egne fædre. Mine venner er rigtig gode fædre«.

Men du havde ingen faderfigur at spejle dig i?

»Mærkværdigt nok har jeg alligevel overtaget en del af min fars mønstre. Jeg elsker at arbejde og lave mad, som han. Men min dannelse fandt jeg et andet sted. Henrik fra min barndomsgade var 12 år ældre end jeg og flipper, og han kom til at betyde meget for min levemåde og livsholdning. Han var fritænker og samlede på det bedste fra alle hylder; Dostojevskij, hakkebøffer, Sys Gregers, Beethoven, alle slags stoffer, Tisvilde og et stort dejligt glas skummetmælk. En art konservativ anarkist. Da jeg var 19, spurgte han, om jeg ville være hans søn, og det var jeg så, til han døde i en alt for ung alder«.

Nej, nej og atter nej
Den livsbekræftende 12 år ældre Henrik stod i kontrast til de andre i barndomsgaden på Østerbro, hvor særligt ét ord prægede Martin Kongstads barndom. Ordet nej. ’Nej til a-kraft’. ’Nej til EEC’. Nej, nej, nej …

»Den filosofiske betydning af et nej er vel, at man begrænser sig, fornægter, afviser. Et ja, derimod, åbner verden. Jeg taler ikke om at leve ukritisk, slet ikke, men måske uskeptisk. Det har selvfølgelig en psykologisk indvirkning at sige nej til så meget, som man gjorde i mit barndomsmiljø. Og det har jo ikke bare været et Kartoffelrække-fænomen. Hele det danske kulturliv har i årtier været gennemsyret af en venstreorienteret konsensus og en deraf følgende ret til at lufte lette meninger om enhver magthaver fra statsministeren til hele USA. Det vil jeg helst være fri for«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor valgte du og din generation at få det sjovere med god rødvin, som du beskriver i bogen ’Han danser på sin søns grav’?

»Jeg har aldrig fattet, hvorfor det skulle være overfladisk at kunne smage forskel på en god og en dårlig vin. Men når det er sagt, skal man da naturligvis passe på, at man ikke lader sig rive med af livsnyderi«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Har du selv politiske mærkesager? Noget, du gerne vil lave om?

»Hmm … mit liv har været præget mere af socialpsykologiske betragtninger end af politiske, men jeg har selvfølgelig også holdninger til politik. F.eks. synes jeg, at folkeskolen skal laves helt om, så man stimulerer kreativitet og fysik. Som hf-studerende var jeg aktiv i elevrådet. Men første gang, vi skulle mødes på tværs af skoler, var det sammen med SFU’ere, som var på min egen alder, altså 18-19 år. Desværre var de også kopier af de gamle derhjemme i gaden med langt hår og grimt tøj. Det var så røvkedeligt, at jeg droppede min politiske karriere til fordel for volleyball og øl og speed«.

USA-skepsis
I teenageårene tog Martin Kongstad mere og mere afstand fra 68-kulturens samfundssyn, hvor man fralægger sig ansvaret for samfundsudviklingen, som altid er de ’andres skyld’. Dem med pengene. Og magten. For ikke at tale om amerikanerne.

»I teenageårene var jeg vild med disco. Men det var svært, for den kom jo fra ondskabens rige, USA, som jeg er opdraget til at hade. Men det store erkendelseschok fik jeg først som voksen. Da jeg 11. september 2001 så tvillingetårnene styrte sammen, gik det op for mig, hvor afhængige vi havde været af USA. Pludselig kunne jeg se, at den storebror, som havde holdt hånden over os, var såret. Det rystede mig. Her havde vi bare stået og bjæffet, hver gang vi var utilfredse. Det var jo ansvarsfralæggelse på verdensplan. Dermed ikke sagt, at jeg hylder de amerikanske idealer fra ende til anden. Slet ikke«.

Det lyder, som om dit liv har været ét langt hadefuldt opgør med din 68’er-barndom?

»Nej, slet ikke. Hele fællesskabstankegangen har jeg jo taget med mig, vi tog meget på feriekollektiv som barn, og jeg elsker at være sammen med mange. Samtidig er jeg præget af at være vokset op i et kreativt og antiautoritært miljø. Der var masser af gode ting ved min opvækst«.

Men lidt ligeglad og kynisk er du da blevet, ikke? En rigtig repræsentant for nå-generationen?

»Jeg har ikke sagt nå til særlig meget, men jeg har fået en voldsom skepsis over for konsensustyranni. Jeg har det svært, når mange i al stilfærdighed er fuldstændig enige om alt, og jeg ser det som en af mine største livsopgaver at forholde mig åben. Det er ikke let«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden