»Der’ hul midt i spanden, kære Lisbeth, kære Lisbeth, der’ hul. Så stop den, kære Jokum, kære Jokum, så stop den. Med hvad…?«. Disse strofer fra en revyvise trængte sig på, da jeg læste vismændenes analyseindlæg ’Læg låg på de offentlige udgifter’ i Politiken 24. august. Det karakteristiske ved dette indlæg var jo, at den vedvarende opdrift i de offentlige forbrugsudgifter – fra under 25 pct. i begyndelsen af 1990’erne til over 28 pct. af BNP i 2010 – foreslås stoppet ved en politisk fastlagt øvre grænse. Men der var desværre ingen analyser af årsagerne til denne opdrift, og heller ikke af, hvordan den eventuelt kunne stoppes. Her ville analyser og forslag fra vismænd ellers være nyttige. Forslag om et låg kan enhver jo fremsætte. Men det afgørende må være, hvordan dette – trods de gentagne og mislykkede forsøg på at holde de offentlige forbrugsudgifter inden for aftalte rammer – skal lykkes. Min pessimisme på dette område skyldes ikke mindst, at vore folkevalgte tilsyneladende ikke er særligt optagne af at være politikere, men snarere kæmper om retten til at administrere. Kampen om medianvælgeren og dermed flertallet synes at dominere kampen for ideerne. Ikke mindst derfor synes et forslag om et låg nærmest at være et slag i luften, ligesom også øvrige forslag let kommer til kort. Alligevel vil jeg her vove at komme med et par forslag til, hvordan opdriften i de offentlige forbrugsudgifter måske kan standses på en fornuftig måde. ’Genopretningsaftalen’, der blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti før sommerferien, og som er inkorporeret i finanslovforslaget for 2011, må i denne sammenhæng kort kommenteres.
Denne aftale opererer med en samlet offentlig budgetforbedring på 24 mia. kr. i 2013. De 24 mia. er endvidere nettoforbedringen, idet udgifterne til sundhed løftes med 5 mia. og udgifterne til flere i uddannelse samt til svage og udsatte grupper mv. også løftes med 5 mia. i 2013, hvorfor bruttoforbedringen skal være 34 mia. i 2013. Det er imidlertid kun 19 mia. kr. heraf, der er konkret finansieret, idet godt 15 mia. angiveligt skal skaffes ved dels nulvækst i den offentlige driftsøkonomi i alle tre år fra 2011 til 2013, dels ved statslige effektiviseringer herudover. Af det udmøntede beløb på 19 mia. kan imidlertid kun knap 3 mia. kr. henføres til mindre offentligt forbrug, idet godt 16 mia. hentes direkte fra skatteborgerne. Skattestoppet er således med ’genopretningsaftalen’ fortid. Ser man bort fra de ikke udmøntede 19 mia., indebærer genopretningsplanen således, at de offentlige forbrugsudgifter stiger, grundet de ekstra 10 mia. til sundhed og uddannelse mv. I betragtning af, hvordan de offentlige forbrugsudgifter hidtil er steget, hvordan genopretningsaftalen er udmøntet, og hvor lystigt det offentlige forbrug med flere ansatte i kommuner og regioner stadig stiger, er det yderst tvivlsomt, om opdriften i de offentlige forbrugsudgifter ikke blot kan bremses, men ligefrem nulstilles, hvis der ikke gennemføres radikale ændringer. Og radikale ændringer kan efter min mening næppe ske, hvis politikerne ikke tør tage et større ansvar, end det aktuelt er tilfældet.
