Tag det roligt, det er sommer! Det lyder lige nu, som om vores deltagelse i den internationale kunstudstilling Biennalen i Venedig har affødt en bølgende debat. Nogen råber det ene og nogen det andet, og ingen hører rigtig efter hinanden, i hvert tilfælde når det drejer sig om diskussionens kedsommeligere facts og baggrund, det tørre stof, som bl.a. love er gjort af. For god ordens skyld, af pædagogiske grunde og for at få fred for mediernes hurtige jagt på oneliners, kunne en hurtig gennemgang af forløbet, i den korte version, måske lyde sådan her: Først stemmer folket i en demokratisk proces på nogle politikere. Derefter vedtager de folkevalgte politikere, stadig efter alle fuldt gennemsigtige demokratiske regler, at bevilge nogle penge til kunstens fremme og trivsel. For at undgå politisk indblanding og styring, det såkaldte armslængdeprincip, nedsættes et SUVERÆNT Kunstråd med en formand. Dette kunstråd har samtidig, under sin paraply, fem SUVERÆNE fagudvalg. Politikerne kan ikke blande sig i rådets beslutninger, og rådet og formanden kan delegere beslutninger til fagudvalgene uden senere at kunne omstøde de trufne beslutninger. Det er tilfældet her. Fagudvalget, i dette tilfælde Udvalget for dansk kunst i udlandet, indkalder fra fem internationale kuratorer forslag til hvordan den danske pavillon I ÅR kunne se ud. Den græske kurator Katherina Gregos’ forslag bliver valgt. Hun kan nu SUVERÆNT og uantastet vælge, hvem der skal udstille inden for den ramme: ’Om ytringsfrihed’, som hun har ’vundet’ på, under fællestitlen: SPEECH MATTERS. De valgte kunstnere vælger derefter SUVERÆNT og frit, hvad de vil udstille. Der er således så megen armslængde indbygget i processen, at alt skulle være i skøn ytringsfri orden. Hvis nu kunstnerne kommer med noget godt, er vi HELDIGE. Hvis de kommer med noget dårligt, er vi UHELDIGE. Der er bare ikke rigtig noget, vi ifølge processens mange indbyggede armslængder kan gøre ved det værk, vi eventuelt er utilfredse med. Kommer de indbudte udstillere med noget provokerende, må vi tage diskussionen. Vi kan og vil ikke lukke dem ned. Er provokationen i konflikt med straffeloven, må vi retsforfølge dem. Kommer de med noget ligegyldigt, må vi hurtigt videre til næste pavillon. Vi kan stadig ikke lukke dem ned, men vælge eller rettere fravælge deres kedsommelige eller banale tilbud.
Selv om det måske kribler i fingrene, kan vi ikke først invitere gæster og så slå dem med en pind, hvis de ikke makker ret. Den valgte kurators forslag om udenlandske kunstnere, isprængt to danskere, er blevet valgt og hun blevet bedt om at gennemføre det. Det kan vi heller ikke, efter åbningen af udstillingen, pludselig anfægte. Systemet garanterer ikke for resultatet, kun for de muligheder, de enkelte udstillere, så gavmildt og gæstfrit, får for at ytre sig inden for vores afstukne rammer. For vores bevilgede penge. Vi kan stille spørgsmålstegn ved beslutningen fra fagudvalgets side, men ikke gøre den om. På Biennalen udstiller i år 88 nationer. Flere end nogensinde. Vi ville, med en ren dansk manifestation, alligevel have været i internationalt selskab med 88 andre lande, men har altså valgt at lave en ’Biennale i Biennalen’ i vores egen pavillon. Dette kan diskuteres, til NÆSTE GANG , til næste Biennale om to år! For hvis alle pavilloner viser 18 kunstnere af blandet nationalitet, har man ligesom taget den unikke oplevelse ud af Venedig-udstillingen og gjort den til en kunstmesse eller endnu et Documenta, som den store mønstring i Kassel. Så kunne man spørge: Kan og bør armslængdeprincippet også diskuteres? I så fald er det en lang proces og en stor struktur, der skal laves om. Men selvfølgelig kan det gøres. Og til syvende og sidst er det vælgerne, der skal tale med deres afgivne stemme. Hvis vi altså stadig tror på den demokratiske proces? Venedig Biennalen er hverken et salgsfremstød for kunstnerne eller et verdensudstillings-fremstød for Danmark. Den er en ukommerciel platform, hvor mange lande mødes for dele kunstneriske oplevelser. Udvalget for dansk kunst i udlandet har med årets bidrag med vilje spillet et internationalt kort. Hånden er åbenbart blandet og reaktionerne ligeså, men sådan faldt kortene. Så er det vel heller ikke værre.
