Når man ser Nato’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen blive kørt rundt i limousine, betræde den røde løber og modtages af statsoverhoveder, senest svenskekongen, får man let det indtryk, at vi her har at gøre med det forenede Vestens leder. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der er en indbygget modsætning i embedet mellem den ydre pomp og pragt og den interne rolle i Nato.
Denne går traditionelt ud på at være en art avanceret mødeleder, når medlemslandenes ministre eller faste repræsentanter mødes, samt at være daglig chef for Nato’s stab af civile embedsmænd. Når det går højt, kan generalsekretæren få indflydelse ved at mægle mellem medlemslandene, i bedste fald hæve den laveste fællesnævner et stykke. Det er dog ikke så ringe endda, hvis Fogh i denne uge kunne forlige Tyrkiets mæglingsindsats i Libyenkonflikten med Frankrigs krigsprofil over for Gaddafi-regimet.
