»Mister, mister – you give me one dollar?« Pigens lille beskidte hånd banker på ruden og hendes brune øjne ser bedende på mig. Den bil, jeg sidder i, begynder at køre og hendes små fødder løber videre til næste bil. Kabul, Afghanistans hovedstad. Byen er stor, beskidt og pulserende, her bor fire - seks millioner mennesker. Den ligger i en dal 1800 meter over havet og er omkranset af sneklædte bjergtinder. Overalt ses lave lerklinede og mere eller mindre faldefærdige huse. Med tiden har byen bredt sig op ad bjergsiderne. I de velhavende dele af byen ses høje mure med bevæbnede vagter og pigtråd. I centrum findes, som i de fleste af verdens hovedstader, høje huse af spejlglas, stål og beton. Trafikken har sin egen anarkistiske orden. I få store kryds forsøger politibetjente med fagter og fløjter at undgå kaos, men ellers er det junglens lov om størst og hurtigst der råder. Trafiklys er der få af og de har absolut ingen praktisk betydning. De fleste biler er som byen. Slidte og fyldte til randen. Monotonien brydes af hvide firhjulstrukne landrovere med FN’s lyseblå logo og af farverige, men propfyldte udslidte tyske busser fra ’Modern Hamburg Reisedienst’ – der nok har været moderne i slutningen af 1960’erne. I gadebilledet ses mest mænd. Kvinderne i det offentlige rum bærer alle slør. Mange går i den traditionelle lyseblå burka, hvor selv øjnene er dækket af netmasker. I landdistrikterne er kvinder i gadebilledet et sjældent syn. Burkaen er en traditionel afghansk beklædning for kvinder, og ikke kun en reminiscens fra Talebans regime. På grund af de mange veje, der ikke asfalteret, siger man, at byen har tre årstider: En snesæson om vinteren. En muddersæson forår og efterår. Og sommeren – en støvsæson, hvor det er meget varmt og ofte ikke regner i flere måneder. Lige nu er det snesæson. Og de gråbrune nuancer står i voldsom kontrast til den krystalklare himmel. Men den imponerende kulisse kan på ingen måde skjule, at Afghanistan i dag er et af verdens fattigste lande. Jeg møder den tiggende pige igen på et center for gadearbejdende børn. Hun hedder Nadja og er ti år. Hun fortæller, at hun hver dag forsøger at tjene penge ved at tigge eller samle og sælge brugte plastikposer på gaden. Hendes tøj er slidt og beskidt, og på fødderne har hun små røde plastiksandaler, der ikke er effektivt værn mod sne og kulde. Men hendes øjne stråler af liv. Hun fortæller, at hun mistede sin far under borgerkrigen og bor nu sammen med sin familie i udkanten af den store by. Hendes historie er blot en blandt alt for mange. Børnecentret er på en gang et vidne om ufattelig fattigdom, og samtidig en oase fuld af håb og liv. Her kan en del af de omkring 70.000 børn, der hver dag arbejder på gaden, få lov at opleve lidt barndom. På centret får børnene et måltid mad og lærer at læse og skrive. Og her kan de lege, spille volleyball, fodbold og dyrke judo på tværs af køn, etnicitet og religion. I legen og spillet får de en pause fra deres hårde liv på gaden. Gennem legen kan de lære at respektere hinanden – og ikke mindst sig selv. Min virkelighed er en helt anden end Nadjas. Jeg er i Kabul udsendt af den danske idræts NGO Global EduSport, der er støttet af Danida. Vi er her for at undervise mandlige og kvindelige afghanske idrætslærere i, hvordan idræt kan være et redskab til udvikling af sociale kompetencer. I Afghanistan har idrætten traditionelt været tæt knyttet til militæret som disciplineringsredskab. Denne tradition vil vi gerne være med til at bløde op. Og lærerne, der er i alderen 25-55 år, er nysgerrige og åbne overfor andre tilgange til idræt og sport. I de workshops, vi afholder, fokuserer vi på, hvordan idræt og leg kan være inkluderende og skabe positive oplevelser baseret på gensidig tillid og respekt. De afghanske idrætslæreres virkelighed er en helt anden end den, jeg kommer fra. Her er der gennemsnitligt 50-60 elever i hver klasse, og faciliteter og materialer er mangelfulde. For nu at sige det mildt. Men vi har et fælles mål og taler om muligheder og begrænsning. Samtidig får vi lov at opleve Afghanistans ansigt bag sløret. I bogstaveligste forstand. Nogle af de kvindelige lærere, der er med i projektet deltager i aktiviteterne uden slør. En manifestation af modstand mod en stadig eksisterende kønsapartheid. Mange af kvinderne i vores projekt har ikke haft mulighed for at dyrke idræt før nu. Under Taleban var det strengt forbudt for kvinder at dyrke nogen som helst form for idræt. Og ligesom det har været tilfældet i Danmark, tager det tid at