Arbejdsmarkedskommissionen har ikke haft en let opgave. Hvordan finder man ekstra arbejdskraft i en økonomi, der har den laveste ledighed og en af de højeste erhvervsfrekvenser i Europa? Opgaven blev endnu sværere af, at regeringen ikke kunne vente på grundige analyser – og i stedet afkrævede kommissionen et hurtigt svar. I mandags præsenterede kommissionen så sit foreløbige svar. Et af de mest markante forslag var en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år. Det er samtidig et af de mest politisk gangbare forslag. Hvis man ikke har kunnet finde job i de seneste to år, hvor arbejdsgiverne har råbt på arbejdskraft, skyldes det vel ’sløvsind’. ’Sløvsindsdiagnosen’ passer fint med Arbejdsmarkedskommissions opfattelse af, at de langtidslediges problem er manglende jobsøgning. Kommissionen er også overbevist om, at truslen om at miste forsørgelsesgrundlaget efter to år er den rigtige medicin. Det vil ifølge kommissionen betyde »… en øget søgning og dermed kortere ledighedsperioder for den enkelte og et lavere niveau for den strukturelle ledighed«. Logikken er taget lige ud af grundbogen i økonomisk teori. PROBLEMET er imidlertid, at kommissionen ikke har haft tid til at undersøge, hvorvidt situationen er mere kompliceret end antaget i lærebøgerne. Kommissionens vægtigste observation er, at sandsynligheden for selvforsørgelse stiger, når ledige nærmer sig slutningen af dagpengeperioden. Blandt dem, der forlader dagpengesystemet de sidste uger, kommer 55 pct. tilsyneladende i beskæftigelse, 30 pct. kommer på andre offentlige ydelser og 15 pct. mister deres indkomstgrundlag. Men reelt ved Arbejdsmarkedskommissionen intet om selve processen – om hvordan de ledige finder disse job, hvilke type job der er tale om, og hvor langvarige de er. Er der eventuelt tale om ’nødløsninger’ leveret af familiemedlemmer, jobcentrene eller fagforeningerne? Hos Arbejdsmarkedskommissionen tages den øgede sandsynlighed blot som et entydigt bevis for, at dagpengemodtagerne ikke har ønsket et job og derfor heller ikke har søgt job – i hvert fald for halvdelens vedkommende. TIDLIGERE og igangværende undersøgelser, hvor konklusionerne baseres på interview med længevarende ledige, peger imidlertid på, at gruppens overgang til beskæftigelse handler om meget mere end jobønske og jobsøgning. De første resultater af vores igangværende undersøgelse viser f.eks., at 72 pct. af 242 interviewede dagpengemodtagere, der har over to års ledighed bag sig, rent faktisk ønsker et job. Den viser også, at 78 pct. angiver, at de søger job. Endvidere er tendens til manglende jobønske og søgeadfærd nærmest udelukkende et fænomen blandt de 55-59-årige. Blandt de 18-54-årige ønsker 94 pct. et job, og 85 pct. søger job. Det stemmer overens med den senest færdiggjorte undersøgelse fra SFI. Endvidere viser en tidligere analyse fra SFI, at man ikke finder en klar sammenhæng mellem lediges søgeadfærd og jobchance. VORES igangværende undersøgelse viser, at de lediges manglende kontakt til tidligere kolleger og arbejdsgivere formentlig er én af de væsentlige barrierer. De, der står tilbage uden arbejde, er typisk dem, der har et meget begrænset netværk. Og de ledige, der hurtigt får job, får det ofte gennem netværk. Det vigtigste strukturelle vilkår er dog, hvorvidt arbejdsgiverne efterspøger deres arbejdskraft. Vores igangværende undersøgelse, der også baseres på svar fra 1.775 private virksomheder, viser, at arbejdsgiverne oplever det som meget usikkert at ansætte længerevarende ledige. Samtlige af de adspurgte angiver ’usikkerhedsmomenter’, som det fremgår af figuren. I øvrigt en ganske forståelig usikkerhed, eftersom andre arbejdsgivere tilsyneladende har frasorteret denne arbejdskraft. Det er et strukturelt problem, at gruppen – særligt i en periode med lav arbejdsløshed – opfattes netop som en ’restgruppe’. Det ses også ved, at både den offentlige og private sektor undgår at rekruttere arbejdskraft gennem jobcentrene, der ellers netop er formidlere af usikker ’restarbejdskraft’. Nogle af de brancher, der råber mest på arbejdskraft, benytter faktisk nogle af de mest lukkede rekrutteringskanaler, f.eks. bygge- og anlæg og transportsektoren. DET ER helt indlysende, at efterspørgselssiden er relevant for længerevarende lediges jobchancer. Men den side af sagen er helt fraværende i kommissionens nye rapport. Det antages bare, at virksomhederne vil ansætte, hvis de længerevarende ledige søger mere intensivt. Det er meget sigende, at den positive effekt af at sende ledige i praktik eller i job med løntilskud i rapporten omtales som en »opkvalificeringseffekt« eller »motivationseffekt«, dvs. som en ændring i karakteren af udbuddet af arbejdskraft. En mere nærliggende forklaring er, at disse ’prøveperioder’ netop gør det muligt for arbejdsgiverne at lave en ordentlig vurdering af potentialet i den frasorterede arbejdskraft. Man kan kun tilslutte sig kommissionens anbefaling om i højere grad at bruge disse forløb. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at instrumentet virker, fordi det også påvirker efterspørgselssiden. HAVDE Arbejdsmarkedskommissionen haft bedre tid, ville dens forslag sikkert hvile mindre på lærebogsantagelser og usikre estimater om niveauet for strukturledighed. Og vi andre kunne have færdiggjort nogle af de igangværende forskningsprojekter, hvor vi har interviewet længerevarende ledige og undersøgt arbejdsgivernes rekrutteringspraksis. Regeringens hastværk er ganske mærkværdigt, eftersom vi ikke længere står i en situation, hvor der generelt er et akut behov for arbejdskraft. Formentlig vil regeringen bare diskutere noget andet end indvandring. Men måske har regeringen det også ganske godt med at lave politik baseret på de hurtige svar fra den økonomiske lærebog – så ved man da, hvad man får.