Høje udgifter per folkeskoleelev behøver ikke at være lig med et ineffektivt skolevæsen. Det kan lige såvel være udtryk for, at kommunen f.eks. har mange bogligt svage eller adfærdsvanskelige elever, som kræver en særlig indsats. Hvis kommunen skærer i skolebudgettet uden at tage højde for dette, kan det få utilsigtede konsekvenser. 2010 har således budt på en række undersøgelser, hvor simple sammenligninger mellem kommunale budgetter er blevet brugt til at udpege effektiviseringer i milliardklassen. Finansministeriet præsenterede f.eks. en analyse i marts, der viste, at kommunerne kunne spare 2,3 mia. kr. på børnepasning, 1,3 mia. kr. på folkeskolerne og 2,5 mia. kr. på ældreområdet. Det krævede bare, at de kommuner, der havde de højeste udgifter, skar deres udgifter ned til landsgennemsnittet. Men det er risikabelt at lade så omfattende effektiviseringer være baseret på sammenligninger af simple nøgletal for udgiftsniveauet per indbygger. Beregningerne bør i højere grad tage højde for de forskelle, der findes i kommunernes rammebetingelser. Forskelle i kommunale udgifter kan skyldes flere ting. Hvis en kommune har høje nettodriftsudgifter til folkeskolen, kan det for det første skyldes, at kommunen har nogle særlige grundvilkår og udgiftsbehov: Nogle landkommuner kan f.eks. være nødt til at drive mange små landsbyskoler, andre kommuner har måske en høj koncentration af bogligt svage elever, som kræver en særlig indsats.
For det andet kan de høje udgifter hænge sammen med en lav produktivitet. Det vil sige, at kommunen har organiseret sin service, så enhedsudgiften per undervisningstime er højere end i andre kommuner. Og for det tredje kan der være forskel på kommunernes prioriteringer og serviceniveau: En kommune vælger måske at have et højere timetal, pædagoger i indskolingen, tolærerordninger og lejrskoler. Høje udgifter kan altså være udtryk for store udgiftsbehov, en lav produktivitet eller et højt serviceniveau. Men vi kan ikke ud fra udgifterne alene afgøre, om der er tale om det ene eller det andet.
