Det var via den såkaldte Silkevej, at Europa for flere tusind år siden fik sit første indtryk af den kinesiske civilisations storhed. Datidens europæiske overklasse yndede at svøbe sig i den fine kinesiske silke, som sammen med andre luksusvarer fandt vej til de europæiske markeder.
Nu om dage er det ikke ligefrem kinesiske luksusvarer, der fascinerer europæerne, men snarere helt almindelige forbrugsgoder, som kineserne producerer billigere og bedre end resten af verden. Under tyndslidte socialistiske gevandter har kineserne nemlig demonstreret en kapitalistisk konkurrenceevne, som er godt på vej til at bringe ’Riget i Midten’ tilbage til sin traditionelle rolle som en af verdens førende civilisationer. Mon ikke det netop er den gryende erkendelse af Kinas march mod fordums storhed, der for nylig fik en række europæiske ministre til at bebude en ny Kinapolitik forud for morgendagens EU-Kina-topmøde i Bruxelles. Fra dansk side udlagde udenrigsminister Lene Espersen de nye realiteter: »Vi har i mange år ført en politik, der var sådan lidt bedrevidende. Den må erstattes af en større realisme«. Det er med andre ord handelspolitiske hensyn, der skal stå i centrum. EU-lederne tør ikke længere vaje med menneskerettighedsbanneret af frygt for at blive koblet af det kinesiske vækstlokomotiv. Allerede i 2008 fik europæerne sig en slem forskrækkelse, da Beijing aflyste det årlige topmøde som en reaktion på den franske præsident, Sarkozys, annoncerede møde med Dalai Lama samt EU-parlamentets uddeling af sin menneskerettighedspris til en fængslet kinesisk dissident.