ændre på den slags dogmer. Men hvad kvinderne mangler i motorik og balance, kompenserer de for via en ukuelig vilje og lyst til at lære. Det er en stor og livsbekræftende oplevelse at se 25 afghanske kvinder i træningsdragter juble og grine i begejstring i et land med så mange restriktion for kvinder. På den lange bane kan idrætten også være med til at overbevise kvinderne om, at de har styrken til at tage kampen op mod de patriarkalske dogmer. Det er med en vis ængstelighed at de fleste vesterlændinge første gang sætter fødderne på afghansk jord. Afghanistan forbindes for de fleste mennesker med religiøs fanatisme, krig og selvmordsangreb. I begyndelsen ligner alle mennesker på gaden terrorister. Men mødet med den overvældende og umiddelbare gæstfrihed og taknemmelighed er heldigvis en meget effektiv modgift mod skræmmebilleder og frygt. Et uddannelsesprojekt og etablering af nye skoler opfylder ikke mediernes nyhedskriterier. Derfor præsenteres vi ofte kun for den lille og blodige del af situationen i Afghanistan. Ingen af de afghanere, jeg har talt med, ønsker Taleban regimet tilbage. I de seks år, Taleban bevægelsen var ved magten, var sport (med meget få undtagelser), lege, tv, musik og dans forbudt. De mange drager, der lystigt fløj i den blå himmel på fridage, måtte blive på jorden og mænd blev fængslet, hvis deres skæg var kortere end en håndsbrede. Den strenge fortolkning af Islam med stening, afhugning af hænder, stokkeslag og hængning blev foretaget offentligt, til skræk og advarsel. Lagt de fleste afghanere vil have frihed og håber på en bedre og mere sikker fremtid. Og de arbejder hårdt for det. De lever, sover, spiser, elsker og danser – som alle andre mennesker på jorden. Det er svært at komme udenom den sikkerhedsrisiko, der er forbundet med at være her. Overordnet er der to forskellige strategier: Enten stor synlighed med store biler (ofte i kolonner) som militæret og FN praktiserer. Den anden er strategi er lav profil med kørsel i slidte biler. De fleste NGO’er har valgt sidstnævnte. Vi bliver således kørt frem og tilbage til skolen i en gammel slidt Toyota Corolla. Vi holder os så vidt muligt væk fra de oplagte terrormål, så som for eksempel militærkonvojer. Og uden for arbejdstiden er vi sjældent uden for vores guesthouse, der er omkranset af høje mure og bevæbnede vagter. Denne frivillige husarrest er en del af livet som NGO’er i Kabul i disse tider. Men risikoen for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt er et eksistensvilkår, det er nødvendigt at forlige sig med. Ind til videre har humanitært arbejde ikke været mål for angreb fra Taleban. Terrorangrebene har været rettet mod militær og ministerier. Men måske indvarsler angrebet forleden på byens dyreste og bedst bevogtede hotel en ny strategi, der kan få uoverskuelige konsekvenser. Det er meget svært at forstå, at den humanitære bistand kan afføde så meget had, at nogle ser det som deres religiøse pligt at slå ihjel. Den humanitære indsats er afhængig af en relativ sikkerhed, som tilstedeværelse af den internationale styrke skaber. Omvendt kan den militære indsats ikke stå alene. De to ting kan ikke skilles ad. Det er på denne baggrund, man må diskutere mål og midler i forhold til indsatsen i Afghanistan. Set her fra Kabul er det overordentlig trist at opleve, at Afghanistan bliver ’en god historie’, når der kommer vestlige lig på bordet. Og den megen omtale af terrorangrebet i vestlige medier kan paradoksalt nok medvirke til at gøre angrebet på hotellet i Kabul til en ’succes’, der vil blive gentaget. Samtidig flyttes fokus fra den nødvendige humanitære indsats - en indsats der er alt afgørende for at udviklingen går den rigtige vej. Her er meget brug for hjælp. Og det kommer til at tage lang tid. Men der er intet alternativ. Historien har vist, at det ikke er en god idé at vende ryggen til Afghanistan. Når jeg tænker på Nadja i hendes små røde sandaler, er min husarrest et luksusproblem. Og med til historien om trusler om selvmordsangreb hører, at disse angreb altid kræver flest civile ofre. Dem, der betaler den største pris for problemerne i Afghanistan, er landets befolkning. Lige nu er det kun børn, der ikke har oplevet krigens rædsler. Og det er afgørende, at de kan se frem til et liv med frihed og sikkerhed – og muligheden for et liv uden fattigdom. Det er dem, der skal arve landet fra deres forældre. På den baggrund er der håb forude. Nadja fortæller, at hun vil være lærer, når hun bliver voksen, for så kan hun lære andre at læse og skrive.